Lige nu har regeringen, som vi elsker at hade, foreslået en omvendt organdonation. Det betyder, at vi ændrer et tilvalg til et fravalg. Ikke alle er enige om, at det er en god idé.

Staten ejer ikke vores organer, mener A. Hertil siger B, at det drejer sig om at hjælpe et andet menneske, der lider af en dødelig sygdom, og som kan overleve, hvis vedkommende får transplanteret et rask organ fra donor. C mener, at folk over 18  burde tvinges til at tage stilling til organdonation med et JA eller et NEJ i stedet for nu, hvor det er de efterladte, der skal tage stilling – ofte i en i forvejen svær situation.

D siger, at mange modstandere pludselig bliver tilhængere, hvis de opdager, at de selv eller en af deres nærmeste har behov for en ny nyre eller et nyt hjerte eller en hornhinde …

Når man tager stilling til, om man vil være organdonor, håber de fleste formentlig, at det aldrig bliver aktuelt for dem. Men det sker for nogle af os. I nogle tilfælde er det fordi, man har været involveret i en ulykke – måske en trafikulykke eller en faldulykke. For andre sker det, fordi de får en hjerneblødning. På sygehuset gør de alt, hvad de kan for at behandle, men hvis der ikke er mere at gøre i forhold til behandling, og der er en skade på hjernen, må man se på, om personen kan blive organdonor.

I 2022 blev der doneret ét eller flere organer fra 84 organdonorer.
Den ældste donor var 88 år.
338 mennesker er blevet transplanteret med organer fra danske eller udenlandske donorer.
239 mennesker fik transplanteret en ny nyre – heraf fik 78 mennesker doneret en nyre fra en levende donor. Nyretransplantationer er den mest udbredte form for transplantation.
460 patienter stod på venteliste til et organ ved udgangen af 2022.
14 mennesker døde, mens de stod på venteliste til et eller flere organer.

Organdonation i Danmark (fra Wikipedia)

Siden 1960’erne har det været muligt at transplantere en nyre fra afdøde i Danmark. Efter indførelsen af hjernedødskriteriet i 1990 blev det muligt i Danmark også at transplantere hjerte, lever og lunger fra afdøde.

Danmark deltager i et internationalt samarbejde om organdonation med de andre nordiske lande gennem Scandiatransplant. Samarbejdet gør det muligt at udveksle organer, hvis en patient har et særligt akut behov, eller hvis der er organer, som ikke har en umiddelbar modtager i samme land.

Kun få hundrede dør hvert år på en måde, så organdonation bliver en mulighed. For at kunne donere sine organer efter sin død, skal en række betingelser være opfyldte. Organdonation bliver først en mulighed, hvis man dør af en skade i hjernen, er lagt i respirator, bliver erklæret død og der er samtykke til organdonation fra en selv eller ens familie. [1].

I Danmark anvendes informeret samtykke til organdonation. Det betyder, at du selv eller din familie skal give tilladelse til organdonation. 2 ud af 3 danskere (65%) har sikret sig, at deres holdning bliver kendt ved enten at tale med familien, udfylde et donorkort eller registrere sig i Donorregistret[2]. Det er 3 lige juridisk gyldige måder at tilkendegive sin holdning på.

Alle danskere over 18 år har mulighed for selv at tage stilling til, om deres organer skal doneres. Alle kan tilkendegive deres holdning i Donorregistret på www.sundhed.dk, uanset alder, livsstil og helbred. Lægerne vil altid foretage en individuel, konkret vurdering.

På nationalt plan arbejder videnscenteret Dansk Center for Organdonation med at dokumentere og optimere indsatsen på landets hospitaler og oplyser om organdonation i befolkningen sammen med Sundhedsstyrelsen og en række af landets patientforeninger.

Forfatter

  • Mona Lisa Olsen er 514 år og dermed den ældste i redaktionen, dog ikke den med flest rynker, og anmelder radio- og TV-udsendelser. Hun ligger naturligvis under for projektet med at benytte danske ord og ikke engelske eller amerikanske. Hun mødte en italiener, der hed Leonardo, i Klitmøller. Han kunne ikke greje hendes smil. Hendes surferkæreste var med; han kiggede lidt på den flotte italiener og sagde så, at hun skulle vælge mellem ham og Leonardo - og slog sit surfboard ned i jorden. Hun trak på skulderen.

    Vis alle indlæg