Gider du godt tale dansk?

Kære læser – sig sådan, næste gang du møder en dansker, der ikke kan tale dansk, men absolut skal krydre sine sætninger med åndssvage og aldeles unødvendige engelske erstatningsord. Det er lige meget, om du er til møde eller om du sidder i omklædningsrummet – hvis et eller andet paphoved siger issue eller item eller bias eller noget lignende til dig, så lad for Guds skyld være med at lade som om du har en doktorgrad i engelsk litteratur og selvfølgelig forstår. Sig i stedet for: Gider du godt lige tale dansk?

Morten Rydal
sognepræst i Hem, Hindborg, Dølby, er forfatter til dagens artikel

Tag nu bare det hæslige ord »issue«. »Det er ikke et issue«, siger helt almindelige danskere til andre helt almindelige danskere. Hvis man slår ordet op i ordbogen, kan man læse, at issue på engelsk har mindst 7 forskellige betydninger. Jamen, hvorfor i al verden så bruge sådan et tvetydigt uforståeligt ord, når modtageren tilmed er dansker? Altså: Gider du godt lige tale dansk?
Al denne idiotiske sprogforbistring og sprogforurening skyldes, at man åbenbart stadigvæk mener, man er smart, når man siger noget på engelsk. Jeg kan forstå, det var smart i 60’erne og 70’erne at sige okie-dokie, og flower-power-tøj. Dengang var England stadig imperiets hovedland, og USA var en supermagt, men i dag? Ikke desto føles det engelske åbenbart stadig smart og sejt. Man er virkelig noget, hvis man til møde kan sige: point taken (dansk: jeg har fattet pointen) eller hvis man kan fortælle sine venner, at man i sommerferien kun har læst romaner på engelsk. Det er komplet umuligt for en amerikaner eller en englænder at lære dansk, for så snart han åbner munden i en større forsamling, styrter alle straks til og skal demonstrere, hvor vildt gode de er til engelsk.
Er det, fordi vi skammer os over vores eget sprog? Vores modersmål – det sprog Gud nu har givet os, og som vores mor talte til os? Jeg kunne fylde hele dagens avis med eksempler på åndssvag brug af engelsk.
Når kongen skal ud at løbe, hedder det Royal Run – selvom det kun er danskere, der løber. Når Skive skal have endnu et nyt indkøbscenter, kalder bygherrerne det for »Skive Retail Center« (prøv at udtale det med Skive-accent eller på Sallingbomål).

Hvorfor THY TALKS? Hvorfor ikke THYSNAK?

Når andre store bygherrer vil berige os danskere med nye grimme højhuse, kalder de dem f.eks. »Lighthouse«, som af alle steder i verden ligger i Aaaarhus. Eller hvad med et underligt fremmedklingende navn som »The Stamp«, som er navnet på tre grimme ny tårne på den gamle postterminalgrund i København.
Jamen, siger reklamekonsulenten og blinker, stamp betyder jo »frimærke«. Jo tak, professor, men hvorfor skal det overhovedet oversættes til engelsk? Mig bekendt er de fleste københavnere jyder, selvom de helst vil glemme det. Hvorfor skal det kaldes walk’nroll, når handicappede i Agger skal ud at gå en tur? Et samarbejde mellem Danmarks Meteorologisk Institut og Rigsarkivet kaldes helt mærkeligt for ropewalk – det drejer sig om digitalisering af danske skibslogbøger.
Når man skal over Lillebæltsbroen hedde det bridgewalking, og skal man på festival, kan man vælge mellem Distortion, Northside, Tinderbox og Copenhell. Gider I godt tale dansk?
Så siger folk: Jamen, engelsk er et meget rigere sprog end dansk. Engelsk har flere ord – se bare på deres ordbøger. Til det hørte jeg en sprogforsker sige: Nej, englænderne har bare råd til at udgive større ordbøger. Dansk kan med sine sammensatte ord så langt overgå engelsk i ordrigdom.
I virkeligheden er al denne ynkelige skamfuldhed på eget sprogs vegne ikke kun et dansk fænomen. Næste gang, du, kære læser, tager til Norge eller Tyskland, så prøv at tænde for bilradioen og lyt bare 2 minutter til de norske eller tyske musikprogrammer.
Her kan man høre, at de norske og tyske dj’s på samme måde føler sig vanvittig smarte, når de kan sige et eller andet på engelsk. I mine øren lyder det bare latterligt, men man kan pludselig høre, hvordan det må lyder i andres øren, når vi danskere fylder vore sætninger med engelsk: Det lyder provinsielt, som – ja, undskyld – som bondeknolde, der skammer sig over deres jyske dialekt og prøver at tale fint.
I Norge og i Tyskland har man ovenikøbet sproglove, fordi man har en fornemmelse af, at sproget skal skærmes. Jeg ved ikke, om det virker, men måske er tiden kommet til at gøre et eller andet. Jeg talte med konfirmanderne om påske. Vi talte om Judas, og jeg fiskede efter, hvad det var, Judas gjorde sig skyldig i. En af mine konfirmander rakte fingeren i vejret og sagde: Øhm, betrayal? Han kunne komme i tanke om et ret avanceret engelsk ord for forræderi. Men det danske ord, kunne han ikke finde. Det satte tanker i gang hos mig.
Én ting er, at vi i Danmark er udsat for en massiv ensidig engelsksproget kulturpåvirkning. Men hvorfor skammer vi os sådan over vores eget sprog, for det er det, vi gør, når vi bevidstløst og for at spille smart vælger engelske ord i stedet for danske. Gør oprør imod det, kære læser. Sig: Gider du godt lige tale dansk?