Tirsdag den 1. november og valgdag.
Det er regnvejr, og jeg står i min entre og overvejer, om jeg skal stemme; det er pissekoldt, og jeg skal på min elscooter derned, regntøj, vanter og en klud til at tørre sædet af med, når jeg kommer ud igen og …, betyder min stemme noget som helst?
Sådan hensunken i egne lidt forstemmende tanker hører jeg pludselig klokken på min dør.
Udenfor står en ældre mand, og bag ham holder en skinnende rød bil, ingen af delene kender jeg.
– Kan du ikke kende mig, spørger han?
– Næh? mumler jeg og ser på ham en ekstra gang.
– Det var mig, der hentede en skammel hos dig, da du lige var flyttet ind, jeg skulle køre den over til din veninde.
Noget dæmrer, men om jeg kan huske, hvad manden hedder? Pinligt!
– Jeg kommer egentlig for at spørge, om jeg ikke skal køre dig ned og stemme, det regner.
Se, det kommer så meget bag på mig, at jeg kommer til at nikke, og så lægger jeg regnfrakken og vanter og tørreklud og stiger ind i den røde bil.
– Har lige købt den, siger manden, hvis navn stadig ikke dukker op, 85.000 kontant, og så kun en ejer. Jeg sætter mig forsigtigt ind, der er papir i bunden, så man ikke sviner, hm!
Han kører mig ned til skolen, venter pænt udenfor, han har stemt, siger han, og som det venlige menneske jeg også kan være, spørger jeg, om han ikke vil have en kop kaffe?
– Jo tak, men vi kan drikke den hos mig, jeg bor tæt på. Og så kører han op foran en villa, der ligner, jeg ved ikke hvad.
Maskiner af alle slags i indkørslen, redskaber stablet op ad muren og brænde, og der ser forfærdeligt ud.
– Ja jeg rydder op, siger han, og det trænger det da også til.
I indgangen kæmper jeg mig forbi to små hunde, vælter en vandskål, men slipper levende ind i køkkenet, og det slår alle rekorder for rod.
Ubeskriveligt rod, ikke to centimeter bordplads er ledigt, opvask for flere uger, bordet fyldt op med kogte hjortehoveder, som lige skal sættes på en plade og op på væggen, der hænger nu rigeligt i forvejen, et vildsvinehoved hænger truende ved indgangen. Der er også møbler i alle størrelser og modeller. Endelig er kaffen færdig, og kun min erfaring fra et tidligere job frelser mig fra at løbe skrigende bort.
Jeg drikker lidt kaffe, går rundt og beundrer diverse kuriositeter, bl.a. en storhovsporesvamp, som er hængt op på væggen.
– Tag den bare, siger han, og det gør jeg så…
En krostol i engelsk stil har han fået af en afdød nabos søn. Den må jeg også få.
– Nej tak, men jeg vil gerne købe den, siger jeg.
10 kroner. Jeg byder ham 50, men får 40 igen.
Nå, – er man krejler eller …?
Heldigvis får jeg en sms og må hurtigt hjem.

Ringer til veninden, hende med skamlen og får navn og oplysning om, at han er på damejagt.
Jamen altså, hvad tror han – med det hjem og rod og så videre?
Lidt rystet får jeg vasket stol og svamp af, sætter mig på stolen og trækker vejret lettet.
Et par timer efter ringer han på døren medbringende en kasse æbler.
Dem kommer jeg til at tage imod og så en meget kort tak og døren i.
Må ringe til veninden, som via fælles venner vil lade ham vide, at jeg er optaget og siden ikke en lyd.

Men jeg farer stadig sammen, når døren ringer.
Godt nok er jeg enke og måske nogenlunde nydelig, men der skal være en vis standard over damejægeren. Og han er nu blevet valgt fra, ham… Ja, hvad er det, nu han hedder?

Forfatter

  • Ina Ravnkilde

    årgang 1945, enke og bor i Ålborg og skriver humoristisk, alvorligt, ironisk, sarkastisk, lun om sin dagligdag og har udgivet flere bøger, der alle kan købes direkte på ina@killerbee.dk: ”Søndag er en god dag” en levnedsbeskrivelse -  udgivet i 2009 og med et nyt oplag i 2021. Kan købes som e-bog. I 2011 kom ”Stenvenderne”. Roman. I 2018  et kapitel om opvæksten i Byrum præstegård i 5oerne med i Læsø Museums årbog. I 2021 udgav hun "Ikke en spurv.." - en digtsamling på forlaget Brændpunkt, og den  skal købes i boghandelen (fåes også som e-bog). Alle bøger kan lånes på bibliotekerne.

    Vis alle indlæg