Roman om demens ► THY.pt

1. Kapitel

Vi sidder over for hinanden ved spisebordet. Har lige tygget af munden, og Signe fumler med sin serviet og siger:
– Jeg har bestilt tid hos lægen i morgen.
– Øh, tid?
– Ja.
– Ja, men lille skat, er der noget galt?

Hun tager min hånd og ser ned. Det er ikke godt, det her. Der er så meget, kvinder kan have. Mystiske knuder her og der, sår eller rifter, der ikke vil hele. Pludselige, ukendte smerter. Ømhed, man ikke har haft før. Jeg bliver så nervøs, at jeg ryster.
– Nej, Tommy, ikke mig. Jeg vil gerne have lægen til at undersøge dig.
– Mig?

Jeg har åbnet munden:
– Ja, men hvorfor i alverden vil du det?
– Fordi jeg er bange, Tommy. Jeg er så bange for, at der er noget galt med dig.

Jeg rejser mig og sparker til stolen og begynder at råbe:
– Galt med mig? Galt? Hvad fanden bilder du dig ind? Hvem tror du, du er? Hvordan i alverden finder du på at bestille tid hos lægen for mig … uden at spørge mig på forhånd?

Jeg hamrer hånden ned i bordet og går frem og tilbage mellem køkkenbordet og spisebordet. Signe har lænet sig frem med begge hænder foran ansigtet, men tager dem væk igen:
– Tommy, sæt dig nu herhen, så vi kan snakke. Jeg vil forklare …
– Der er ikke noget at forklare.
– Vi har snakket om det før, skat. Jeg har prøvet at få dig til selv at bestille en tid, men du vil ikke forstå, eller også vil du ikke høre. Jeg ved ikke helt, hvad …
– Jeg forstår ikke en skid af det, du siger.
– Jeg tror, du er ved at blive syg, Tommy. Jeg vil dig det bedste, og hvis …
– Hvad fanden mener du med syg? Syg? Jeg er sgu ikke en skid syg.

– Jeg har ventet længe, for i begyndelsen troede jeg, at det bare var noget tilfældigt, når du for eksempel fortalte den samme historie flere gange under det samme måltid, eller når du pludselig uden varsel forlod huset og bagefter ikke kunne fortælle mig, hvorfor du gik, eller hvor du skulle hen eller …
– Og hvad skulle jeg fejle, om jeg må be?
– Måske er du på vej til at blive dement, Tommy, og så skal der sættes ind. Jo tidligere, jo bedre, for man kan udsætte …
– Dement? Det mener du da ikke? Signe, se på mig. Skulle jeg være dement? Du må sgu da have andre eksempler end de to fjollede. Hvorfor tror du, jeg er ved at blive dement?
– Også fordi du på så mange måder har forandret dig.
– Hvad? Det forstår jeg ikke et muk af. Forandret mig?
– Vores sommerferie. Du plejer at komme med forslag længe før ferien. Jeg har intet hørt. Mors dag? Intet hørt eller set. Ingen blomster her. Vores bryllupsdag? Ingenting. Og det plejer du. Du har altid husket …
– Ja, men, ja, men jeg …
– Til at begynde med troede jeg, at du var blevet ligeglad med mig og vort ægteskab.

Signes øjne er blevet fugtige.
– Nej, for søren, ja, men jeg forstår slet ikke, hvad du mener, Signe. Jeg er da ikke ligeglad med hverken …
– Det er, som om jeg ikke længere betyder noget for dig. En veninde fortalte mig, at hendes far var blevet dement og beskrev symptomerne. De lignede altså dine til forveksling.
– Hvad?? Nej, nu må du holde …

Jeg har rejst mig halvt op og sætter mig igen. Jeg stirrer på hende og ryster på hovedet og synker og synker og kan ikke finde ord:
– Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Det er ikke mig, der er inde i dit univers.
– Og jeg er ikke inde i dit, tilsyneladende.
– Nå. Så fri mig for dine underlige vurderinger af mig.

Jeg ryster på hovedet og forlader huset efter at have slammet yderdøren i, så karmen er tæt på at gå i stykker. Jeg hiver min diktafon frem og overvejer, om jeg skal slette det, den lige har optaget. Det var godt, jeg købte den. Det anede mig, at de er ude efter mig. Men jeg skal vise dem.