Ina Ravnkilde: Juleklister

Jeg ved ikke hvad det er der gør, at jeg altid oplever ting og sager, mens andre går uberørt gennem livet…
Nu til sagen.
Til gudstjeneste i Alstrup kirke, hyggeligt at sige glædelig jul til kendte ansigter osv. Finder en plads i et hjørne, med ryggen mod muren, der er man i sikkerhed for angreb bagfra.
Indgangsbøn, solosang på amatørniveau…. salmer, Lukas evangeliet får en tur mere, og mens jeg falder lidt i staver over pastorens kommentarer mærker jeg en dråbe koldt et eller andet ramme mig i håret, i nakken, oppefra!
Hvem der nu havde haft hat på som gamle fornuftige koner burde have. Diskret følte jeg efter…
Det klistrer i den grad. Mens de andre beskæftiger sig med ”Et barn er født og halleluja… kigger jeg diskret op i loftet?
Uglegylp, rotter på loftet, som lige skulle…? Nej der er intet at se. Under “stand up delen” af gudstjenesten lægger jeg mærke til, at mine sko hænger i.
En fra menighedsrådet, som også skovler sne, når der er noget, får forelagt problemet, han henviser til kirketjeneren, som er ude af syne. Det undrer mig ikke. Man kan aldrig finde en tjener, når man skal bruge en, gælder såvel i værtshuse som i kirker.
Ved den almindelige sammenstimlen foran kirken bliver gåden løst. De nye bjælker afgiver harpiks. Ja, jeg må indrømme, den kirkegang fortrød jeg. Hjem- acetone under skoene og udredning af harpiks i håret, som også gik lidt af og der er ikke meget i forvejen.
Det kan Vor Herre ikke være bekendt,. her kommer man glad for at fejre sønnens fødselsdag og så….Guuud! Jeg havde godt nok glemt at tage en gave med.