På et tidspunkt havde vi på min arbejdsplads en personalefest. God mad og lidt at drikke til, nå, ja, måske lidt mere end lidt, gjorde, at humøret var højt, og snakken gik om forgangne tiders heltestatus på sportsbanen. Pludselig var der en medarbejder, der fik den gode idé, at vi alle skulle en tur ud i frisk sommerluft og gå ned til den nærliggende å. Her kunne vi gå armgang over, for der er spændt et reb over åen, grinede han og tilføjede: Hvis ellers nogen tør? En øvelse, der ikke skulle være svær, idet åen var knap fire meter bred.
Vi drog derned, syngende, pjattende, grinende. Sanne, der var sidst i halvtredserne, var som sagt engang en strålende håndboldspiller, der blev udtaget til førsteholdet, var selvfølgelig dengang slank og adræt og havde en god fysik, og hun greb straks ud efter rebet uden tanke for, hvad 31 år betyder for et menneske.
De første to tag gik let, de næste to gik tungt, men her var det allerede for sent at vende om. Hun var nemlig nået til åens midte, så der var ingen vej tilbage. Da hun slap tovet med højre hånd for at svinge sig yderligere frem, mistede hun energien, og hendes godt 85 kilo faldt i åens pludrede vand med et kanonplask. Snakken og latteren forstummede.
Heldigvis var åen meget lav lige der, så der var ingen fare. Til gengæld var den fuld af andemad, mudder og klamme ting og sager. Ingen af os andre, der stod og oplevede det, turde grine over synet af Sanne iført mudder, plantedele og vådt, klæbende, å-snavset, smattet tøj stage sig ind til bredden. For hende var ydmygelsen så stor, at hun skyndte sig tilbage før os andre og forsvandt … og kørte hjem. Næste arbejdsdag meddelte hun som det første, at hun aldrig ville høre noget om det, der skete hin aften! Aldrig!
Så det snakker vi heller ikke om mere.
Når hun er der.
Et øjeblik …
