Sigurd Zweistein ► THY.pt

Sigurds diktatorskole. 1. klasse

af Sigurd Zweistein | 26. feb 2025 | Artikler, Debat, Fupnyt, Politik, Satire

vi kan opnå meget

hvis bare jeg bestemmer

TRUMPUTIN har genoplivet en ellers hendøende race: Diktatorer. Ja, ja. Jeg ved det godt. Der er indtil flere af den slags i verden, både i Belaruss, Iran, Kina, Nordkorea; alle steder under dække af ordet demokrati udstillet af almindelige folkeafstemninger, hvor diktatoren altid får mellem 80 og 98% af stemmerne.
Med hævede øjenbryn og forbavselse må vi konstatere, at TRUMP lægger sine æg i diktatorernes kurv.
Trump har beskyldt Zelensky for at være diktator, og på den måde kan ingen magthaver se sig fri for en sådan beskyldning. Men THY.pt gør en dyd ud af begrebet diktator. Vi offentliggør et kursus. Simpelthen!

Diktaturer er fascinerende for betragteren udefra. Hvordan har de undgået demokratiske vinde? Dem, der befinder sig på toppen, ser ud til at nyde livet. Derfor kunne det være godt at vide, hvordan man mon bliver diktator.
Endnu eksisterer der ikke en relevant uddannelse herhjemme; ikke engang universitetet (beklager det gamle danske ord) har et fakultet for diktatorer. Derfor sætter jeg gamle mand nu to lektioner op, så du, der er interesseret i at blive diktator, ved, hvordan du skal gøre!

I 1. klasse er du lærling og skal lytte

I 2. klasse bliver du udlært og skal få andre til at lytte

Det allerførste, du skal gøre, er at undersøge dig selv. Er du en smule psykopatisk, er du ligeglad med, hvordan andre mennesker har det, men græder over små hjælpeløse hundehvalpe eller børn, og ikke mindst, når det gælder dig selv eller din mor? Så er du den rette.
Det første derefter, du skal gøre, er at blive nære venner med en højtstående militærperson. Google dig frem til alle i landet, hvis man kan det i dit land, og find dem med giftemodne døtre. Det er nok ikke sådan lige at træffe den rigtige, så find en, der har en datter, du kan holde ud at være sammen med. Lær hende nærmere at kende, charmer, opvart og tilbed hende og forsøg at blive forlovet. Den dag er ikke fjern, hvor du, hvis du lykkes med det, vil blive inviteret hjem til hendes forældre.
Nået så langt skal du forsøge at give dem et enormt godt indtryk af dig. Du skal være behageligt afslappet, charmerende, vittig, intelligent og finde deres politiske ståsted. Det er her, du skal vise dine evner. Kan du vinde faderens venskab og tillid, skal du rykke frem i båden. Desuden bør du nu skrue charmen på, når du skriver på de sociale medier. Undgå journalister og den slags, men lær af andre magthaveres erfaring: Brug Instagram, Facebook, Twitter og fortæl om dit liv, at du er en helt almindelig person med hang til håndmadder for eksempel.
Gå så i uddannelse som spion og brug enkle, men nødvendige begreber: Slik opad, spyt nedad

5. Du skal nu anmode om datterens hånd. Blive gift. Få et barn eller to.

6. Og så skal du i et og alt følge faderen i hans politiske meninger og holdninger, helst nogle der er imod den til enhver tid siddende regering.

7. Tidspunktet for det afgørende slag, kommer før du regner med det. Sådan er det altid for stud. diktatorer. Ingen aner, hvornår det pludselig bliver muligt at tage embedseksamen og blive cand. diktator. Måske efter en god fest med svigerfars nære soldatervener, der alle er højt på strå.

8. Her aftaler I tidspunktet, hvor hæren, flåden og luftvåbnet skal overbevise den siddende regering om, at der er en tid for at regere og en anden tid for at går af - for dens vedkommende.

9. Herefter indtager du regeringens rolle og bliver siddende diktator, mens du forgylder dine medsammensvorne militærmænd og udnævner dem til ministre.

10. Dit påskud er naturligvis, at den nu afsatte regering har sløset med både det ene og det andet, at de har snydt ved sidste valg, eller at de er gennemkorrupte hele bundtet. Får du den mindste mistanke om uheldige udtalelser eller det, der er værre: Kritik fra dine mænd, så ud med ham! Arbejd henimod total lydighed. Ingen må sige dig imod! Så er det nu, du kan gå i krig. For her kan du altid få befolkningen med. Find et eller andet påskud, det betyder mindre. Påstå for eksempel bare, at fjenden er nynazister eller lignende.

11. Få styr på medierne. Fortæl, hvilke ord, de må bruge og især, hvilke ord ikke.

12. PS. Bestil den gode franske cognac og din nye Bentley, inden du går i krig!

13. Velbekomme!

Hvad er et diktatur?

Sigurd: Efter 3. V-krig …

af Sigurd Zweistein | 10. jul 2024 | Debat, Natur, Politik

Sigurd Zweistein leverer et tankeeksperiment: Somme tider skal man forestille sig noget totalt anderledes. I et land sidder en mand og kan trykke på en knap. Hvis han gør det, vil alle mennesker dø på én gang. Smertefrit. Og hvad sker der så?

Det kunne også være en ikke helt uvirkelig situation: Først Rusland, siden Kina erobrer flere og flere stater, klimaet giver uoverskuelige følger, og tredje verdenskrig begynder - med atombomber. Jorden plastres til, og de mennesker, der ikke er døde efter direkte a-angreb, vil dø af den abnorme radioaktive udstråling. Alt liv på jorden slukkes.

I intet af de to tilfælde vil nogen mennesker overleve - er tanken. I det første vil dyrene; efter en total a-krig er der formentlig intet liv tilbage. Jorden ligger tom og øde hen i universet.

Hvem ville sørge? Ingen.

Hvem ville tage skade af det? Ingen.

Hvad med dyrene? De stærkeste ville overleve i det første tilfælde.

Klimaet og miljøet ville umiddelbart få det bedre. Dog ikke efter det andet tilfælde. Der vil gå mange år efter A-bomberne, før der igen vil være basis for liv.

Det ser jo faktisk ud til, at vi mennesker er i vejen for kloden. For det gode klima. For det sunde miljø. For hinanden. Kun dyr, der overlever, ville have "glæde" af det. Dyr lever i instinktet og kan derfor ikke forestille sig noget som helst.

Nå. Hvad så? Vil en gud tænke: Gider jeg det her en gang til? Vil nogen derude i universet tænke: Nøj, hvor vi savner disse mennesker? Vil mennesket genopstå efter en million år - igen efter en mutation? Vil den samlede viden i dag være spildt? Spildt? Hvilket ord i denne forbindelse.

Faktum er, at vi mennesker er os selv værst. Vi ødelægger kloden. Vi bekriger hinanden og slår ihjel. Vi er det mest ondskabsfulde væsen på kloden. Uden sammenligning.

Neutralt kan man frejdigt konstatere, at den enkelte kan leve et indholdsrigt liv med masser af kærlighed til familie og venner, et liv præget af arbejde og lyst til livet. Man fødes, vokser op, uddanner sig, får et arbejde, gifter sig, stifter børn, bliver ældre, børnene bliver voksne, stifter familie, får børn og så videre og så videre - i en lang trummerum.

Set ovenfra er alt i forandring. Ingen levende væsner slipper fra den cyklus. Frejdigt igen må man konstatere, at der ikke foreligger en mening med det. Med de flere end 7 milliarder mennesker, der i øjeblikket bebor kloden. Mennesket er set ovenfra meningsløs som alt liv. Hvilket formål tjener vi?

Jo, som jeg skrev: Hver for sig, for mig selv, min familie, mine venner - er der masser af formål. Men for menneskearten? Hvad var det nu, jeg skrev i første linje:

Faktum er, at vi mennesker er os selv værst. Vi ødelægger kloden. Vi bekriger hinanden og slår ihjel. Vi er det mest ondskabsfulde væsen på kloden. Uden sammenligning.

Så. Hvad er meningen?

Skabe I kea

af Sigurd Zweistein | 8. jul 2024 | Artikler, Fællesskab

IKEA var engang vores foretrukne indkøbssted i den lettere møbelgenre. Faktisk måske mest min kones. Jeg har altid været en smule forbeholden over produkter, der kun er halvfabrikata. Altså usamlede varer, som man selv skal have umagen med at samle efter et ministykke papir med en tekst, der kun kan læses i stærk forstørrelse. Derfor foretrækker jeg lokale møbelbutikker, hvor skabene er samlet! Desværre har jeg kun 49% af aktierne i vores ægteskab, så det …

I går skete det så.

Min kone studerede de nye kataloger fra Ikea med interesse og så på Ivar, Fjunte og Oscar; en stol hed Carina og havde skæve tynde ben forneden og tykkere længere oppe og øverst et vældigt bredt sæde. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan den ville se ud, hvis den havde højt ryglæn. Jeg stod bagved og kiggede hende over skulderen med bange anelser, der nemt kunne blive til mere end anelser, - skulle det vise sig -.

Næste dag drog vi af sted og indkøbte et til vort soveværelse nødvendigt skab, der vist hed Mikkel, og fik udleveret en tung og flad pakke. Betale og hjem og fikse.
Undervejs meddelte jeg noget bekymret min livsledsagerske, at i enhver anden familie ville det nok hedde, at det med at samle sådan en flad pakke til et stort klædeskab skulle far nok ordne. Men jeg var altså en smule urolig.

Jeg lagde nemlig brugsanvisningen, der viste sig at være i stort format, på gulvet straks efter hjemkomsten og spredte Mikkel ud over hele gulvet og gik så ellers frem bogstav for bogstav, tal for tal. Teoretisk var alt, som det skulle være. Jeg betragtede opgaven som en svær, men ikke uløselig sudoku. En matematikopgave til studentereksamen. Løs a og gå videre til b. Løs b og tag fat i c. Kig på a og test forløbet. Er alt i orden? Min svensk-danske ordbog var slået op for alle tilfældes skyld. Mine frontallapper var i allerhøjeste beredskabsmodus. Jeg var nået en alder, hvor en lille pude på gulvet gjorde underværker. Min mave faldt efterhånden lidt til ro.

Herregud! Jeg har måske før haft visse problemer med en Mikkel, men ham her? Han skulle bare ned med nakken.

Tre timer senere stod der vitterligt et skab, færdigsamlet og parat til at tage i brug. Hun tjekkede det grundigt og erklærede mig for vinder af årets Ikeaskabspensionistsamlergrandprix og gik nedenunder for at lave brændende kærlighed.
Og jeg var glad og lettet og lugtede en smule af sved. Samlede tilfreds - overmåde tilfreds - brugsanvisningen op fra gulvet for at gå i bad oven på denne atmosfærisk forstyrrende begivenhed.
Men hov, hvad var det? En skrue rullede af brugsanvisningen. En skrue? Koldsveden sprang bogstaveligt frem og fik mig til at ryste på hænderne, jeg mærkede pandebåndet snære ubehageligt (og jeg havde slet ikke pandebånd på), mens jeg minutiøst gennemgik skabet for at finde det hul, der ikke havde en skrue i sig. Jeg kunne ikke finde det.

Hun gik nedenunder og fløjtede og var stolt over sin dygtige samlermand. Her sad jeg og sank længere og længere ned i depressionen, lukkede mig mere og mere ind i skabet. En skrue var løs, mand. På skabet eller på manden.
Men så sprang jeg ud - på badeværelset og smed skruen langt ud ad vinduet og over i naboens have efter hans irriterende kat og gik i bad. Så lykkedes det mig alligevel ikke. Jeg fik skabet samlet, men ikke til perfektion. Du er en taber, lød min indre selvværdsstemme. TABER!

Skabet står der endnu her to uger senere. I går fandt jeg helt tilfældigt et hul, hvor der manglede en skrue. Den skrue, jeg smed over i naboens have.
Naboen skal på ferie i næste uge. Og så ...

De vedkommende

af Sigurd Zweistein | 3. jul 2024 | Artikler, Debat, Fællesskab, Sprogligt

Adgang forbudt for uvedkommende. Det skilt står der mange steder. Det får mig til at fundere over, hvem der er vedkommende. Hvem er vedkommende i vores by, i vores kommune, i vores landsdel, i vores land?

Så, … hvem er de vedkommende?

Er det dem, vi kender? Er i familie med eller kolleger fra arbejdspladsen? Eller bare nogen, der har fået lov til at komme her?

"Vedkommende" er et dansk ord, der bruges til at referere til en person, som er relevant i en given sammenhæng eller situation. Ordet kan anvendes på flere måder:

Brug i Sammenhæng

Formel Anvendelse
- Eksempel: "Du skal kontakte vedkommende, som er ansvarlig for projektet."
- Her refererer "vedkommende" til den person, der har ansvaret for projektet, uden at navngive personen direkte.
Generel Anvendelse
- Eksempel: "Hvis nogen finder en mistet genstand, skal vedkommende aflevere den til receptionen."
- I dette tilfælde bruges "vedkommende" til at referere til enhver person, der finder den mistede genstand.
Indirekte Reference
- Eksempel: "Jeg har talt med vedkommende om problemet."
- "Vedkommende" bruges her til at referere til en person, der allerede er kendt eller implicit forstået i konteksten.

Grammatik og Synonymer

Grammatik: Ordet "vedkommende" kan bruges som et substantiv eller et pronomen. Det kan bøjes i køn og tal, fx "vedkommende" (singularis) eller "vedkommende personer" (pluralis).
Synonymer: Andre ord, der kan bruges i stedet for "vedkommende", afhænger af konteksten og kan inkludere "personen", "den pågældende", eller "ham/hende".

Eksempler på Sætninger

Officiel Kommunikation: "Vedkommende, der har autorisation til at godkende dokumenter, er pt. på ferie."
Daglig Tale: "Hvis du har spørgsmål, kan du spørge vedkommende ved informationsskranken."

Betydning og Brug

Ordet "vedkommende" er nyttigt i både formelle og uformelle sammenhænge, hvor det hjælper med at referere til en person uden at være specifik. Det bruges ofte for at undgå gentagelse af navne eller for at henvise til nogen på en neutral måde.

Ved at bruge "vedkommende" kan man holde kommunikationen klar og præcis, især når det er unødvendigt eller ubelejligt at nævne en persons navn.

Hvad siger ordbogen om "vedkommende"?

Hvad siger ordbogen om "uvedkommende"?

Skal du dø, bedstefar?

af Sigurd Zweistein | 4. jun 2024 | Artikler, Fællesskab

De står rundt omkring sengen. Alle har hørt spørgsmålet. I midten mit yngste barnebarn, der ser spørgende på mig, mens han tager fat i min hånd. Der bliver helt stille i stuen.

– Øh, måske er jeg lidt bange, fordi jeg ikke kender til det. Jeg ved ikke, hvordan det er at dø, for jeg har aldrig prøvet det før.
Vincent nikker langsomt:
– Når man er død, er man død.
Han ser spekulativ ud.
– Så er der jo heller ingen, der kan fortælle os, hvordan det er, nikker han.

Ingen siger noget. Der er en elefant i rummet. Det ved Vincent ikke, for han fortsætter ufortrødent:

– Hvor var jeg henne, før jeg blev født?

Der lyder en hosten og en rømmen sig, inden jeg svarer knægten:
– Ingen steder! Du var ikke til. Du eksisterede ikke. Derfor var du - ingenting!
– Så, - når man dør, bliver man så til ingenting igen?
– Det tror jeg. Desværre er der ingen, der har kunnet sige noget om det, for det kan man jo ikke, når man er død!

– Når du er død, bedstefar, skal vi så aldrig mere se dig?
Vincent får tårer i øjnene. Det gør bedstefar også:
– Nej, Vincent. Og jeg skal heller aldrig mere se dig - eller jer andre.

– Lever du ikke videre oppe i himlen?

Vincent peger ud ad vinduet. Hospitalets hvide gardiner omfavner den blå himmel.

– Det er der nogen, der tror på. Ikke jeg.

Da ingen nogensinde har kunnet berette om det hinsides, må alle historier om paradis og helvede være opfundet af fantasifulde mennesker. Alle historier om familiers gensyn er digtet af mennesker og uden hold i virkeligheden. Virkeligheden? Hvad er virkeligt? Og hvad forklarer man en dreng på 5 om døden? Man kan forsøge at mildne døden ved i stedet for at skrive: Han er død så at skrive: Han er gået bort. Prins Henrik gik bort, mens Hans V. Bischoff døde. Der er forskel på folk.

Det er svært for en lille purk at forstå. Det er det også for os andre. At livet for det enkelte menneske er en cyklus: Man fødes, lever og dør. Punktum. Finito. Det er svært at forstå, at kigger man uden om religiøse og filosofiske overvejelser, er det sådan. Det er tilfældigt, at ens fars sædcelle møder ens mors æg, tilfældigt, at det lige er mig, der fødes og tilfældigt, at jeg vokser op og måske er så "heldig" at kunne leve 79,4 år, som gennemsnittet er. Når jeg er død, bliver jeg forholdsvis hurtig glemt; når næste generation er blevet gammel, eksisterer jeg formentlig kun som et svagt minde, og når Vincents børn er gamle, er jeg glemt.

Hvad skal det gøre godt for? Hvad er meningen med livet? Det står ubesvaret hen. Man får mistanke om, at et eller andet sted er det hele startet, for tanken om at det altid har været sådan, kan ikke rummes i en almindelig menneskehjerne. Men at det er startet på et tidspunkt, kan heller ikke rummes, for hvad var der så før?

Så der er ingen trøst at hente, hvis man vil være ærlig over for barnet. Derimod kan man hælde chokolade ud over det hele og bilde børn en masse ind. Så bliver de ikke så kede af det. Hvad er det rigtige? Det er naturligvis det, du mener og gør og siger til dine børnebørn.