Sjældne dyr og en dum lærer

Min fars cykel var sort. Han havde selv malet den. Maling havde vi nok af i vores lille farvehandel i Thisted. Han vækkede mig en morgen meget tidligt og sagde, at vi skulle på en cykeltur. Vi cyklede hjemme fra, da det var ved at være lyst. Jeg fik godt nok ondt i numsen, fordi der ikke var et sæde på stangen til så små drenge som mig, så jeg måtte sidde på stangen med begge ben hængende til den ene side.
Fuglene sang ikke. Spurven sidder stum på kvist, havde jeg lige lært at synge. Det var meget koldt og det blev endnu koldere, da vi kom ned til fjorden, fordi det blæste mere der. Jeg havde ikke vanter på. Huu det var koldt, men så sagde min far at vi snart ville få varmen, fordi der var brosten på vejen længere henne. Det forstod jeg ikke noget af, så da jeg spurgte min far, hvordan det kunne være, at vi fik varmen, svarede han, at vi kom til at ryste så meget, at vi rystede os varme. Der var nemlig kun brosten på Kystvejen. Da vi nåede hen til Thistedpigen, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke frøs mere. Men Thistedpigen frøs jo, fordi hun slet ikke havde tøj. Jeg har aldrig set en pige uden til på. Det var godt nok mærkeligt og det gjorde, at jeg trak vejret meget hurtigere, men det gjorde slet ikke spor. Det føltes dejligt og jeg glædede mig til at se, hvordan Ulla ville se ud uden alt sit tøj på.
Min far sagde, at han elskede naturen. Han fortalte mig, at der boede en helt hvid solsort, der hvor Thistedpigen står. Mærkeligt. Jeg havde aldrig set eller hørt om en solsort, der var hvid. Jeg havde heller aldrig hørt om en fugl, der hed hvidsort. Men pludselig landede der en hvidsort lige foran os. Hold da op hvor var det spændende. Vi var så tæt på den, at vi kunne se, at dens øjne var røde. Jeg sagde til min far, at der nok var en, der havde malet den der er nogen, der havde malet den hvid.
Min far græd med tårer. Men han var ikke spor ked af det. Han grinede med tårerne, som løb ned ad kinderne på ham.
Næste dag fortalte jeg om den hvide solsort i timen. Alle i klassen grinede virkelig meget. Selv min klasselærer grinede og sagde at jeg havde en god fantasi. Dengang vidste jeg ikke hvad fantasi betød. Jeg blev så ked af det, at jeg spurgte, om jeg måtte gå i gården, selv om jeg ikke skulle tisse. Jeg ville bare ikke være i klassen. Jeg græd meget.

Jeg tog min skoletaske og løb alt hvad jeg kunne ud på gangen. Der stod jeg og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så tog jeg en stor og vigtig beslutning. Jeg løb i fuld firespring hjem og kastede min skoletaske hårdt på gulvet, så alle bøgerne, mit penalhus og madpakken fløj ud på gulvet.
Du kan roligt gå i skole i morgen, for nu cykler jeg ned i skolen og taler med din dumme fysiklærer Poul Østergård Pedersen.

Jeg havde aldrig nogensinde hørt min far sige dumme lærer til nogen. Jeg havde heller aldrig set min far se så hvid ud i hovedet. Han var hvid i hovedet som et stykke skolekridt.
Den næste dag i skolen havde jeg det ikke så skidt mere. Der var ingen der grinede og minsandten om ikke lærer Poul Østergård Pedersen sagde med et smil, at jeg var velkommen. Og for resten vil jeg gerne sige undskyld til dig for det der skete i går, ja og så må du hilse din far rigtig mange gange og sige mange tak for sidst. Jeg kunne ikke sige noget, men jeg tænkte, at det var underligt at hr. Østergård kunne være så høflig og sød.