En under-søgel-se

Indkaldelsen var ventet, men et afbud gjorde, at den kom før tid.

Dejligt med et lokalt sygehus

Når man bor i Thisted, er det aldeles fint at have et sygehus lige i nærheden.

Jeg ankom i god tid

og forsøgte at logge mig på med min mobil-app. Men nej, det ville den ikke godtage. En venlig herre kom til og afslørede, at sygesikringsautomaten ikke var opdateret til det der moderne mobilnoget.

Men så hev jeg kortet frem fra inderlommen; det er altid godt at være forberedt på, at ikke alt finder sted ud fra mobilen.

Foto fra Thisted sygehus. ca. 1910. Syge børn og en sygeplejerske. Foto fra Conni Kristensen, Thisted Foto- A. Scharling

Jeg ventede ikke længe

før en venlig  sygeplejerske hentede mig og førte mig sikkert til undersøgelseslokalet. Hun smilede og havde fuld koncentration på den aldrende patient. Forklarede, hvad der nu skulle ske og førte mig direkte til det relevante område. Måske kunne jeg selv have fundet det. Uanset det er det en fin service at blive hentet, så ingen er i tvivl.

først en venflon

Så stak hun mig i håndryggen.

Et perifert venekateter, i fagsproget ofte kaldet et venflon eller blot ved forkortelsen PVK, populært kaldet et drop, er et tyndt plastikkateter, der lægges ind i en vene på en patient, for derigennem at lette administration af medicin eller væske. Et PVK lægges typisk i en vene enten på håndryggen eller i albuebøjningen, da venerne her oftest ligger tæt under huden og er tydeligere at se; dette vil dels gøre det lettere at lægge katetret rigtigt, dels mindske ubehaget for patienten.

Men der var intet ubehag. Nu var jeg klar til undersøgelsen.

Muligvis fra Thisted gl. sygehus, gården. Datering- ca. 1910

Thisted Sygehus´ Forhistorie

1857: Thisted Sygehus, det daværende Thisted Amts Syge- & Epidemihus og Tuberkulosehospital i Thisted, opføres på en bakkeskråning nordøst for byen. Det består af et toetagers forhus med sygeværelser og senge øverst og badelokale, lejlighed for ”Oeconomen” – som stod for blandt andet sygepleje og bespisning – med køkken, spisekammer med mere.
Sidehus ”Østen” består af sygeværelser, badelokale og et værelse for vågekonen.
Sidehus ”Vesten” indrettes til ligstue, lokaler for afsindiges midlertidige bevogtning, vaskehus, stald til køer og plads til fourage- og rullestue.
På gårdspladsen er to latriner og et hønsehus. Desuden er der en haveplads og et jordlod.

Der er i dag ikke mere tilbage af dette første sygehus, som lå der, hvor det nuværende ligger.

1894: Epidemibygningen længere oppe ad bakken står færdig og benyttes de næste ca. 50 år af patienter, der lider af tyfus, skarlagensfeber, difteri og andre smitsomme sygdomme. Senere indrettes den til medicinsk afdeling og derefter ergo- og fysioterapi.

1908: Arbejdet med at opføre et tuberkulosesanatorium går i gang. Det bliver senere indrettet til øre-næse-hals-klinik og tuberkulosestation og senere sygehusadministration.

 

Kilder: ”Uddrag af Thisted Sygehus’ historie” af Berth Larsen og Lokalhistorisk Arkiv i Thisted.

 

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.