Totenschlægeren var forsvarligt anbragt i lommen, da Laurits sneg sig om bag MultiBrugsen. I aften ville han afregne, og hvis det var nødvendigt, ville han ganske enkelt slå den gemene stodder Karl-Henrik ned. Dagens julehandel var afsluttet klokken otte, og her mere end en time senere var personalet færdigt med at afstemme kassen og rydde op og gøre klar til næste dag. De sidst tilbageblevne gik ud i deres biler og kørte bort. Tilbage var chefen.
Laurits vidste, at Karl-Henrik var derinde, for hans BMW holdt udenfor, den efter det påståede sammenstød med faderen flotte nylakerede BMW. Laurits havde egentlig lyst til at ridse i den med et søm, men det var trods alt for barnagtigt. Karl-Henrik skulle ha´ en på skrinet, så han kunne mærke det, og det var hans agt at gi ham så mange prygl, at han ikke kunne huske sin egen fødselsdag.
Han prøvede at kigge ind gennem ruderne, men de var møgsnavsede, så han intet kunne se. Han gemte sig bag en busk i nærheden af BMWen og ventede.
Karl-Henrik kom ud og låste butikken omhyggeligt af. Da han var færdig, gik han hen mod sin bil.
Laurits rejste sig og gik ham i møde. Hans højre hånd var i den bagerste bukselomme med et fast greb i totenschlægeren.
Thomas kørte langsomt forbi MultiBrugsen og så, at der var lys inde bagved på kontoret.
Han kørte lidt videre og parkerede ved skolen, et naturligt sted for hans bil. Så gik han tilbage ad den sti, som strakte sig over en eng, gennem noget buskads, over åen og som til sidst mundede ud ved siden af MultiBrugsen. Denne mørke decemberaften, kold og blæsende, betød samtidig, at så at sige ingen mennesker vovede sig ud. Hvad skulle de også det for? Hele tiden så han opmærksomt efter, om der trods alt var andre ude. Men ingen kunne ses. Julehandelen i butikken var for længst færdig for i dag.
Han nærmede sig butikken fra sydsiden. Lyset inde på kontoret blev slukket.
Fandens også. For det kunne betyde, at Karl-Henrik var færdig med sine ting og på vej ud og hjem. Så var det videre forløb håbløst. Det var for sent at nå rundt om butikken og møde ham der.
Mismodigt vendte Thomas rundt og gik tilbage til bilen.
Karl-Henrik havde sin donkraft med ud for at lægge den i bagagerummet. Tommy havde lånt den, og den havde ligget og flydt inde på disken, klovnen havde naturligvis glemt at aflevere den. Det var det sædvanlige med ham. Lån ham en ting, og han leverer den ikke tilbage.
Karl-Henrik rystede på hovedet og så på uret. Nå ja, der var god tid til det aftalte tidspunkt ude på gården. Han vidste, at Troels var præcis, men der var ingen grund til at komme længe før tiden. De var vel fælles om det hele, og inden længe skulle de også være fælles om en afregning for hashsalget.
- Et øjeblik, hr. Kegnæs, lød det pludselig, og frem fra mørket dukkede en skikkelse op. Den forekom ham bekendt. Skikkelsen rev sit halstørklæde fra ansigtet, og han genkendte Laurits, den skid, den infame lille lort.
- Hvad fanden vil du? spurgte Karl-Henrik.
- Jeg vil bare fortælle dig, hvor stort et svin du er, sagde Laurits og nærmede sig truende. - Du lugter og er fuld af løgn.
Karl-Henrik standsede helt. Var han fuld, den gode skolelærer?
- Jeg synes, du er et svin mod din kone. Mod Hanne Lene, mod min far. Ja, jeg kan næsten ikke huske alle dem, du behandler så nederdrægtigt.
Nederdrægtigt? Han var fuld, det var der ingen tvivl om. Laurits havde hele tiden højre hånd i bukselommen, og Karl-Henrik blev nervøs, vidste ikke, hvad han pønsede på. Med den udmelding kunne det være hvad som helst.
Karl-Henrik faldt øjeblikkeligt tilbage til skoletiden. Hvordan han søgte at undslippe Laurits´ "kommandosoldater", der var efter ham i frikvartererne. Hvordan de altid til sidst fandt ham og gav ham lammere og nap i muskler og mave. Holdt ham og slog ham, malede "forkælet" i panden med en tusch, ridsede ham med en nål glødet med en lighter og en gang efter gymnastiktimen i brusebadet skar i hans røvballer med et barberblad.
- Synes du ikke, du har givet mig ærgrelser nok i skolen, appellerede han til Laurits.
Laurits´ hånlige stemme knækkede over som dengang:
- Du var sgu altid så snoskforkælet, fars lille dengse.
- Min far gav mig penge, hver gang I slog mig. Han sagde, det gjaldt om at være stærk. Du, Laurits, var altid anføreren. Ham, de andre lystrede. Du var Sadam Husseins tredje og ukendte søn, som min far altid sagde.
Karl-Henriks stemme virkede rolig, nærmest selvsikker, hvorimod Laurits´ stemme rystede af vrede:
- Du må til gengæld have stort behov for revanche. Med al den ondskab, du lægger for dagen nu.
- Havde du anerkendt...
Da Laurits pludselig tog yderligere et skridt frem mod ham, tav Karl-Henrik og veg uvilkårligt tilbage. Skoletidens reaktionsmønstre sad på rygraden. Laurits løftede højre hånd, hvori sad en eller anden genstand, svær at se i halvmørket. Karl-Henrik kunne kun gætte, hvad det var. Laurits slog den mod hans hoved.
Karl-Henrik undveg og skred til handling, løftede donkraften og hamrede den så hårdt som muligt mod Laurits´ hoved.
Efter den dumpe lyd at dømme havde han åbenbart ramt korrekt, for Laurits sank sammen uden en lyd, og Karl-Henrik så nu genstanden, som Laurits tilsyneladende ville have brugt mod ham: en vaskeægte totenschlæger.
Vreden og raseriet greb ham, og han følte absolut ingen medlidenhed med den sjuft.
Han sparkede foragteligt flere gange til den bevidstløse mand. Holdt inde, stærkt forpustet.
Det var klart selvforsvar! Politiet ville ikke være i tvivl, når de så det mordvåben, Laurits havde taget med.
Det var bare uheldigt, at det skulle ske lige her bag butikkens parkeringsplads. Heldigvis kunne gadens sparsomme belysning eller julebelysningen ikke omfatte alt slet ikke her bag butikken.
Han slæbte den livløse krop hen mod skellet ind til naboen og lod ham ligge i græsset, så en del stak ud på fortovet. Før eller siden måtte nogen se ham, og så kunne de hjælpe ham. Han ville aldrig fortælle nogen, hvem han havde fået en på lampen af. Karl-Henrik vidste, at det ville Laurits betragte som den største ydmygelse. Stadigvæk.
Karl-Henrik så på uret. Lige pludselig var tiden blevet knap.
Thomas startede sin bil og rullede langsomt tilbage og nærmede sig butikken. I det samme kørte Karl-Henriks sorte BMW ud derfra, men ikke mod Engen og hjemmet. Han fortsatte modsat. Thomas fløjtede sagte. Aha, så var der måske alligevel en chance for at nakke fyren. Hurtigt vendte han sin egen bil og kørte efter BMWen.
Laurits vågnede og fandt sig selv rystende af kulde i græsset med en gevaldig hovedpine og blodet størknet ned over ansigtet. Så kom han i tanker om det, der var sket og bandede for sig selv. Karl-Henrik havde taget fusen på ham og reageret meget hurtigere end forventet.
Hvordan det kunne ske, var en gåde for Laurits. Med mindre han var forberedt på at kunne blive overfaldet. Det ville ikke være usandsynligt. Han måtte trods alt have mange fjender.
Han tog sit lommetørklæde frem og tørrede sig og begyndte at stavre hjemad i mørket. Hvor længe havde han ligget der? Da han så på klokken, blev han overrasket. En halv time ? Han rystede af kulde og skuttede sig og mærkede disse jag gennem hovedet.
Mens han stod og drak vand, kom gamle dages stædighed op i ham. Karl-Henrik skulle fannerme ikke slippe så billigt. Han satte sig ud i bilen og kørte om på Engen. Karl-Henriks bil var borte.
Så kunne det jo være, at han var på gården.
Laurits besluttede sig for at køre derud til sit barndomshjem.
Et øjeblik …
