SPAR Klitmøller viste tapas og Ulvedal Oste hele dagen i går, fredag

Ulvedal oste

Det nye tapassortiment og de spændende oste fra Ulvedal præsenteres på to stande lige inden for indgangen til SPAR Klitmøller. Henne i Musses køkken er der travlhed med at fremstille lækre tapastallerkner  til 50 kr, og købmanden gi’r et glas vin til. Det vrimler med gæster i cafeen. Samtidig er der gode tilbud på vin, hør nu her: Sol One, seks flasker for 690,-!

Så der er i og for sig ingen grund til at blive hjemme på sofaen i dag.

Annette er salgskonsulent i Ulvedal Oste, der kommer fra Egtved, hvilket kan aflæses på den ene ost, der hedder Tørskind, mest af alt kendt fra Tørskind Grusgrav, der rummer mastodonten Robert Jacobsens jernskulpturer, og hvor selveste dronningen engang aflagde besøg uden at falde overhovedet. Økologiske køer sørger for ostene, der bliver behandlet efter alle kunstens regler. Hun informerer stærkt vidende om firmaet og baggrunden for osteeventyret, der nu også er at finde i SPARs butikker, mens salgsdirektør Michael Andersen supplerer:

"Ost tilberedes i princippet som god vin. Det er lagringen, der giver forskellen på god og almindelig ost."

Michael mener selv beskedent, at Ulvedal fremstiller god ost. Din udsendte ostesmager prøvesmager alle tre oste og synes især godt om Tørskindosten. Den er cremet og særdeles velsmagende og kan nok anbefales!

læs videre i morgen

hvor det handler om tapas

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg