Det afgørende ved en elbil er, selvfølgelig, hvor langt den kan køre. WLTP-normen er en EU-standardnorm under forskellige betingelser, der ikke altid svarer til dine og mine. Men det er nok nødvendigt at have standardregler. Tallene fra WLTP viser stort set altid for meget. I virkelighedens verden kører den højst 80% af disse.

Og så kommer det an på temperaturen, sommer eller vinter? Er der modvind eller medvind? Op ad bakke eller ned ad bakke? Er man alene i bilen, eller er der flere? Meget eller lidt bagage? Alt tæller. Kører du en sommerdag uden særlig meget vind derude, men omkring 20 grader med normal hastighed, det vil sige 80 i timen, kan du køre betragteligt længere end en vinterklar frostdag med østenstorm og fuld oppakning.

Første meget længere tur gik til Middelfart over Vejle

GPSsen er så viselig indrettet, at den på en sådan tur kan vise dig, hvornår og hvor du bør lade. I dette tilfælde kan det ske enten i Vejle eller i Middelfart. Hele strækningen er 212 kilometer.

Til Vejle er der 149 kilometer. Når min Cupra Born er tanket 100% op, kan den køre 480 km eller uden klimaanlægget tændt 515. Men jeg agter også at køre på motorvej det meste, og hvad kommer det til at betyde? Kan jeg køre både derned og hjem igen uden at tanke op undervejs? Og således køre med strømmen i hænderne …

Erfaringer fra turen

Vi nød turen sydpå. Det var en af disse meget hede septemberdage med bagende sol og brug for kølig luft i bilen. Det koster naturligvis. Når vi slog klimaanlægget fra, steg rækkevidden med 35 kilometer. Men vi ville køre så normalt som muligt, altså sådan som vi plejer. Så på med klimaregulering. I Cupraen kan man vælge mellem fire køremodusser. Når man vælger spareindstillingen, får man straks foræret omkring 30 kilometer. Til gengæld giver man afkald på det hidsige optræk.

Vi opdagede en ting, vi ikke havde været opmærksom på før: En elbil må parkere de første 3 timer gratis! Uanset om man lader eller ej. Sådan er det i Vejle og i mange andre kommuner. Efter klokken 23 og indtil 09.00 næste morgen er det også gratis i modsætning til de andre fossile biler. Dog bliver det afskaffet i Københavns Kommune fra næste år.

Vi tankede op i Vejle, selv om vi teoretisk havde strøm nok til Middelfart og helt hjem til Thisted. Jeg er nok en tøsedreng, for jeg turde ikke.

Vi boede i nærheden af det legendariske “bølgebyggeri”, et af byens ikoner, der tydeligt ses oppe fra broen. Her er vi dog helt inde ved foden.

Næste morgen indtog vi på hotellets 12. etage morgenmaden med denne udsigt. Dis og tåge. Det skulle dog blive anderledes resten af dagen.

Konklusion

“Rækkeviddeangst er et nyt begreb, der er kommet med elbilen”

Hanne Havgasse

“Jeg ville aldrig købe en bil, der giver mig nervøse anfald undervejs. Aldrig”

Dennis Defekt

“Da jeg var ung, havde man en vogn trukket af en hest. Den svigtede kun en gang: Pludselig lagde den sig ned og døde”

Sigurd Zweistein