Et øjeblik …
Onkel Poul om krigen
Henne ved vinduet fik jeg øje på en bøsse, der var meget større end den, der stod på min nye bil. Da han så, at jeg kiggede på den store bøsse, begyndte han at tale om krigen. Han fortalte om, at han sammen med andre unge mænd havde fået et tog til at eksplodere. Jeg tror altid på, hvad min onkel siger, men jeg vidste ikke helt, om det var forkert, det han fortalte mig, men lige pludselig kom jeg til at tro på ham igen. Han tog en grøn tingest ned fra hylden. Den lignede lidt et chokoladepåskeæg. Han viste mig en lille ring, der sad på den grønne tingest. Da han fortalte, at hvis man rykkede i ringen, ville hele huset springe i luften, troede jeg ikke, han løj. Jeg kunne ikke sige noget og havde lyst til at løbe ned til min mormor og spise hjemmelavet tykmælk med mug og sirup på. Men det gjorde jeg altså ikke alligevel. På natbordet stod der også en flaske vand med en lille hvid tingest i.
Min onkel lavede øjne og fortalte mig, at det hvide var noget, der havde været inde i hans ene knæ. Nøøøj, hvor mærkeligt. Det var kun, fordi jeg var så glad for min onkel, at jeg ikke sagde, at det var løgn. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan han selv kunne tage tingesten ud af sit knæ. Måske det nu alligevel var løgn. Men min mund var lukket med sytten segl, som min mor sagde, når der var noget, jeg ikke måtte fortælle til nogen andre. Det er jo ikke at lyve, når man ikke siger noget som helst, sagde hun engang. Jeg forstod det næsten.
Min onkel så træt ud og hældte to hvide bolsjer i et glas. Men det var vist ikke bolsjer, for de begyndte at bruse med en masse små bobler. Han sagde av av og satte en hånd på panden. Den svedte. Han lugtede ud af munden.
Jeg kan huske, at hele min familien måtte flytte, fordi min far var gået neden om og hjem. Neden om og hjem, vidste jeg ikke hvad var for noget. Jo, måske det bare var, fordi han gik en tur nedenom fjorden og hjem.
Jeg prøvede at lade være med at græde, men kunne ikke undgå det helt, da min mormor fortalte mig, at han var flyttet til København.
Jeg kunne virkelig godt lide at bo i vores farvehandel, fordi der kom så mange mærkelige mænd for at købte pensler og maling og noget at male på. Det var underligt at skulle bo et fremmed sted, men da jeg hørte, at vi skulle bo på onkel Pouls lille kammer, blev jeg glad igen. Min mor lå på onkel Pouls seng, og vi andre lå på gulvet. Jeg lå i en sovepose lige ved siden af min mor. Jeg vågnede midt om natten, fordi der lå noget mad på min sovepose. Det var sådan noget gråt sovs med små stykker gulerødder og grønne ærter. Det lugtede altså bare dårligt, så jeg var lige ved at kaste op.
Jeg sagde ikke noget, men syntes det ulækkert. Meget ulækkert. Føj hvor det lugtede.
Der gik ikke mange uger, før fik jeg en lillebror. Ham var jeg nu ikke så glad for. Men til gengæld var jeg glad, da min far fortalte mig, at jeg var blevet storebror. Det havde jeg jo aldrig før været.
Min onkel lavede øjne og fortalte mig, at det hvide var noget, der havde været inde i hans ene knæ. Nøøøj, hvor mærkeligt. Det var kun, fordi jeg var så glad for min onkel, at jeg ikke sagde, at det var løgn. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan han selv kunne tage tingesten ud af sit knæ. Måske det nu alligevel var løgn. Men min mund var lukket med sytten segl, som min mor sagde, når der var noget, jeg ikke måtte fortælle til nogen andre. Det er jo ikke at lyve, når man ikke siger noget som helst, sagde hun engang. Jeg forstod det næsten.
Min onkel så træt ud og hældte to hvide bolsjer i et glas. Men det var vist ikke bolsjer, for de begyndte at bruse med en masse små bobler. Han sagde av av og satte en hånd på panden. Den svedte. Han lugtede ud af munden.
Jeg kan huske, at hele min familien måtte flytte, fordi min far var gået neden om og hjem. Neden om og hjem, vidste jeg ikke hvad var for noget. Jo, måske det bare var, fordi han gik en tur nedenom fjorden og hjem.
Jeg prøvede at lade være med at græde, men kunne ikke undgå det helt, da min mormor fortalte mig, at han var flyttet til København.
Jeg kunne virkelig godt lide at bo i vores farvehandel, fordi der kom så mange mærkelige mænd for at købte pensler og maling og noget at male på. Det var underligt at skulle bo et fremmed sted, men da jeg hørte, at vi skulle bo på onkel Pouls lille kammer, blev jeg glad igen. Min mor lå på onkel Pouls seng, og vi andre lå på gulvet. Jeg lå i en sovepose lige ved siden af min mor. Jeg vågnede midt om natten, fordi der lå noget mad på min sovepose. Det var sådan noget gråt sovs med små stykker gulerødder og grønne ærter. Det lugtede altså bare dårligt, så jeg var lige ved at kaste op.
Jeg sagde ikke noget, men syntes det ulækkert. Meget ulækkert. Føj hvor det lugtede.
Der gik ikke mange uger, før fik jeg en lillebror. Ham var jeg nu ikke så glad for. Men til gengæld var jeg glad, da min far fortalte mig, at jeg var blevet storebror. Det havde jeg jo aldrig før været.
Mine søskende, mor og mig
