EU-parlaments-valget om 13 pladser ud af 751 i alt gik over forventningerne på Klitmøller Friskole, da KlitPosten.dk ankom omkring 15.30 lidet anende, at Klitmøllers vælgere alle er blå. Og det er ikke Venstres fire mandater, der tænkes på.

Blå?

Det drejer sig om de obligatoriske blå overtræksfutteraler i entreen på Klitmøller Friskole. De var placeret i en stor kasse lige foran døren, og dem har man at iføre sig før adgang til det helligste, formentlig det eneste sted i hele kongeriget, ja, garanteret i hele EU; de eneste vælgere, der skulle have ulejligheden med at bøje sig ned, forsøge samtidig med at holde balancen at få de skide himmelblå plastikposer trukket over sandaler, sko, støvler, og hvad folk ellers kom i; de eneste 767 stemmeberettigede personer blandt EUs i alt 400 millioner vælgere, der havde den betingelse, at de skulle stemme med blå plastikposer på fødderne.

Af nedenstående statistikfoto ses i øvrigt, at de blå plastikposer ikke var nogen hindring for fremmødet. Det viste sig, at på det tidspunkt var der 35,3%, der i 2014 havde afgivet stemme, mens der i dag var 43,9%, der havde været inde i valglokalet. I alt deltog 66% af alle i Danmark. Imponerende!

Så fik Deres udsendte valgmedarbejder nummer to overraskelse. Man må ikke fotografere inde i stemmeboksen! Jeg ved ikke hvorfor. Derfor undersøgte jeg boksen omhyggeligt for at finde noget, der kunne være kompromitterende for den europæiske sag. Men bortset fra plakaten med navnene på de opstillede danskere, hvilket kunne være slemt nok, en blyant og en skrå pult med en lille kant forneden, så blyanten ikke kunne trille ned, var der intet, der kunne give det mindste fingerpeg om årsagen til fotoforbuddet. Det er forsåvidt heller ikke et hemmeligt rum, idet den valgforordnede trækker tæppet til side, hver gang en ny vælger skal ind eller ud. Tæppet går ikke engang helt ned til knæene, så jeg kunne formentlig godt have lagt mig ned og fotograferet udefra. Men det er måske også forbudt? Bortset fra det særprægede i for de andre vælgere at se en ældre herre ligge på maven med et fotoapparat i sine fremstrakte hænder og i den modsatte ende forsynet med blå plastikposer på benene.

Jeg turde ikke fremture, idet min tilbageværende tid på jorden er for kostbar til lange retssager med det særdeles alvorlige kriminelle emne: Et foto af det indre af en stemmeboks.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg