Om at miste sin ægtefælle (2. af 2)

– Jeg sagde til Henning, inden jeg tog af sted den dag, den 20. juni, at nu skal du huske at blive, til hjemmehjælperen kommer, så går hun en tur med dig. Han ville bare gå tur! Det var han jo frisk nok til. Det var den livskvalitet, han havde.

– Da jeg kommer hjem, så var han alligevel gået, inden hjemmehjælperen var kommet. Der var lidt problemer med gps'en, og hun kunne ikke finde ham, og naboen kom også og hjalp til. Jeg kan spore hans GPS, så tag du bare videre til den næste, du skal besøge, sagde jeg til hende. Der var en pejling, og den viste, at han måtte befinde sig ude omkring Vangsåvej. Jeg havde slet ikke tænkt på, at der kunne ske noget.

– På Spanggaardsvej er der en rende, en lille bæk, som er vanskelig at se, og den var han faldet i med hovedet nedad. Jeg fandt ham der, ja, det var helt forfærdeligt. Mens jeg holdt hans hoved oven vande, jeg kunne ikke få ham op ad renden ved egen hjælp, ringede jeg 112. Jeg kunne godt se at han var død, men forstod det ligesom ikke. Der kom både lægeambulance og helikopter. Men det var for sent.

– Det var et forfærdeligt chok. Siden han stoppede med at arbejde, gik han hver dag - i starten 25 kilometer om dagen og til sidst 10-12 dagligt. Han gik også, når han var på dagcenteret, han havde stadig orienteringsevnen i behold og kunne godt finde hjem. Det var umuligt at være med på alle hans ture, så derfor fik han en gps-sender, men at sige at han ikke måtte komme ud at gå, ville have været at stække ham.

– Heldigvis følte jeg, at vi hele tiden havde kontakt med hinanden - også til sidst. Nogle gange kunne jeg blive desperat - nu skælder jeg dig ud! Så fik han en overhaling, hvorefter jeg undskyldte, og så kunne vi grine af det bagefter; han var en meget robust og rummelig person. Han blev aldrig sur eller bitter! Det havde han bare ikke i sin personlighed. Somme tider blev jeg jo sur, men da han ikke reagerede på det, så skulle jeg selv gå og huske på, at jeg var sur.

– Henning blev bisat fra kapellet på Vestre Kirkegård, som vi lejede, da vi ikke er medlemmer af folkekirken. Min kusines mand spillede guitar, mens de 150 venner, familie og bekendte der dukkede op, fandt deres pladser. Vi havde selv lavet ceremonien, som blev bundet sammen af min kusine. Jeg holdt en tale, det gjorde vores døtre også. Vi sang nogle smukke danske sange, blandt andet "Danmark nu blunder den lyse nat". Afslutningsvis afspillede vi et nummer, hvor Henning sang en sine egne sange, et nummer om verdensfred, som han havde skrevet, da han var ung og idealistisk. Så gik vi alle efter rustvognen, mens én spillede harmonika. Da vi nåede op til vejen, kom en studentervogn med hujende og skrigende unge mennesker. Det var helt fantastisk befriende! De stoppede, vi stoppede, og så vinkede vi til hinanden. Bagefter fik vi kaffe nede i Æ Redningshus, hvor vi ti år før havde fejret Hennings 50-års fødselsdag. Det blev den fineste dag, og en dag der er god at tænke tilbage på. At vi sammen, så mange mennesker, på en smuk forårsdag sagde farvel til Henning.

– Mine forældre ligger begravet på Klitmøller Kirkegård ved flagstangen, et sted Henning altid gik forbi på sine ture, og vi var så heldige, at der kunne blive plads til Hennings urne der også. Han ligger sådan lidt med ryggen mod muren, kan man sige.

– Hele sommeren igennem har jeg og mine søskende og den øvrige familie været sammen. Der har været folk omkring mig det meste af tiden, og jeg skulle også begynde på arbejdet igen efter 14 dage. Sorg går gennem hænderne; det er godt at have noget at lave!

– Jeg sover rimelig godt. Ikke noget med en middagslur, så ville jeg have svært ved at falde i søvn. Der var en form for udmattelse, da det hele var overstået. Men måske var det alligevel nådigt, at Henning slap for at komme på plejehjem, - selv om det nok ville være gået udmærket, de er både dygtige og erfarne. Vores venner har været søde under hele processen, og selv om der er langt til Hobro, så har vi beholdt kontakten til dem også gennem Hennings sygdom, og det har varmet, at så mange har tænkt på mig og pigerne. Min nye læsekreds i Klitmøller kom med en blomst, da Henning døde, det blev jeg også meget rørt over.

På trods af et følelsesmæssigt turbulent år kan Tine også smile indimellem.
– Jeg forsøger at få det bedste ud af dagen og har grundlæggende et positivt livssyn. Det havde Henning også, og derfor føler jeg mig også forpligtet til at leve livet, når man har det. Heldigvis er der øjeblikke, hvor jeg får lov at grine lidt. Vi fik for eksempel SPAR Klitmøllers pensionistkort, men jeg vil ikke snyde nogen, så jeg gik derned og sagde, at jeg ikke var pensionist. Ja, men det gælder også, når du er fyldt 60, sagde den søde unge pige, og jeg kunne se, at hun straks fortrød, hvad hun havde sagt, for jeg måtte fortælle hende, at jeg altså ikke var 60 endnu!