[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

“Knald og Fald i Thy” er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

“Knald og Fald i Thy” kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

04-05-06

I frikvarteret tog Thomas sin mobil, gik udenfor og skulle til at ringe hende op, da Britt kom ham i forkøbet:
– Uddeleren, den lede orm, har tilbudt mig et USB-stik med en træls video. Fra hans overvågningssystem. For 10.000 kroner. Han fortalte mig, at man tydeligt kunne se mig kysse dig, og at vi så meget forelskede ud.
– Jeg ved det. Han har givet mig samme tilbud. Hvad sagde du til ham?
– At han ku´ rende og hoppe. Og stod det til mig, så skulle han virkelig have lov til det. Men jeg ved godt, at som sagerne er lige nu, drømmer vi ikke om at informere Jan Ole. For så var vort forhold færdigt, hvilket jeg ikke er parat til endnu. Hvad vil du selv foreslå?
– Nej sørme.
Thomas blev klam ned ad ryggen.
– Han er nok den sidste, der skal have det at vide. Er vi ikke enige om det?
– Jo.
Det beroligede Thomas lidt. Trods alt. Han fik en idé:
– Har du en telefonsvarer? Sådan én, der også kan optage selve samtalen?
– Nej, det tror jeg ikke.
– Hvis vi kan optage ham, mens han fremsætter sine ”tilbud”, så har vi i det mindste et bevis over for politiet. Hvis det kommer dertil.
– Men lige nu er problemet, at Jan Ole naturligvis ville komme ind i billedet, hvis vi blandede politiet ind i det her. Så hvordan tackler vi Karl-Henrik, og hvad gør vi …?
– Kan vi ringe sammen igen lidt senere i dag? Jeg skal til time.
Han afsluttede samtalen og gik ind igen. Hånden rystede lidt.
Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med Karl-Henrik. Han kunne vælge at ignorere ham og håbe på, at han ikke turde vise USB-stikket til Jan Ole. Han kunne overgive sagen til politiet, for i modsætning til hans og Britts forhold var Karl-Henriks handlemåde klart ulovlig. Så det var ham, der var kriminel. Og endelig kunne de betale og håbe på, at det så var slut… De kunne herunder forhandle om prisen for den video.

Der var selvfølgelig også en fjerde mulighed, nemlig at de spillede komedie og var overraskede, og at de ville benægte alt og påstå, at USB-stikket var forfalsket, hvad man sagtens kunne gøre i dag. Men den løsning var ikke den bedste. Jan Ole var uden tvivl vant til folk, der kom for at hælde deres hjerte ud, og han ville straks kunne gennemskue ham. Så ville han hæve højre skinke – og smak!

Klokken ringede.

Han kørte hjem i dybe tanker og sagtnede farten, da han nåede forbi multiuddeleren. Raseriet greb ham, og han forestillede sig, at han simpelthen gik ind og slog ham med et boldtræ og blev ved med at slå ham, til han var helt flad. Da han ikke var så stærk, måtte han nok slå mange gange.
Eller gå ind i butikken og rykke hylderne fra hinanden, så alle varer faldt på gulvet i et kaotisk svineri. Eller brænde hans villa af der nede på Engen …
Han rystede på hovedet ad sig selv.

05
Han riggede mobilen til med den til lejligheden downloadede app, så den optog, og tastede nummeret.
– Karl-Henrik Kegnæs.
– Det er Thomas. Du havde et USB-stik med Britt og mig, hvor du mener, at vi står og kysser hinanden i din butik, ikke?
– Mener? Det gør I da, det er der ingen tvivl om, slet ikke.
– Men du vil gerne sælge den video til os for nogle penge, så vi ikke behøver at tænke på, at du videregiver den til Jan Ole, er det ikke sådan?
– Du kan sige det, som du vil. Hvis du er interesseret i, at Jan Ole ikke skal få noget at vide om dig og Britt, så kan dette videokøb forhindre det. Jeg kan sige det meget enkelt: Køb og vind – med samme sind! For du vinder, hvis du køber.
– Ja, Thomas havde svært ved at beherske sin irritation over den umådeligt provokerende lille snog til uddeler, som vel dybest set vandt mest:
– Og du forlangte 10.000 kroner i løsepenge?
– Løsepenge? Nej, Thomas, jeg taler om et godt og for dig værdifuldt USB-stik, som jeg vil sælge til dig, og kun til dig, for kroner 12.000.
– Vi vil gi´ 5.000 kroner. Fanme.
– Så glem det. Jeg ønsker 12.000, og dem skal jeg ha´ senest på fredag. Jeg snakker med Jan Ole om det derefter.
– 5.000 kroner er mit sidste bud. Ågerkarl.
– Hør her. Du har allerede trampet nok rundt på min fod. Nu er beløbet 14.000. Hvor længe har du råd til at lave sjov med fremmedord og hånlige bemærkninger?
– Din skid. Din lille lort. Dit udskud på menneskehedens skyggeside. Abeudviklet med en IQ på under 30.
Karl-Henrik havde allerede afbrudt forbindelsen og efterlod Thomas alene.
Den modbydelige slange. Og så tillod han sig oven i købet at kalde det hele for et videokøb.
Thomas havde aldrig været god til at prutte om prisen. Her blev han bare affærdiget.
Han sad i bilen og knugede rattet, så hænderne var snehvide om knoerne. Det var forfærdelig besværligt at snakke med Britt, og det var naturligvis helt umuligt at drøfte det med Jan Ole. Den tanke, at Jan Ole fik besked på at gi Karl-Henrik en enkelt én på bærret, var ret fornøjelig. Man kunne gå hen til Jan Ole og henkastet slynge ud: Kan du ikke lige ved lejlighed smutte inden om hos uddeleren og slå ham, bare lidt og i hovedet? Ja, du skal bare løfte din højre bjørnelab og svinge den ned mod ham, mens du giver ham velsignelsen …

Han kom i tanker om mobilen. Tastede play og hørte hele samtalen ganske tydeligt. Der var ikke noget at tage fejl af, selv om ordet pengeafpresning ikke blev nævnt.
Han sad længe og tænkte. Så startede han bilen og kørte hjem til det lille hus, han købte for et års tid siden. Dengang var han vild med et noget større nede på Engen, men det blev solgt for næsen af ham til uddeler Karl-Henrik Kegnæs.
Han havde dengang på fornemmelsen, at der var lusk med i foretagendet. Karl-Henrik og ejendomsmægleren kendte hinanden ret godt, og det var da noget mystisk, da han pludselig ringede til ham en dag, hvor alt var klappet og klart – også kontrakten, og fortalte, at ejeren havde valgt en anden køber.
Han havde ikke kunnet få at vide, hvad grunden var. Men følelsen af at være blevet snydt hang ved. Nøjagtigt som dengang i skolegården, da han bare var en lille forknyt skoleelev.

06
Karl-Henrik ordnede noget på sit kontor, da det bankede på døren.
– Ja, kom ind, råbte han, og ind buldrede denne idiot til lærer, der åbenbart var vild med storbarmede præstefruer.
Thomas slyngede en kuvert i bordet foran ham.
– Her. Til gengæld vil jeg ha´ det USB-stik, og du skal garantere mig på dette stykke papir, at der ikke er taget kopi af USB-stikket, som kan bruges en anden gang.
– Det får du ikke. Her er det, du kan selv se, at det er originalen. Der er ikke noget at komme efter. Du må stole på mig. Det der, han pegede på papiret, det kommer du ingen vegne med. Tror du, jeg er født i går? Til gengæld kan du hilse din kæreste, at jeg frafalder mine krav til hende.
– Kæreste?
– Hæ, hæ.

Thomas gik og smækkede med døren, og Karl-Henrik greb smilende telefonen:
– Hej Troels. Skal vi mødes og aftale nærmere?

Med et nik til næstkommanderende Tommy og et: ”Jeg går lige” satte han sig ud i sin BMW og nød turen ned ad Kystvejen mod Klitmøller.
Han var i godt humør. Nu havde han tjent 14.000 på de idioter, der ikke kunne styre deres kønsliv. Sort! Men hvad præstefruen kunne se i den skøre lærer, det fattede han ikke. Hun så eddermame godt ud; han kiggede altid efter hende, når hun var i butikken.

I Klitmøller parkerede han bilen og gik ind på det aftalte cafeteria. Troels var der allerede. De hilste kort, og Karl-Henrik bestilte kaffe og kage til sig selv. Den tidligere kompagnon lignede sig selv. Stadig så ungdommelig.
– Nå, Troels. Har du fortrudt, at du solgte din halvpart i MultiBrugsen til mig?
– Aldrig. Jeg har et skønt job i Bilka.
– OK da. Derfor kan vi vel godt stadig lave forretninger sammen!
– Det kan du stole på. Jeg er da spændt på, hvad du har med i dag.
– Her skal du se.

Han foldede et kort ud på bordet.
– Her er vejen mellem Vigsø og Hanstholm, og her ligger den nedlagte gård, jeg har omtalt for dig.

Troels studerede et foto af en ældre landbrugsgård og anede en rød lade bagved. Der var mange træer rundt om gården.
– Samtidig ligger den jo ideel for vejen, og vi kan komme af med varerne hurtigere og nemmere, end hvis vi havde etableret os i Thisted.
– Det er en gammel landmand, der lige er gået på pension og selv bor inde i Thisted, så den står og forfalder. Han er far til en af de mindre heldige lærere på skolen, Laurits, og var nær ved at smadre min BMW her i efteråret. Men vi er forliget, og der er ingen sure miner fra min side. Ikke til ham. Jeg ringede bare til ham og sendte ham pengene for lejen. Så var den hjemme.
– Han har nok ikke kunnet sælge gården, og det tror da pokker, for den er intet værd. Han er derfor kisteglad for at udleje den; han spurgte, hvad vi skulle med den, og jeg svarede, som sandt er, at vi simpelthen manglede lagerplads for varer op til jul og havde brug for et sted, hvor indbrudstyve ikke ville lede. Så 3.000 kroner, det var, hvad vi skulle give.
– Flot! Troels var begejstret over de lave startudgifter.
– Nå. Det var stedet og de faste udgifter. Hvad med resten?
– Jeg har lavet en aftale med et af de største navne fra Letland, og han vil sælge os alt det her for 10.000 dollars.

Karl-Henrik skød en seddel over bordet. På sedlen stod en masse navne og tal, hvis betydning Karl-Henrik forklarede ham.
– Det er også en slags penge, indskød Troels.
– Ja, men du ved, at sælger vi blot en fjerdedel, har vi allerede fortjeneste. Og det er da vores agt at friholde den danske stat for alt det besvær med moms og skat og told og indførselsgebyrer, og jeg skal komme efter dig.
– Jeg er selvfølgelig med på det hele. Hvornår?
– Så hurtigt som muligt, såfremt vi siger ja i dag. Og så foreslår jeg, at vi mødes derude på lørdag. Jeg ringer, når varerne er ankommet. Jeg står for alt med navn og adresse; du vil ikke blive nævnt nogen steder. Der er ingen grund til at være uforsigtig på noget plan.

De sad lidt og varmede sig ved tankerne om den kommende fortjeneste, som Karl-Henrik lovede at samle op til udbetaling lige før jul. Til gengæld skulle han nok afholde de løbende udgifter.
De hentede lidt frokost og nød en stille, afslappet stund. Begge havde travlt i det daglige, så øjeblikke som disse var ikke helt af vejen.
Der lød uafbrudt juletingel-tangel-musik ud fra højttalerne. En fire-fem små skoleelever kom ind og satte sig med larm og råb efter at have købt pomfritter.
Troels kiggede flygtigt over på dem, smilede og vendte sig mod Karl-Henrik:
– Kan du huske din skoletid?

Karl-Henrik så alvorligt på ham.
– Det kan du fanme tro, jeg kan. Der er nogen fra dengang, jeg forbander den dag i dag.
– Nå? Troels så spørgende på ham, mens han gumlede videre.
– Ja, der er sgu altid nogen i en klasse, man kunne tænke sig at gi´ nogen tæsk.

Det kunne de nok blive enige om, og Troels kom i tanker om noget, han også godt kunne berette om fra sin skoletid.
Det var et kort, men yderst effektivt møde. Karl-Henrik var såre tilfreds, og mens han kørte tilbage til Hanstholm, drønede Troels til Skive på arbejde.

Da Karl-Henrik kom hjem, lå der en seddel på køkkenbordet: ”Hent ungerne, de skal i bad, have mad og i seng. Jeg kommer sent hjem.”
Hans pande blev rynket, og hans første reaktion var ærgrelse. Hvad i alverden lavede Katrine? Det lignede hende slet ikke at glemme at skrive, hvor hun var. Og så den der kommandotone. Det plejede at være ham, der kommanderede. Han kunne mærke på sig selv, at han var noget utilfreds. Bade ungerne. Hun vidste udmærket, at han skulle så meget og sjældent havde tid til det pjat. Det var vel det, mødre skulle tage sig af?
Nå, nu hvor han alligevel skulle tale et par ord med Casper, var det måske en god anledning. På en måde havde han behov for at undersøge, om der var noget som helst i det, Thomas havde fortalt dem til forældremødet.
Han hentede den mindste hos dagplejeren, og Casper var kommet hjem i mellemtiden.
Karl-Henrik tændte for hanen i badekarret. I aften skulle de være helt rene, så duede brusebadet ikke.
Da de to drenge sad i vandet og hyggede sig med at lave ekstra skum, satte Karl-Henrik sig på hug foran dem og sagde til Casper, mens han stirrede ham intenst i øjnene:
– Har du røget hash?

Casper virkede chokeret. Til at begynde med kunne han bare kigge på sin far, derefter slog han øjnene ned, og Karl-Henrik vidste, at det havde han. Han var ikke i tvivl:
– Casper, jeg kan se på dig, at du har røget hash.

Casper nikkede:
– Jeg ville bare prøve det, far. Det var bare sådan lige et eller to hiv.
– Jeg tror, du lyver for mig. Både din mor og jeg har set flere gange, at du er kommet hjem og har opført dig fjollet.
– Ja, Casper, og du grinet hele tiden…
Den bette ville også være med.
– Har jeg ikke advaret dig? Har jeg ikke sagt, at det vil jeg fandme ikke ha´? Casper, jeg vil vide, hvem du har købt det af.

Casper så ned.
– Jeg ved godt, du ikke er meget for at sladre. Men det her er så alvorligt, at jeg vil bruge alle midler for at få det stoppet!
– OK, altså, ja, jeg har røget hash. Det var ikke bare noget, jeg skulle opbevare. Undskyld, far.

Karl-Henrik blev ærlig talt ked af det. Han rejste sig og gik ind i stuen og satte sig med hænderne for ansigtet. Hvad gjorde han nu?

[siteorigin_widget class=”SiteOrigin_Widget_Button_Widget”][/siteorigin_widget]

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg