- God morgen!
Han genkendte øjeblikkeligt stemmen. Det var hende socialrådgiveren, den emsige dame fra kommunen. Hvad var der nu?
- Jeg må desværre fortælle dig, at din ven, Per, er død i nat. Sammen med sin ven, Kaj.
- Hvad? Hvordan?
- Sandsynligvis af kulilteforgiftning. Han havde en lille utæt brændeovn på værelset.
- Nå. Han har måske ikke brugt den før? Det må da være udlejningsselskabets skyld og ansvar?
- Jo, det er lidt for sent nu, men grunden til at jeg ringer, er, at jeg vil spørge dig, om du som hans eneste ven ville tage dig af det praktiske med begravelse med videre. Hverken Per eller hans ven, Kaj, har familie. Det offentlige betaler selvfølgelig omkostningerne …
- Øh, det finder jeg ud af.
- Jeg har nogle få ting her på kontoret, blandt andet nøgler og den slags. Hvis du kommer forbi her i formiddag? Per og Kaj ligger i kapellet på sygehuset.
Efter morgenkaffen kørte han til sygehuset.
De så så fredelige ud, de to.
Thomas stod lidt og kiggede på Hylde-Per. Hvilket spildt liv. Hvilke uudtalte muligheder. Hvorfor var alt gået så skævt for ham? Det lignede Thomas selv. Men - han havde trods alt fået sig en uddannelse og var ikke havnet i rendestenen som sådan. Nogle mennesker blev hårdt ramt i tilværelsen, mens andre kunne skøjte forholdsvis nemt igennem 77 år.
51
Han ringede igen til sagsbehandleren med flere spørgsmål.
- Kommunen betaler alle udgifter i forbindelse med begravelsen, så du skal bare sørge for det praktiske. En ting mere: Vil du tage dig af den smule indbo, der er og få det kørt på genbrugspladsen? Jeg tror ikke, det har nogen værdi. Du må også gerne beholde det. Der er vist ingen, der savner noget.
Thomas nikkede, tog imod nøgler og papirer og kørte ud på adressen.
Han parkerede uden for lejlighedskomplekset og låste sig ind i Hyldes lejlighed. Faktisk var det kun et værelse med bad, og det havde en ejendommelig lugt. Kulilte var lugtfri, det vidste han, men der lugtede af snavs og død og brugte musefælder. Myndighederne havde været der og undersøgt alt, og der havde ikke været den mindste tvivl om, at der var sket en ulykke, hvorved to mennesker var omkommet, og at grunden var kulilte fra den defekte brændeovn.
Thomas tænkte på, at igen havde ild kostet nogle mennesker livet og ikke mindre tragisk her. Alligevel var der forskel. Med Karl-Henrik gav det sig selv. Han havde selv aktivt været ude om det og i øvrigt en skidt karl. Sådan! Hverken mere eller mindre. Men Hylde-Per havde ikke fået det bedste ud af sin tilværelse og var ikke altid blevet behandlet godt.
Thomas tænkte også på, om han kunne have gjort mere for ham, men sukkede så og gav sig til at pakke de få ejendele sammen. Ølkasserne stod han lidt og overvejede, hvad han skulle gøre med, men besluttede sig for at stuve det hele sammen på traileren og køre til genbrugspladsen.
De få møbler, Hylde havde haft, tog ikke lang tid at få smidt ud i traileren. Han så lidt på nøglerne og fandt den rette til depotrummet. Et gammelt skrivebord, en stol og fire affaldssække.
Thomas rystede langsomt på hovedet. Hvad var ideen i at opbevare sådan noget gammelt juks?
Sækkene var formentlig hans gamle tøj eller andet, han bare ikke var kommet af med.
Thomas bar det hele ud i traileren. Sækkene var tungere, end han havde forestillet sig. De var bundet godt til foroven med snor, og han blev en anelse nysgerrig.
Nå, det kunne nok ikke betale sig at gøre mere ved det.
Han startede bilen og kørte mod genbrugspladsen. Her var en kran i gang med at skovle blandet indhold sammen for at hælde det ind i den kæmpemæssige ovn, der forvandlede alt til aske.
Man kunne jo lige så godt få det ud af verden, tænkte han og styrede bilen hen mod kranen. Her tippede han trailerens indhold ud og så med tilfredshed, at kranen inden længe ville gøre kål på Hyldes jordiske rester.
52
Han fløjtede, da han kørte hjemad. Nu manglede kun begravelsen.
Han lavede sig en kop kaffe og tog sin skoletaske.
Han var kommet i tanker om, at han havde fået et nyt skema, og det ville han lige se. Bedst at være nogenlunde forberedt, når man nu skulle indtage sit gamle job igen.
I morgen ventede begravelsen, og snart kunne et normalt liv vel begynde for ham og Katrine og for drengene, der selvfølgelig stadig savnede deres far. Forhåbentlig kunne han udfylde den rolle.
I tasken ledte han efter det skema, han lige havde fået udleveret. For pokker! Han måtte rage alt indhold ud, og det var en anselig bunke.
Han smed det hele på bordet og gav sig til at sortere i papirerne. Ganske som forventet var adskillige af papirerne forlængst forældede; hvorfor i alverden havde han ikke smidt dem ud? Han var ikke en skid bedre end Hylde.
En lille kuvert faldt ud mellem to ark.
Nå, det var Hyldes brev til ham.
Han rev kuverten op og læste.
"Tak for det, du har gjordt for mig, Finndur. det vil jeg aldrig glemme. Hvid jeg skulle gå hen og dø, skal du vide, at jeg har nogen penge i fire sorte sække i mit depotrum. Det er dine hvis at du vil ha dem. det er måske overskudet fra fyrvækerifabrikken, men Luske mener det ikke."
Thomas sprang op og løb ud, hoppede ind i sin bil, drønede af sted med 180 i feber ud mod genbrugspladsen og overskred hastighedsbegrænsningen undervejs. Hjertet pumpede, så han næsten havde blodsmag i munden, og det stemte alt sammen godt nok, for han var blevet hvid i ansigtet.
Ude på genbrugseren var den store gravko ved at samle ting op for at putte ned i kæmpeaffaldsbrænderen. Thomas bremsede helt inde på grunden og stormede hen mod den bunke, der lå foran koen med armen højt hævet:
- Stands! Stands!
Føreren af gravkoen stak hovedet ud og lignede en, der godt ville have svar på et par spørgsmål.
- Jeg skal lige … min ven har efterladt …
Han ledte som en gal blandt de ting, der lå på jorden.
Han løb om på den anden side gravkoen, hvor chaufføren begyndte at tromme med fingrene på vindueskanten:
- Du kan jo ikke opholde mig og mit arbejde hele dagen, makker. Det er snart jul, og hjemme venter lillemor med risengrøden …
- Et øjeblik. Bare et lille øjeblik, please!
Han rodede mellem bunkerne, ledte som en besat, sveden sprang frem i alle porerne; sjældent havde Thomas Poulsen haft så travlt.
For fanden. Hvis ilden allerede havde taget dem. Så ville ilden for tredje gang være årsag til død og ødelæggelse.
Endelig, endelig fik han øje på noget sort plastik, der stak op af bunkerne. Han hev i det og fik trukket fire sorte affaldssække frem. Lige bag maskinen. Han skreg højt og triumferende op mod chaufføren:
- Jeg har fundet dem! Juhuu …
Chaufføren rystede på hovedet, sikrede sig, at Thomas var uden for psykologisk og faktisk livsfare og startede gravkoen igen.
Thomas slæbte de fire sække om til sin bil, løftede dem op i bagagerummet og kørte hjemad.
Denne gang langsommere, men hjertet dunkede lige højt. Mens han kørte, forsøgte han at finde en forklaring på det hele, men måtte opgive.
Han anede ikke, hvordan Hylde var kommet i besiddelse af overskuddet fra fyrværkerifabrikken.
Og var egentlig også enormt ligeglad.
Et øjeblik …
