Jeg blev født på Sjælland. Mit latinske tilnavn "Grammaticus" (= den lærde) blev først tillagt mig i Jyske Krønike fra omkring år 1342, hvor også et sammendrag af Gesta Danorum, kaldet Compendium Saxonis, er inkluderet. Den ældre del af Chronica Sialandie (= Sjællandske Krønike) kalder mig Saxo cognomine Longus (= Sakse med tilnavnet den lange). Sådan er der så meget.
Jeg omtales i Absalons testamente som klerk, men Sven Aggesen kalder mig contubernal (= hirdfælle). Det er måske heller ikke det kirkelige, der nager mig mest; blandt mine dyder er ikke ydmyghed, men tapperhed og hirdmandens ære. Man kan sige meget om Absalon, jeg nøjedes med stilfærdigt at nævne, at han som biskop optrådte mere som en pirat end som pontifex. Jeg kan en hel del latin, hvad ellers? Derfor kaldes jeg "Grammaticus".
Jeg har gået i fransk klosterskole, hvilket jeg ikke vil anbefale nogen. Der var meget mobning, men det kaldte vi det ikke dengang. Jeg skriver i mit hovedværk Gesta Danorum (= Danernes bedrifter), at både min far og farfar havde tjent som krigere under kong Valdemar 1. den Store, og at jeg kunne ønske mig at tjene Valdemar 2. Sejr, men helst på en mere åndelig måde. Jeg har aldrig været meget for at slås.
Den romerske historiker Justinus og den romerske forfatter Valerius Maximus er mine absolutte favoritter. De har betydet meget for mig og mine seksten håndskrifter, Gesta Danorum i seksten håndskrevne bind, trykt i 1514.
En del er noget, jeg fandt på, især den første halvdel, men resten er rent faktisk overleveringer, der har en vis troværdighed.
Sine steder kan jeg ikke helt forklare, hvorfor det går, som det går, men så skriver jeg blot, at det må være guderne, der griber ind.
Når man efterlader sig Gesta Danorum, efterlader man sig noget. Ellers er man hurtigt glemt og ude af sagaen. Ikke sandt? Husker du, kære læser, måske din oldemor?
