Ejvind Thomsen fortæller
om sine første 10 til 14 leveår

Erindring 9
Mine to fætre fra Øsløs og jeg ligger aldersmæssigt tæt på hinanden, vi legede altid godt, og havde det sjovt, når vi var sammen. For at besøge hinanden cyklede vi, der var ca 25 km. Vi havde samme “afhængighedsforhold” til vores cykler, meget leg foregik også på dem, hvor der blev cyklet op og ned af grøfterne. Vi kunne mange cirkusnumre bl.a. vende os rundt på cyklen og vende baglæns under kørsel, køre stående på sadelen, uden at holde på styret, køre på baghjul osv. Tror nok, vi altid øvede os i at lave nye cykelkunster …
Jeg boede op ad hovedvejen, og der var der mere trafik end i Øsløs. Vi ville meget gerne besøge hinanden, og hos mig fik vi meget tid til at gå på og ved hovedvejen og i Øsløs. Når der var badesæson, badede vi, for der var det meget lavvandet og sandbund langt ud i Limfjorden.
En sommeraften i august sad vi ved hovedvejen og spiste kirsebær, som vi havde plukket på bakken ved Hov. De smagte meget godt! –
Stenene kunne vi så smutte imellem 2 fingre, og de kunne smutte langt! Vi øvede os i, hvem der kunne smutte længst, vi kunne sagtens ramme over i grøften på den anden side af vejen. Det varede ikke længe, inden vi begyndte at sigte efter bilerne, det gik meget godt, for vi ramte enkelte af dem.
Indtil der kom en meget langsomtgående Morris med alle vinduerne rullet ned, det var jo en varm sommeraften. En kirsebærsten smuttede på indvendig side af forruden, og bilen stoppede!!!
Vi løb alt, hvad vi kunne over på den anden side af gården og gemte os i kornet. Efter os kom der to meget vrede unge mænd fra bilen. De havde ikke set, hvor vi løb hen, – men vi skulle have nogle bank, fordi vi havde kastet sten på deres bil, fortalte de min far, som ikke anede noget om kirsbærsten. Han fik dem snakket så meget til ro, at de umiddelbart ret hurtigt kørte videre, dog kunne de ikke gå forbi vores cykler, der lå ved vejen, uden at snuppe ventilerne!
Natten derpå blev der ikke sovet ret meget, vi havde fået et chok, men når vi mødes, kommer vi tit til at snakke om “dengang”.
Vores alder var vel 10-11 på dette tidspunkt.

ejvind, ca. 10 år

To spande mælk
Forfatter
-
Ejvind Thomsen er født i 1943 og opvokset i Skovsted på en gård. Hans barndom har for en stor dels vedkommende været knyttet til denne gård og det arbejdsfællesskab der, som han gennem sin barndom har bidraget særdeles meget til. Var produktionsleder 10 år på Hellesens og 20 år på Coloplast. Han spiller golf, cykler, går ture og i motionscenter.
Vis alle indlæg