Thisted får gæster mange steder fra. En mandag i 2021 kom Hendes Majestæt, Dronning Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, og fredag i samme uge kom Kurt og Birte fra Ålborg. Interessant, om deres syn på byen holder endnu i dag …
Det gør det.
Deres vurdering og positive indtryk af Thy i almindelighed og Thisted i særdeleshed fortjener at blive genudsendt. Derfor blev denne fem år gamle artikel fundet frem igen, støvet lidt af og pudset op!



Hvad synes I om Thisted Lilleby?
– Det er virkeligt imponerende. Jeg vidste slet ikke, at Thisted havde sådan en, medgiver Birte.
– Og så er størrelsesforholdet anderledes end der, hvor vi kommer fra. Der har man også lavet sådan en miniby, men Thisted Lilleby er jo i et noget større forhold, nemlig 1:10. Det må have kostet timer at bygge disse huse. Se, hvor livagtigt de er! Kirken står som var den en nøjagtig afstøbing af den originale, bare mindre. Det er meget flot, tilføjer Kurt.
– Meen, nu hvor vi også er gået ned gennem Christiansgave, må jeg studse lidt over, hvor uplejet skoven står. Hvorfor skal det se ud som en urskov? Det er mørkt og trist frem for lyst og venligt. Der synes jeg nu nok, at Thisted Kommune svigter. Til gengæld er Thisted det eneste sted i Danmark med et så originalt navn til deres fodboldstadion: Lerpytter!

Kystvejens udsigt over Limfjorden kan ikke gøres flottere, mener de udenbys gæster.
Kurt og Birte rejser tilbage til Ålborg med en fornemmelse af, at de er blevet klogere. Tænk, at Thisted og Thy har så meget at byde på.
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive, hvilket har resulteret i lidt flere end 13 bøger samt dette pensionist-magasin med omkring 1.000 artikler, hvoraf en hel del er havnet i papirkurven.
Bøgerne kan lånes på biblioteket eller købes her på THY.pt under menuen ORDFATTER.
TJANSORKER? Det er blot substantivet for at orke tjansen at skrive. Og det gør jeg! Altså orker!





0 Kommentarer