Vi skulle alle sove i samme værelse efter en animeret middag, hvor Dan havde underholdt os alle med indimellem morsomme betragtninger over lærerlivet. Ingen af os andre nåede ham til sokkerne i fortælleevner. Han hånede Peter for ikke engang at vide, hvem der var udenrigsminister og styrede i det hele taget samværet med sit betragtelige korpus såvel psykisk som fysisk.
Peter havde ganske enkelt ikke mere plads, og derfor lå vi på skumgummimadrasser, puder og oppustelige underlag af enhver art, og to gadelygter sørgede for lys i stuen.
Vi var fire ungkarle.
Lige der, hvor jeg mærkede, at tilværelsen forsvandt ind i søvnen, startede det. Først som en lav brummen lidt i stil med de tyske flyvere over Danmark den 9. april 1940, dernæst mere i retning af et savværk på den midtjyske højderyg omkring Engesvang og til sidst en infernalsk pneumatisk betonborslarmen med prustelyde i sirenehøjde.
Det var Dan, der på den måde turbinesnorkede os andre tre ned under gulvbrædderne.
Vi kunne ikke sove. Først rømmede Finn sig helt diskret, men det viste sig totalt virkningsløst. Peter følte sig en anelse mere som vært og dermed forpligtet til at sørge for ordentlige soveforhold og hævede derfor stemmen:
-Dan! Dan! Dan, for fanden! Du snorker!
Vi fnisede alle, thi der var ikke meget nyt i den sætning.
Det gjorde nu heller ikke større indtryk på Dan. Han vågnede ikke, og Peter sank tilbage på sin pude, tydeligt opgivende.
Finn rejste sig fra sit leje, tog en danskvand fra bordet og hældte resten ned på Dans nedre ekstremiteter efter at have løftet dynen.
Dan snorkede ubekymret videre, mens vi andre forsøgte at holde lav grineprofil.
-Det er vist min tur? sagde jeg.
Jeg famlede ud og hentede en peberbøsse.
Jeg fandt hen til savværket og pøsede godt med peber ned i ansigtet på Dan.
Jeg skyndte mig hen under min dyne og ventede spændt. Der skete intet, og jeg slog ærgerligt dynen til side for at hælde mere peber ud på ham.
Så snorkede han abrupt to gange lige efter hinanden, mens han udtalte uforståelige ord. De blev højere og højere og fulgt op af nogle gorillaagtige lyde, og nu begyndte han at hoste, harke, nyse og sige ord.
Med ét rejste han sig op i siddende stilling, mens han bandede højt og længe og gned sig i øjnene.
-Hvad fanden? Hvad i helvede er det her?
Han nøs en 10-15 gange, mens han tværede peberet godt og grundigt rundt i hele hovedet. Vi andre grinede så lydløst, vi overhovedet kunne, med hele dynen proppet ind i munden.
Dan rejste sig i mørket og slog sit skinneben ind i et stoleben og bandede og svovlede, mens han nøs uafbrudt. Til sidst tændte Peter lyset, og vi andre lod, som om vi lige vågnede af al den larm.
Peter vendte sig om mod Dan, gned øjnene og sagde:
-Hvordan fanden er det, du ser ud?
Vi andre kiggede efter. Peberet var i den grad smurt rundt i fjæset på ham, at han lignede en skorstensfejer efter fyraften, men før badet.
Han gik ud på badeværelset, mens vi fik ondt i maven af grin.
Derudefra lød en serie vrede brøl, og vi skyndte os at lægge os ned igen, inden han vendte tilbage.
Næste morgen påstod han vedholdende, at det var Peter, der havde hældt peber i ansigtet på ham. Jeg var tilbøjelig til at gi´ ham ret.
-Ham Peter er sgu ikke noget at samle på!
Kort efter rejste Dan til Sjælland, og vi så ham ikke siden.
Et øjeblik …
