Pludselig …

lyder der barnegråd fra en af de bagerste rækker. Det stilner af, og koncentrationen kan igen zoome ind på foredraget om alkoholmisbrug. Et halvt minut senere bryder barnet igen ud i gråd og, kan man høre, trøstes af moderen. Der lyder lidt pludren, og derefter er der ro i flere minutter.

Så er den gal igen. Moderen bliver siddende og gør et eller andet for at få sit spædbarn til at være stille. Men et spædbarn har et behov her og nu; opfyldes det ikke, er fremgangsmåden den, at man åbner munden og vræler.

Moderen kæmper nogle sekunder, men må give op og forlader salen. Foredragsholderen holder inde imens og genoptager sin fortælling.

Et par minutter senere viser moderen sig igen med sit spædbarn på armen, og der er ro fra bemeldte person i flere minutter. Hun (?) har dog ikke tænkt sig at hvile på de stille laurbær, så efter lidt betænkningstid åbner barnet igen for de orale sluser og kommer med pludrelyde, der for en stund blander sig med foredragsholderen, der er nået til det afgørende dilemma i sin fortælling om konen, der vil skilles.

Det er her, at barnet kraftigt signalerer, at nu kan det være nok og sætter turbo på de forholdsvis spinkle stemmebånd.

Med lidt forskellige indslag varer det til foredragets slutord.

Da vi forlader salen, standser en ældre kvinde moderen med spædbarnet og siger noget i retning af:

– Et spædbarn hører ikke hjemme til et foredrag for voksne!

– Det bliver jeg ked af at høre, forsvarer moderen sig, mens hun holder genstanden for emnet tæt ind til kroppen.

– Ja, måske er det dårlig dømmekraft at tage et spædbarn med. Det var bare det, jeg ville sige!

Herefter drejer den ældre kvinde sig rundt og forlader bygningen sammen med alle andre.