- Eller søg på FORSIDEN blandt 99 udgivne indslag

18 Svedende sælger med dobbelthager

Sælgeren har knappet ekstra op i sin hvide skjorte i dag, men alligevel sveder han meget og tørrer sig ustandselig med et lommetørklæde. Det er til at få fnat af.
Det varer lidt, inden han har fået det hele gjort klar til mig. Uden for hans kontor står en anden sælger, der er noget bredere over skuldrene.
Sveden drypper etagevis mellem dobbelthagerne:
– Dem har du ikke fået gjort noget ved siden i går, hvad?

Han svarer ikke.
– Måske skulle du se lidt på, hvad du spiser, mener jeg. – Dyrker du motion?

Han svarer stadig ikke, men har travlt med papirerne.
– Nå, du synes måske ikke, det kommer mig ved?
– Neeej, egentlig ikke.

Han smiler hurtigt og overfladisk.
– Du er altså ikke interesseret i dialog?
– Ikke lige på dette område.
– Der står altså dialogmodtagelse på jeres mur …
– Ja, men det er ind til værkstedet, hvor man …
– Som kunde er det ikke rart at kigge på et flæskebjerg som dig, det må du da nok kunne forstå, siger jeg indtrængende. – Sidder der og sveder, som om du var i sauna. Mand. Du trænger til en dialog om, hvad du skal gøre ved det.

Han bliver rød i hovedet og skynder sig at lægge papirerne frem mod mig, mens han kaster et blik hen mod ham den anden:
– Se lige, om ikke alt er, som det skal være?
– Jo, det ser fint ud, men du svarer mig ikke. Hvordan kan du sælge biler og så være så fed?
– Jeg har da lige solgt en til dig, siger han minsandten. Noget fræk, forekommer det mig. Jeg finder hans slips under den nederste dobbelthage og strammer det, ganske let.
Igen bliver han rød i hovedet. Det tror da pokker. Alle de dobbelthager bruger en masse af den almindelige blodtilstrømning, og pludselig farer al blodet op i ansigtet ovenover. Jeg ved noget om blods evne til at vandre i kroppen og placere sig bestemte steder. Det morer mig at tænke på, indtil jeg bliver opmærksom på, at han udstøder underlige lyde, som om han ikke kan få luft, og jeg slipper ham skyndsomst.
I det samme kommer den anden sælger farende ind og tager fat i mig.
– Nå, det må du sgu undskylde. Fedesen, siger jeg til min sælger og ser ned på den hånd, der har taget fat i mig.
– Hov, hvor kommer du fra?

Jeg klemmer fingrene en bette smule, og manden slipper med en eller anden lyd og forlader kontoret igen.
– Hvad skulle han, spørger jeg min svedende sælger.
– Øh, sådan gør vi nu altid, svarer han. – Er du ikke lidt voldelig?

Jeg rejser mig op, og han skynder sig at løfte hænderne op foran ansigtet:
– Nej, nej. Du er ikke voldelig. Slet ikke.
– Nå, det var godt. Er den bil så dialogparat?

Uden at sige et ord smider han nøglerne til min, æh, undskyld, vores nye bil, og vi forlader hans kontor, og jeg hører ham puste ud med en sær lyd.

Jeg kalder på Vibeke, der valser rundt ude på p–pladsen helt oppe hjørnet.

Vi sætter os ind i den flotte, nye Golf GTE.
– Ahhh, nu skal du bare høre, min skat, siger jeg og stikker nøglen i låsen. – Vrooom, vil den komme til at sige.

Men den siger ikke en skid, da jeg drejer. Den er totalt lydløs. Der lød et lille knæk, som om noget brækkede.
– Nu er jeg i tvivl om, hvorvidt den i det hele taget er startet, siger jeg. – Jeg trykker lige en smule på speederen.

Det viser sig, at bilen er startet, for den farer frem som en raket. Jeg bremser, og vi er ved at få panden hakket op i vinduet, samtidig med at den er ved at vædre udstillingslokalet.
– Hold da ferie, siger jeg begejstret.
– Men Per Ole, gisper min skønne hustru, – jeg kan ikke lide, at du kører sådan.
– Jeg skal da nok køre ordentlig, Vibeke. Vær vis på det. Jeg kører kun hasarderet, når du ikke er med.

Grinende kører vi med adstadig fart væk fra VW i denne enormt dejlige sportsvogn. For det er den. Jeg nyder hver meter, den tilbagelægger på sin helt tyste måde. Den siger ikke en skid, og det kommer lidt bag på mig. Jeg troede, den ville have lyde som en sportsvogn.
Den er dum at spise chips i, for tyggeriet ville larme helt sindssygt.
Ude på Ringvejen træder jeg lige speederen i bund, og i det samme tænder en vældig motorlarm, mens bilen drøner frem som en raket. Vi kastes tilbage i sædet, og med nød og næppe får jeg den bragt ned til de lovlige 60.
– Hups, hvad? Man skal da godt nok passe lidt på med at have for meget speedometerkløe i højre fod, for så starter den rigtige motor, skal jeg da lige …

På hovedvejen er der tilladt 90 kilometer i timen. Med et knips får jeg den lynhurtigt op på 90, kigger mig godt for, og presser speederen i bund.
Med et vroouummm smækker motoren bilen fremad.
– Hutlihut!

Det siger de også i fjernsynet.
– Hold på michael laudrup! Det var dog imponerende.

Vibeke er knap så imponeret:
– Det er ikke sikkert, den politibil der synes det samme!
– Hvad? Den smutter jeg sgu bare fra.

Og det gør jeg. Så let som for Thisted Fodbold Clubs forreste spydspids at drible forbi Skive Boldklubs bagerste kæde glider jeg fra dem, længe før de får hånden ned på gearstangen og kan følge efter.
– Ha, ha, siger jeg overlegent og triumferende. – Hvad siger du så?
– Jeg siger, at der holder den næste politibil. Per Ole, nu standser du altså!
Jeg gør altid, hvad hun siger, jeg skal gøre. Næsten altid. Lige det her er et meget sjældent eksempel på det modsatte. Jeg ignorerer totalt deres stopskilt, drejer udenom og forsvinder ned til højre mod Sjørring. Af sted, af sted.

– Så, nu er du da selv ude om det, siger hun, og vi kan høre sirenerne bag os. Vi når Sjørring på et halvt minut, og gennem byen sætter jeg farten ned til 100. Der skulle nødig ske noget. Ud for efterskolen dytter jeg lige, så Ella Bella kan se mig.
Jeg er lige ved at dreje til højre ud mod Søren Peter Jørgen, men er man først derude på de små veje, kan det gå galt. Så derfor fortsætter jeg op over bakken ligeud.
Mod Hundborg får den alt, den kan trække. Der er sving på sving, og man kan i hvert fald ikke beskylde GTEen for utroværdighed. Den klæber sig nærmest til vejen, og jeg gisper af fryd.
– Nej, det er sjovt, det her. Den holder, hvad den lover. Skal jeg love for.

(Fortsættes)

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg