Danmarks bedste Portrætmaler var - igen - en udsendelsesrække med konkurrencemoment. Det er der ikke noget galt i. I hvert fald ikke andet end trivialiteten og ensformigheden.
Når man så inviterer os til at være medbeskuere og måske endda blive tændt af at male, er det overordentlig beskæmmende, at vi ser så lidt til malerierne under udførelsen. Vi får masser af klip med kunstmalerne, "kunstnerne", som værtinden kalder dem, selv om nogle af dem selv erklærer, at de er amatører. Hvornår er man kunstner?
Vi får også masser af klip med dem, der males. De sidder fire timer i en stol og er meget benovede over de færdige resultater. Dommerne udtaler sig autoritativt og har åbenbart en masse forstand på emnet. Så dem ser og hører vi også en hel del til.
Det eneste, vi bare ikke ser ret meget af, er billederne, mens de males. Det var eller spændende at kunne følge processen hele vejen fra de første teoretiske overvejelser til det færdige resultat. Hvorfor laver hun det sådan? Hvorfor ændrer hun det her til det her? Hvilke begrundelser for at vælge netop den farve der?
Der var mange spørgsmål, der kunne være interessante! Men det er og bliver et rent underholdningsprogram og ikke andet. Vi skal aldeles ikke blive klogere på det at male portrætter.
Af den grund er jeg ude.
Et øjeblik …
