Feriepengeloven er et godt eksempel på, at staten somme tider blander sig og påtager sig rollen som beskytter og babysitter, hvor det er unødvendigt. Historisk kan der være gode forklaringer, men i en moderne kontekst er det ofte blot en tradition, der fortsætter uden nærmere overvejelser. Således også her. Feriepenge som begreb er forlængst en institution på arbejdsmarkedet, og det skal der ikke laves om på.
Men …
Da vi ikke formodes selv at kunne tage vare på vores feriepenge, har vi en stor og omfattende statsinstitution, der passer på vores overenskomstaftalte feriepenge for os.
Nu er der så gået lidt ged i den, for coronaen har givet regering og Folketing den idé, at nogle af feriepengene skal ud nu - for at sætte gang i økonomien. Det er ikke så ligetil, for administrationen har alle dage været bøvl og taget tid.
Desværre viser det sig oveni, at en stor del af feriepengemodtagerne derved kommer til at betale topskat, hvilket de radikale først syntes, var synd og derefter, at det var det nok ikke alligevel. Det har under alle omstændigheder taget en masse tid, ballade og debatter.
Tænk, hvad der kunne spares af penge, tid og kræfter, hvis feriepengene bare blev udbetalt sammen med din løn! Er du imod en sådan ordning, kan du jo bare bede arbejdsgiveren om at gemme dine feriepenge for dig, for det gider du ikke rigtigt selv; staten mener i hvert fald ikke, at du er kompetent nok eller moden nok til at passe på dem.
Det ville ikke påvirke loven om feriepenge undtagen dette ene, at de udbetales straks i stedet for først at parkere dem på en relativ dyr p-plads, som administreres af relativt mange offentlige ansatte, og siden blive udbetalt, når du ellers husker at bede om dem …
Babysitteren er og bliver en babysitter.
Et øjeblik …
