Sigurd Zweistein leverer et tankeeksperiment: Somme tider skal man forestille sig noget totalt anderledes. I et land sidder en mand og kan trykke på en knap. Hvis han gør det, vil alle mennesker dø på én gang. Smertefrit. Og hvad sker der så?

Det kunne også være en ikke helt uvirkelig situation: Først Rusland, siden Kina erobrer flere og flere stater, klimaet giver uoverskuelige følger, og tredje verdenskrig begynder – med atombomber. Jorden plastres til, og de mennesker, der ikke er døde efter direkte a-angreb, vil dø af den abnorme radioaktive udstråling. Alt liv på jorden slukkes.

I intet af de to tilfælde vil nogen mennesker overleve – er tanken. I det første vil dyrene; efter en total a-krig er der formentlig intet liv tilbage. Jorden ligger tom og øde hen i universet.

Hvem ville sørge? Ingen.

Hvem ville tage skade af det? Ingen.

Hvad med dyrene? De stærkeste ville overleve i det første tilfælde.

Klimaet og miljøet ville umiddelbart få det bedre. Dog ikke efter det andet tilfælde. Der vil gå mange år efter A-bomberne, før der igen vil være basis for liv.

Det ser jo faktisk ud til, at vi mennesker er i vejen for kloden. For det gode klima. For det sunde miljø. For hinanden. Kun dyr, der overlever, ville have “glæde” af det. Dyr lever i instinktet og kan derfor ikke forestille sig noget som helst.

Nå. Hvad så? Vil en gud tænke: Gider jeg det her en gang til? Vil nogen derude i universet tænke: Nøj, hvor vi savner disse mennesker? Vil mennesket genopstå efter en million år – igen efter en mutation? Vil den samlede viden i dag være spildt? Spildt? Hvilket ord i denne forbindelse.

Faktum er, at vi mennesker er os selv værst. Vi ødelægger kloden. Vi bekriger hinanden og slår ihjel. Vi er det mest ondskabsfulde væsen på kloden. Uden sammenligning.

Neutralt kan man frejdigt konstatere, at den enkelte kan leve et indholdsrigt liv med masser af kærlighed til familie og venner, et liv præget af arbejde og lyst til livet. Man fødes, vokser op, uddanner sig, får et arbejde, gifter sig, stifter børn, bliver ældre, børnene bliver voksne, stifter familie, får børn og så videre og så videre – i en lang trummerum.

Set ovenfra er alt i forandring. Ingen levende væsner slipper fra den cyklus. Frejdigt igen må man konstatere, at der ikke foreligger en mening med det. Med de flere end 7 milliarder mennesker, der i øjeblikket bebor kloden. Mennesket er set ovenfra meningsløs som alt liv. Hvilket formål tjener vi?

Jo, som jeg skrev: Hver for sig, for mig selv, min familie, mine venner – er der masser af formål. Men for menneskearten? Hvad var det nu, jeg skrev i første linje:

Faktum er, at vi mennesker er os selv værst. Vi ødelægger kloden. Vi bekriger hinanden og slår ihjel. Vi er det mest ondskabsfulde væsen på kloden. Uden sammenligning.

Så. Hvad er meningen?