Nyt fra Thisted Kommune

Klik her for Thisted Kommunes hjemmeside,

hvorfra der er følgende informationer om kollektiv trafik i Region Nordjylland.

Morsø, Thisted, Vesthimmerland og Jammerbugt Kommune har sammen med Region Nordjylland afsat 16 millioner kroner ekstra til den kollektiv trafik i de fire kommuner mod vest.
Det betyder, at der fra midten af august i år og tre år frem kører busser med timedrift mellem de største byer i kommunerne - hver dag fra tidlig morgen og til sen aften, samt i weekenden.
Derudover vil det være gratis at benytte Plustur fra 11. august 2019 og tre måneder frem.
Med Plustur kan du blive kørt med taxa eller minibus fra og til det nærmeste stoppested, så dem der bor langt fra et stoppested, også kan få glæde af de mange ekstra busser. I Thisted Kommune er der særligt mulighederne for at komme fra kystby til kystby, eller ind til de tre centerbyer, samt muligheden for at benytte flextrafik som eksempelvis Plustur de steder, hvor busserne ikke kører fast. Der er også fokus på hyppigere afgange på de faste ruter.

Hvis du ikke allerede er bekendt med de nye og hyppigere afgange, samt mulighederne med Plustur, så husk at tjekke rejseplanen.dk eller besøg Nordjyllands Trafikselskabs hjemmeside.

NT holder i samarbejde med regionen og Thisted Kommune en begivenhed torsdag d. 15. august, for at markere den øgede busdrift. Det foregår ved Hanstholm Centret fra kl. 16 - 18, hvor du har mulighed for at komme og høre mere om de forbedrede muligheder med den kollektive trafik. Kl. 17 vil der være taler ved Thisted Kommunes borgmester Ulla Vestergaard og Tage Leegaard fra Region Nordjylland.

Desuden er der gratis bankospil (til de første 50 fremmødte), kaffe og kage, hoppeborg og en masse andet.

Læs mere på ViRejserSammen.dk

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg