Dennis Defekt er journalist og meningsindehaver. Hans holdninger er ikke altid flot velbegrundede, men han giver udtryk for centrale problemstillinger. Læseren bedes ryste på hovedet, smile bredt, irriteres eller blive vred, men engageret journalistik og meningshaveri udløser en slags reaktion. Dennis påstår selv, han er borgerlig med venstreorienterede holdninger hen over midten.

Der er uro omkring feriepengene af flere årsager. Den eneste virkelige årsag er den, at staten har påtaget sig at være vores allesammens babysitter.

Feriepengeloven er et godt eksempel på, at staten somme tider blander sig og påtager sig rollen som beskytter og babysitter, hvor det er unødvendigt. Historisk kan der være gode forklaringer, men i en moderne kontekst er det ofte blot en tradition, der fortsætter uden nærmere overvejelser. Således også her. Feriepenge som begreb er forlængst en institution på arbejdsmarkedet, og det skal der ikke laves om på.

Men …

Da vi ikke formodes selv at kunne tage vare på vores feriepenge, har vi en stor og omfattende statsinstitution, der passer på vores overenskomstaftalte feriepenge for os.

Nu er der så gået lidt ged i den, for coronaen har givet regering og Folketing den idé, at nogle af feriepengene skal ud nu - for at sætte gang i økonomien. Det er ikke så ligetil, for administrationen har alle dage været bøvl og taget tid.

Desværre viser det sig oveni, at en stor del af feriepengemodtagerne derved kommer til at betale topskat, hvilket de radikale først syntes, var synd og derefter, at det var det nok ikke alligevel. Det har under alle omstændigheder taget en masse tid, ballade og debatter.

Tænk, hvad der kunne spares af penge, tid og kræfter, hvis feriepengene bare blev udbetalt sammen med din løn! Er du imod en sådan ordning, kan du jo bare bede arbejdsgiveren om at gemme dine feriepenge for dig, for det gider du ikke rigtigt selv; staten mener i hvert fald ikke, at du er kompetent nok eller moden nok til at passe på dem.

Det ville ikke påvirke loven om feriepenge undtagen dette ene, at de udbetales straks i stedet for først at parkere dem på en relativ dyr p-plads, som administreres af relativt mange offentlige ansatte, og siden blive udbetalt, når du ellers husker at bede om dem …

 

Babysitteren er og bliver en babysitter.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg