Jan Morell: Polle fra Thy – 12.10.2024

Kapitel fra bogen:

Min fars rundstykker

Polle græder når musikken er smuk

En lørdagsmorgen vågnede jeg ved at min far stod op. Solen var ikke stået op endnu, så det var koldt. Meget kold.
Jeg faldt i søvn igen, men vågnede med et sæt, da han smækkede døren. Da klokken var blevet elleve, vågnede jeg igen, da han kom ind ad døren. Jeg havde den morgen sovet længere end jeg plejede, og min mor kaldte mig en syvsover. Ordet syvsover havde jeg overhovedet aldrig hørt om før. Det ord havde jeg aldrig hørt før, og jeg syntes godt nok det var tidligt at stå op allerede klokken syv. At det betød, at man sov alt for længe end til klokken syv, forstod jeg ikke en disse af.
Jeg bestemte mig for, at spørge min mor om, hvad det betød at være en syvsover. Hun havde bare at forklare mig det. Jeg syntes at hun var lidt dum, fordi hun bare sagde, at det hed det altså bare.
God morgen, Polle, sagde min far og så glad ud. Stå lige op og kom her hen til vinduet og se, hvad der er sket ude i haven. Jeg kunne ikke se at der var sket noget. Haven så da ud som den altid har gjort med syrener, guldregn og silkehaler, der spiste rådne rønnebær, som de blev fulde af. Derfor kunne de næsten ikke flyve og faldt nogen gange ned fra den gren, som de sad på. De var så forvirrede. Det så så sjovt ud, at jeg kom til at grine højt.
Men nu fik jeg alligevel øje på noget, der var mærkeligt. I fuld fart løb jeg ned ad trapperne og om i haven. Aldrig havde jeg set noget lignende. Rundstykker i et træ. Det var godt mærkeligt. Meget mærkeligt. Det var også mærkeligt, at der hang to meget små æsker. Den ene var blå og den anden rød. Det måtte være min far, der havde hængt lakridsæskerne op i træet. Han vidste nemlig godt, at de små pastiller, både de stærke røde og de søde blå, var min livret.
Næste morgen var det søndag. Den dag gik han ikke ned i farvehandlen, for den havde lukket om søndagen. Klokken var kun fem. Da min far sagde, at han ville vise mig noget, som jeg aldrig havde set før. Ingen af dine klassekammerater og ingen på hele skolen har set noget lignende. Jeg tog tøj på og gik ned i køkkenet og spiste havregryn med kanel og sukker på. Min far drak kaffe og smurte to madpakker. Mærkeligt. Det var ellers altid min mor, der smurte mellemmadder. Altid. Vi skulle køre 15 kilometer for at komme ud i Vildtreservatet, som lå helt ude ved Vesterhavet. Vi var alene og kunne hverken se mennesker eller huse.
Vi drejede ind i skoven, hvor der kun voksede juletræer. Altså uden stearinlys på. Det var ved at blive så varmt, at min far måtte tage overtøjet af. Det var jo ham, det havde cyklet 15 kilometer. Så han tog frakken af, mens jeg sad og frøs lidt på stangen. Det gjorde ondt i bagdelen, fordi vi ikke havde et sæde på cyklen til små drenge som mig.
I skovens dybe stille ro begyndte min far at synge. Jeg sang med, fordi jeg lige havde lært den sang, som jeg elskede. Særligt melodien syntes jeg var flot. Jeg tænkte tit på hvordan et menneske overhovedet kunne synge. Hvordan kom der en tone op ad halsen, og hvordan kunne to mennesker få det til at lyde ens. Min storebror kunne endda synge en anden melodi samtidig med at min far sang den rigtige melodi. Når de sang på den måde, lød det så smukt, at jeg helt kom til at græde. Min far hørte eller så det heldigvis ikke, for engang havde han sagt til mig, at drenge måtte græde. Kun piger. Jeg ville altså gerne have været en pige, for så måtte jeg da græde mange gange, når jeg var lidt ked af noget. Jeg græd også nogle gange, når jeg lyttede til smuk musik i radioen.

Men nu var det også lige meget, for jeg så en ræv med unger gå over vejen. Min far standsede og vi stod begge to af cyklen. Det eneste vi kunne høre var en lærke, der fløj langt oppe i himlen. Min far sagde, at det hed at kvidre, når de sang så smukt. Den stod helt stille og sang så smukt. Min far fortalte mig, lærken levede af at fange myg. Jeg grublede over, hvordan lærken kunne se så lille et dyr som en myg. Han svarede, at fugle er meget bedre til at se og høre end mig og ham, og at den, når den var i nærheden af myggene, bare lukkede munden op og spiste sige mætte i en myggeflok.
Jeg sang en sang op til lærken om den og dens rede, som ikke blev bygget i et træ som andre fugle gjorde, men nede på jorden i noget græs. Min far tog en lille flaske op af frakkelommen og fortalte mig, at den hed en lommelærke. Det var det mærkeligste jeg hørte den morgen, hvor solen skinnede og gjorde luften varm.
Så slap min far styret med venstre hånd og pegede med den højre hånd ind i en skovsti. Han sagde ikke noget. Jo han sagde shyyy. Vi stod af cyklen og lagde den forsigtigt ned i grøften. Det, som han pegede på, var et stort og tykt rådyr med nogle kæmpe horn. Vi trak næsten ikke vejret og min far sagde, at jeg skulle se godt efter. Rådyret havde nemlig en kæmpe, sort og høj hat på hovedet. Hvordan i alverden kunne et dyr selv tage en hat på. Jeg tænkte og tænkte på hvad jeg havde set. Hele vejen hjem tænkte og tænkte jeg oppe i mit hoved og oppe i min hjerne på det mærkelige dyr.