Det´ ik´ kun duer, der dør (2 af 3)

Min far kunne andet end at prutte. Han kunne sælge maling, som han selv lavede. En dag så jeg, at han kom noget pulver, der var gul. Så puttede han rødt pulver i. Jeg kunne ikke forstå, at han blandede to farver sammen. Jeg spurgte hvorfor. Han ville vente lidt med at fortælle hvorfor og gik ud på lageret. Jeg kunne ikke vente og skulle lige til at kigge ned i dåsen, da han kom hen til disken. Min far åbnede dåsen med en lille saks, som han altid havde i en lomme på den hvide kittel. Nu skal du bare se, mester. Han skubbede en skammel hen til mig. Jeg hoppede op på en skamlen. Ud af dåsen kom der noget, der lignede olie. Jeg ville vide, hvad det var. Det hedder linolie, som jeg nu hælder ned i pulveret, forklarede han. Han tog en træpind, der lignede min lineal. Han begyndte røre rundt. Jeg gjorde mig større ved stå på tæerne. Pludselig skiftede farven til en appelsinfarve. Den røde og den gule farve var væk. Jeg tænkte, så det knagede i mit hoved og spurgte ham, om han ville røre den anden vej, så de gule og røde farver kom tilbage. Min far grinede så højt, at han slog en prut, mens han fortalte, at den nye farve hed orange. Det forstod jeg ikke noget af.

Hele familien kørte med rutebilen til Klitmøller. På turen bestemte, at jeg gerne ville være rutebilchauffør, når jeg blev voksen. Den bedste og sødeste chauffør var Karl Ejler. Når jeg kørte alene med rutebilen, spurgte han mig hver gang, om jeg ikke ville sidde op ved siden af ham. Han var flink og havde et flot, sort hår. Øv. Jeg havde ønsket sådan et hår i stedet for et kedeligt og helt hvidt hår.
Da rutebilen holdt ud for min farfars hus, så jeg, at der stod en slags telt. Det stormede meget, og jeg tænkte på, om det kunne flyve væk, men det gjorde det ikke, fordi der var nogle tykke snore med pløkke så store som en kost. Vi gik alle sammen ind i huset, hvor min farfars husbestyrerinde stod klar med sodavand og nogle store småkager. De voksne drak kaffe fra en flaske, som stod på bordet. Nu skulle vi ind i teltet, som gyngede i blæsten. Næsten alle de andre gik stille ind, og min far tog sin alpehue af, mens han hviskede til mig, et teltet hed et kapel. Da jeg kom ind, så jeg en hvid kiste uden låg. Og der lå min farfar med foldede hænder. Jeg kunne næsten ikke kende ham, fordi han ikke mere havde rynker i hovedet. Godt det ikke er min kære due, som lå der, tænkte jeg. Jeg syntes, det var hyggeligt, at hele min familie var samlet, uden der blev sagt en lyd. Når vi ellers var sammen, talte vi så højt, at ingen kunne høre, hvad der blev sagt. Den eneste, der larmede var teltet. Det suste for mine ører, når kapellet gyngede i stormen. Det var koldt, men det gjorde ikke noget, for det duftede så dejligt af juletræer. Jeg gik hen til kisten for se den døde.
Hold da op, hvor min farfar lugtede lige så godt som et bolsje, som jeg engang fik af min onkel.

(Afsluttes i morgen)