“Hvor er det dejligt at komme ud i lyset,” siger græsslåmaskinen, da jeg trækker den ud fra garagens mørke for første gang i år.
Det gode humør holder, indtil den ser græssets længde.
“Ja, jeg beklager, at vi ikke fik slået én gang mere i efteråret,” siger jeg.
“Èn gang, du mener TRE gange mere,” siger græsslåmaskinen, mens den skærer klinge i irritation.
“Ja, ja, kom nu bare i gang, om et øjeblik ser den plæne fantastisk ud,” siger jeg.
“Planlægger du at få Det Danske Haveselskabs guldmedalje i år?” siger græsslåmaskinen med et lille, hånligt udstødningspuf.
“Nu ikke så sarkastisk, din bøvede båtnakke af en benzinbrænder,” siger jeg og lukker dermed effektivt diskussionen. Det synes jeg i hvert fald selv.
Fem minutter efter slår græsslåmaskinen med bagenden, så græsopsamlerposen falder af, og sekundet efter sender klingen et næsten flydende, fladtrådt, råddent efterårsnedfaldsæble direkte op på mine bukser.
