C. har været på plejehjemmet i et par måneder, og nu er vi i 2020. Han fylder 80 år om 14 dage. Han ved ikke, at han har sin egen lejlighed. De små ting, som han har haft med hjem fra sejltiden står nu på hylderne: Darduse (indisk gudefigur), elefant fra Indien, merlespir og træfitter: redskaber til tovværk og wirer (flidspræmier fra Mærsk). Billeder af Leise Mærsk, Cornelius Mærsk og flere andre skibe. Det er den tid, han husker nu. Alt sammen fra før vi mødte hinanden. Han har fortalt mange skrøner i tidens løb. Ofte med ”tillæg”. I dag kan han ikke rigtig huske dem; men jeg kan supplere og støtte ham, så det alligevel bliver ham, der fortæller.
En fin lille Nürnberg-motorcykel, et minde fra hans barndom foræring fra nogle tyske lærere, som besøgte hans forældre. Hans far var skoleinspektør. Pludselig en dag husker han navnet på en af de tyske lærere. Jeg havde aldrig hørt det før, men fik det bekræftet hos en af hans søstre. Han får nok ikke ejerforhold til lejligheden.
Vi holdt fødselsdagen d. 22. febr. 2020 på plejehjemmet. Vi lånte en lille sal med plads til 20: Søskende med ægtefæller, børn og børnebørn. Maden udefra. C. og hans ældste søster fik et hvil i hans lejlighed inden kaffen. En god dag at mindes. Det er nok sidste gang han kan klare så mange mennesker.
6. Marts kørte jeg til Nakskov for at besøge min svigerinde. Min bror døde for nogle år siden. C ville med. Men jeg smøg mig udenom ved at sige: ”det er pigetur”. Jeg overnattede hos familie i Vejle. I Nakskov gik det op for os, at coronaen blev en modspiller. P.g.a. af min svigerindes hjerteproblemer skulle hun til forundersøgelser i Næstved, så vi nåede en tur i det Sydsjællandske og en dejlig fiskemiddag i Karrebæksminde. Et dejligt sted. Jeg nød vores gode snakke.
Så kom nedlukningen. Jeg kørte til Mors igen d. 13. marts i et stræk. Jeg nåede at besøge C. på pleje-hjemmet. Så kom også restriktionerne. 6 uger kunne vi ikke se hinanden. Vi har altid givet plads til hinanden. C. var med i Marinehjemmeværnet og på øvelser og ture. Og jeg har besøgt gamle venner. Men aldrig længere 8-14 dage. Jeg ringede til plejehjemmet hver dag og fik vekslet nogle få ord med C. på personalets telefon. Han kan ikke selv håndtere en telefon. Jeg fik også lov til at sende mail, som de kunne læse for ham. Jeg frygtede, at han ville glemme mig. Men personalet ”beroligede” mig med, at han ledte efter mig. Så glemme mig, gør han ikke.
Sug i maven. Hvis nu coronaen rammer en af os? Hvis det værste sker, kan man så sige ordentlig farvel? Svært at sove. Dagligdagen slået i stykker. Ingen Ældrekub, ingen motion, ingen besøg.
Min overlevelse i dette kaos af følelser har min gode nabo reddet mig fra. ” Hvis du bliver syg og ligger inde i huset, kan jeg jo ikke komme ind til dig.” Han fik en nøgle, hvilket vores piger også er glade for. I marts måned var det rimeligt mildt, så sad min gode nabo og jeg og bællede kaffe på min terrasse med god afstand og i dynejakker. Foråret kom. Jeg kunne nu igen besøge min C. med maske på og sprit på hænderne. Han ansigt lyste. Selv om vi ikke måtte røre hinanden, blev det et varmt knus. Som foråret kom, blev det små bilture rundt på øen, kaffe eller frokost herhjemme, en gåtur rundt om plejehjemmet. Coronaen stadig truende. Personalet er meget forstående og hjælpsomme. Tak for det. H
Et øjeblik …
