Hvor langt skal man køre for at skippe benzineren?

Et ret teoretisk spørgsmål. Gælder det CO2-udledning, er der ingen tvivl. Gælder det økonomien, taler alt for, at det uanset kørselsmønster er billigst med elbilen.  Men det er ikke lige meget, hvordan man skaffer sig strøm til den. Skal man tegne et abonnement pr. måned, fast pris, uendelig kW-tankning, eller skal man betale hver gang, man tanker, cirka 3,49 pr. kW?

Skæringspunktet er 230 kW pr. måned, hvilket svarer omtrent til 1.380 kilometer eller 16.560 årligt. Kører du mindre, kan det bedst betale sig at betale for hver gang, du tanker strøm; prisen er i dette tilfælde den aktuelle: Kr. 3,49 pr. kW. Kører du mere, kan det bedre svare sig at tegne abonnement eks. hos Clever. Det koster 800 kroner, og her kan du tanke så meget strøm, du har behov for. Der kan komme et pristillæg, hvis prisen overstiger 87 øre i en måneds gennemsnit.

En elbil kan typisk køre mellem 5 og 7 kilometer pr. kW. Er vi lidt konservativ, siger vi 6. Det kommer an på kørestil, temperatur og motorvejshastigheder. Lad os antage, at en benzinbil kører 16 kilometer på 1 liter benzin til kr. 14,39, en elbil skal bruge 2,6 kW til samme afstand, og de kan koste op til kr. 9,00. Alt andet lige sparer vi 5, 39. Kører vi mere i elbilen, stiger besparelsen tilsvarende. Min kammerat har en diesel, der kører 24 kilometer på literen. Her skal altså bruges hel 4 kW til kr. 13,96, hvor 1 liter diesel i dag koster 12, 34. Til gengæld er registreringsafgiften betydeligt større for dieselen og ligeledes CO2-afgiften.

Hertil kan tilføjes, at registreringsafgift og CO2-afgift er helt i bund, når vi taler elbiler.

Om at tanke strøm

Hos Clever tegner man abonnement og får en ladebrik, der ser sådan ud.

Man holder sin brik mod “bølgerne” på ladestanderen, eller man bruger sin app på mobilen, og herefter kan man tage strømpistolen (hedder den det?) og fræser strøm over i bilen.

Men det tager vel længere tid?

Ja, det gør det. Benzinpåfyldning varer formentlig en 8 minutters tid. Her tager opladning fra 0 til 80% omkring 30 minutter. Det kræver en smule planlægning. I Thisted kan man lynlade i kælderen under J. P. Jacobsen-Centret og bruge de 30 minutter til at handle i. For eksempel! Du skal jo alligevel købe mad og den slags på et eller andet tidspunkt.

Hypercharger står der på den store grønne strømmastodont fra Mars, og det betyder, at den lynlader. Det betyder igen, at den kan fylde din el-bils batterier op fra 0% til 80% på cirka en halv time.

De fleste Clever-standere er dog denne lidt mindre model, der lader 22 kW. Her skal du bruge dit eget kabel, som du har fået med ved købet af bilen.

80% med mit 77kW-batteri svarer cirka til ovenstående antal kilometer. Lidt afhængig af ens kørsel …

Man kan indstille skærmen i bilen til at afbryde opladningen ved 80%. Hvorfor nu det? Fordi batteriet har bedst af kun at lade op til 80%; på længere ture er det dog i orden at lade 100%.

Konklusion

“At tanke strøm er vel i princippet det samme som at tanke benzin”

Hanne Havgasse

“Jeg ville aldrig købe en bil, der giver mig nervøse anfald undervejs. Aldrig”

Dennis Defekt

“Da jeg var ung, havde man en vogn trukket af en hest. Den skulle have et fodder en gang imellem, så kørte det”

Sigurd Zweistein

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg