Der var en, der hed Steen

Jeg var bange for Steen. Han var høj og smal og havde nogle meget grimme og røde fregner. Hans hår strittede i alle retninger. Jeg blev tit klippet. Frisør Christiansen var en sød mand, der havde en pige som fik mig til at blive genert. Jeg så en anden vej, når jeg gik forbi hende på fortovet og nogen gange gik jeg over på det andet fortov for at undgå at kigge på hende. Jeg blev aldrig genert, når jeg kom forbi Steen. Jeg blev kun bange. Meget bange. Så bange, at jeg løb ind i 1000 Ting. Jeg kiggede på legetøjsbiler og lod som om jeg havde penge til at købe en for. Pyha hvor var frøken Odgård sød, selv om hun ingen penge fik af mig.
Oppe i hovedet spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg ikke blev genert, når jeg kom forbi en af drengene på fortovet. Hanne var faktisk den eneste jeg blev flov over at møde. Nogen gange hoppede mit hjerte hurtigt, når jeg mødte hende

Pludselig en dag ser jeg Steen komme gående på samme fortov som mig. I hovedet havde han den mindste cigaretstump jeg nogensinde har set på en dreng. Der kom nogen gange røg ud af hans mund. Jeg tror hans far har sagt til ham, at han ikke måtte gå med tændstikker, men det var Steen vist ligeglad med. Min far og mor havde sagt til mig, at jeg heller ikke måtte gå med tændstikker. Kun nytårsaften. For jeg skulle jo tænde de 10-øres kinesere, som vi solgte i vores farvehandel. Sådan en kineser kaldte min en damefis. Min far sagde at min mor slår en fis og at han selv slår en prut.
Jeg kunne mærke, at jeg var lige ved at tisse i bukserne, fordi Steen kom nærmere og nærmere. Ovre på det andet fortov kom fru Larsen gående. Hun kendte min mor og far. Nu løb Steen over mod mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, fordi der var langt ned til vores farvehandel. Jeg rendte så hurtigt som jeg kunne. Det var bare ikke hurtigt nok. Men det frygteligste og forfærdeligste var at Steen havde nogle lange tynde ben og kunne løbe lige så hurtigt som en tyndbenet hund jeg en gang så løbe væk fra en kat i Klitmøller. Steen var nu lige i hælene på mig og lige inden jeg kom til vores farvehandel, tog han fat i min nye trøje. Han skubbede mig om i vores baggård og hen til vores store glasballoner. Han tog den store prop af og puttede min næse ned i hullet. Jeg havde aldrig prøvet det før. Jeg troede jeg græd, men det var jeg alt for bange til. Alt for bange. Alligevel løb der tårer ned ad begge mine kinder.
Inden han slap mig, sagde han at nu vidste jeg hvordan 3-dobbelt salmiakspiritus lugtede. Jeg tørrede mine øjne med fingrene.

Nu blev jeg stjerneglad, for jeg kunne se en sejlbåd ude på fjorden og henne ved vandet sad min storesøster og min storebror og min lille storebror. Jeg løb meget hurtigt hen til dem. Så hurtigt, at jeg var lige ved at løbe ind i en mur. Jeg har aldrig set noget lignende. Der var ingen Limfjord eller sejlbåd. Min storebror sagde at det var vores far der havde malet både Limfjorden og skibet og himlen. Det var et flot maleri. Så flot, at jeg næsten helt glemte Steen.

En søndag efter kirken kom vi hele familien gående op ad Møllevej. Min far sagde pludselig, at der var tykt af mennesker udenfor en lille forretning. Ejeren hed hr. Lund og min far sagde, at han en gang havde repareret vores gamle radio, som vi havde fået gratis, fordi min morfar havde købt en splinterny radio, som ikke hylede.
Foran radioforretningen stod der så mange mennesker, at jeg ikke kunne tælle dem. Min far sagde, at der var cirka en million. Min far sagde altid, at når der var nogen der havde gjort noget værre noget, skulle de skydes. Jeg hoppede ikke på den, for min far var fuld af fis og ballade. Det sagde min mor i hvert fald. Det var hverken fis eller ballade, da min far tog mig op på skuldrene, så jeg også kunne se, hvad alle de mennesker kunne se. Og der.
En brun kasse med ben på. I den ene side af kassen var der lys. Et mærkeligt lys, som jeg aldrig havde set før. Det flimrede og var lidt grønt. En gang i mellem, når det ikke flimrende, kunne man i kassen se en masse mennesker gå ude på gaden. Der var også et orkester og dem, der spillede havde kjoler på. Orkestret lød ikke lige så godt, som når min lille storebror og min store storebror spillede. De spillede i Thisted FDF-orkester. Inde i den brune kasse, som spillede de alle sammen på sådan nogle sorte stænger, der lignede de lakridspiber jeg fik om søndagen.
Min far sagde at kassen hed et fjernsyn, selvom der også var en radio i kassen med de fire ben.
Da fjernsynet blev slukket, klappede vi alle sammen og der var mange der snakkede om, at de ville spare sammen til en kasse.