Det fredede Lodbjerg Fyr er opført i 1883 med granitblokke fra Bohus i Sverige. Der er adgang til fyrtårnet mod en beskeden betaling. Herfra kan man overskue landskabet, som domineres af hav, klitter, klithede, søer og plantage. Mod syd ses Agger Tange med den lange række af høfder, som blev bygget i perioden fra 1900 til 1920 for at beskytte tangen mod havets gennembrydning. I det frodige landbrugsland øst for Ørum Sø knejser Vestervig Kirke.

Den 25. maj i år genåbnede fyret efter en gennemgribende restaurering. Restaureringen skal medvirke til at beskytte den levende bygningskultur og den formidlingsværdi, fyret udgør i området. Projektleder i Realdania Eske Møller siger:

”Lodbjerg Fyr er et væsentligt stykke bygningskultur og et af de fineste fyranlæg i Danmark, og det rummer en stor formidlingsværdi. Med den nu afsluttede restaurering og nyindretning er såvel bygningerne som fortællingen om søfarten, fyrvæsenet og naturen i Thy sikret et godt stykke ind i fremtiden. Takket være de mange frivillige på stedet er Lodbjerg Fyr et mønstereksempel på Realdanias mål om at understøtte den levende bygningskultur og udvikle de stedbundne potentialer.”

Fyret er et fremragende udgangspunkt for udflugter i nationalparkens vildmark, og i selve fyrkomplekset kan man tilbringe en hyggelig stund mens man fornemmer historiens vingesus i kaffestuen i den gamle fyrmesterbolig - uanset om man er på vej ud på tur, hjem fra tur eller bare skal have sin kaffe.

Kaffestuen har åbent dagligt fra 26. maj til og med oktober kl. 11.00-16.00.

ANDRE MULIGHEDER VED FYRET
Ved fyret kan besøgende møde Nationalpark Thys frivillige fyrværter, som fortæller om fyrets historie og områdets natur, eller blive klogere på naturen i den naturhistoriske udstilling - se nærmere her på www.thy360.dk

En tur mod syd til Lodbjerg Fyr kan anbefales. Dels er selve bygningerne værd at se, ikke mindst tårnet; dels indbyder skoven og klitterne omkring fyret til kortere eller længere vandreture, og så kan man jo nyde frokosten bagefter! Der er også madpakkehus, så vejret betyder ingenting!

Lodbjerg Fyr er åbent for besøgende hver dag fra kl. 7-21. Kaffestuen kun i sommerhalvåret fra 26. maj til 31. oktober.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg