[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

“Knald og Fald i Thy” er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

“Knald og Fald i Thy” kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

07-08-09

Thomas mødtes med Britt for tredje gang i hendes lille, eksklusive lejlighed i Thisted, og han omfavnede hende kærligt og spillede op til dans som de andre gange.
– Åh, skat, jeg trænger til dig, mumlede han og lod sin hånd kærtegne hende.
Men han mærkede en kulde fra Nordpolen. Hun var helt stivnet.
Britt fjernede brutalt hans hånd og bad ham tage plads i sofaen. Det var helt usædvanligt.
– Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at gøre det forbi. Jeg kan ikke længere holde ud at være Jan Ole utro, og jeg synes, jeg er nået dertil, hvor jeg må vælge…
Hun fortsatte:
– Det her med uddeleren, den idiot. Jeg kunne frygte, at han ville gentage det, og lige pludselig går det op for mig, at det kunne koste mig min mand og ægteskab. Vi kunne nok have fortsat lidt endnu, hvis Karl-Henrik ikke skulle gøre os livet surt.

Thomas så på hende og nikkede. Det var næsten, som det plejede at være. Når han lige havde erobret en pige, gik der ikke lang tid, så skred hun.
– Jeg vidste godt, det ikke kunne fortsætte. Du gav mig lidt tro på det hele igen, og jeg må gøre op, hvad jeg vil med mit liv.

Det var noget højtideligt, og den måde, han sagde det på, var ikke den bedste. Tudefjæs. Irritationen bredte sig sammen med nederlagsfølelsen.
Han talte meget lavmælt, bed sig i læben, mens han søgte at tage sig sammen.
Britt fortsatte med fast og urokkelig stemmeføring:
– Jeg er stadig vild med dig, det skal du vide. Men. Jeg har også brug for tryghed, én, jeg kan snakke med alle steder. Ikke kun fordækt. Og det går jo i sagens natur ikke. Det er jo ikke bare det med Jan Ole.

Han sank lidt sammen, med et var han forvandlet til en ældre, sygelig og svagelig invalidepensionist. Uduelig lærer og uduelig elsker.
Thomas´ mave var tung, og han så ned hele tiden. Britt fortsatte.
– Det er sørgeligt det hele. Jeg har ikke ord for det. Jeg ved bare, det ikke kan fortsætte.
– Nej, det har du sikkert ret i.

Der var ikke meget volumen på den stemme. Hun fortsatte:
– Måske var det dumt af mig at lægge an på dig.
– Jeg ved ikke, om det… var vi ikke begge lige gode om det?
– Nej. Jeg ville have dig, Thomas. Jeg fik dig, har haft dig, veni, vidi, vici og nu er det slut. Punktum. Så. Vær venlig at gå nu.

Thomas gik i stå, mens han kløede sig i skridtet, hvad han altid gjorde, når han ikke magtede situationen. Hun så ikke engang op, sad og pillede ved sin kunstige hånd.
Han rejste sig og stod lidt og skiftede fra fod til fod. Hvad var det, hun lige sagde? Hun snakkede om ham som om en brugt bil.
Pludselig tordnede en vildskab, vrede og voldsomhed op i ham. Med et snuptag greb han den fine lille vase, der stod på sofabordet, og smadrede den ind i væggen, så blomster, vand og procelænsstykker fløj gennem luften, inden han med store skridt marcherede ud af lejligheden, satte sig i sin bil og kørte hjem. Hele tiden så han Britt for sig, hørte hendes hæse stemme og den kunstige hånd, der aldrig mere skulle kradse ham i skridtet. Det havde taget ham noget tid, inden han fandt ud af, at den var kunstig. Kunstig som resten. Hun anså ham for et stykke legetøj.
Han havde troet, det var et ligeværdigt forhold mellem to, der holdt af hinanden. Kæft, min bare røv. Hun havde sgu godt af, at det gjorde lidt ondt for en gangs skyld. Sidde der og tro, at han bare var et stykke legetøj. Nu vidste hun, at det var en fejl af hende.
Det var slut. Han snøftede alligevel en smule på vejen hjem og måtte drikke hele tre portere plus en kæmpewhisky, før han gik i seng og sov en urolig og kort nat.

08
Den store lastbil fyldte godt på gårdspladsen. Chaufføren bakkede ind, og da Karl-Henrik gestikulerede til ham, at han skulle om bagved til laden, blev han noget sur, men satte sig op igen og fik bakset lastbilen derom. Han åbnede bagporten, og sammen begyndte de at losse partiet. Der var masser af kasser, men han havde heldigvis en palleløfter og fik hurtigt tømt bilen. Alle kasser blev pænt anbragt for enden helt inderst i laden langs den ene endevæg. Overfor ved vinduerne, der vendte ud mod resten af gården, kunne man holde øje med eventuelle gæster og besøgende, hvis sådan nogen skulle dukke op. Det var også her på det meget lange bord, at de skulle fabrikere og færdiggøre varerne.
Karl-Henrik tog bare for en sikkerheds skyld og skar et par af kasserne op, og det hele var tilsyneladende, som det skulle være.
Han nikkede farvel til chaufføren, tog mobilen og tastede Troels´ nummer.
– Så er det hele på plads. Jo, alt er, som det skal være, og nej, der mangler intet, så vidt jeg lige kan se. Han vil heller ikke snyde os, det vil skabe uoverskuelige konsekvenser for ham på markedet, og han vil være en færdig mand i den business.
– Det var godt. Vi skal jo ikke være naive.

De aftalte at mødes herude lørdag formiddag og begynde på arbejdet.
De sidste ord, Troels gav ham, fik ham til at rynke brynene lidt. Han skulle i hvert fald ikke kalde ham naiv. Han studerede fakturaen, puttede den i lommen og tog sin kniv. Så gik han i gang med at sprætte de mange kasser op, og da han var halvt færdig, kunne han tilfreds konstatere, at alt var, som det skulle være. Selvfølgelig kunne han stole på leverandøren. Alt andet ville være selvmord for ham, som han havde sagt til Troels: Det ville være enden på hans forretningsimperium.
Det her var bedre end stoffer og narko og cigaretter og spiritus.
Nu måtte hans far da endelig kunne indse, at hans søn var dygtig og kunne tjene store penge.
Karl-Henrik lukkede porten ind til laden og låste omhyggeligt det hele af og forlod en kæmpe, illegal fyrværkerifabrik, der skulle danne basis for en forretning, hvis svimlende fortjeneste han i virkeligheden slet ikke turde tænke på.

 

09
I et frikvarter sad Laurits og Thomas og snakkede fortroligt. Det fælles omdrejningspunkt var Karl-Henrik. Begge havde en høne med vinger at plukke med den herre, og mens Thomas naturligt nok intet sagde om afpresningen, men holdt sig til bataljen med Karl-Henrik og Hylde, fortalte Laurits ham om Hanne Lene og hendes far, der givet var fyret, bare fordi han var far til hende. Uddeleren havde jo nærmest voldtaget Hanne Lene en aften, betroede Laurits ham, og Karl-Henriks sammenstød med Laurits´ egen far var måske heller ikke helt efter bogen.
Thomas forstod ikke så meget af det, men glædede sig over fælles fodslag mod idioten.
Laurits fortalte, at faderen ikke var den bedste bilist længere, men at han skulle have smadret Karl-Henriks BMW på den måde, lød lettere utroligt.
Thomas mente, at politiet nu snart måtte på banen, mens Laurits mere var for noget kontant afregning ude i Nystrup Plantage, eller bedre endnu at hænge ham op i sømærket ved indsejlingen til Hanstholm helt oppe fra toppen med hovedet nedad og gaffatape for munden.
Thomas foreslog, at de kunne tvinge ham ind på rockernes værtshus i Thisted. Der skulle han gå op til baren, prikke den største rocker på skulderen og sige: Hej skat, du sidder på min stol!

Det hjalp gevaldigt på Thomas´ humør at snakke ondt om Karl-Henrik. Han var slet ikke kommet sig oven på den knusende separation fra Britt. Han havde spekuleret mange gange på, om det var den der afpresning, der gjorde udslaget for hende. Eller var han i virkeligheden en dårlig elsker? Hun havde da nydt hans indsats og havde da været temmelig krævende oven i købet. Var det måske ikke godt nok?
Det var hende, der var startet. En lille, rask flirt, og Thomas var faldet pladask for hende.
Han forstod sig ikke på kvinder. Overhovedet. Så hellere nakke uddeleren. Nå, ja. Ham forstod han sig heller ikke på. Eller inspektøren for den sags skyld. Hvem forstod han sig egentlig på? Hylde-Per?
Havde han bare heddet noget andet end Thomas. Tom-asshole, som kammeraterne råbte i skolen. Kunne han for pokker ikke bare have heddet Finn eller Jens eller Jørgen? Fandens til forældre, man bare aldrig havde valgt.

 

[siteorigin_widget class=”SiteOrigin_Widget_Button_Widget”][/siteorigin_widget]

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg