Hav en god dag!

Bag kasseapparatet sidder en skoleelev. Sådan forekommer hun mig. Hun har fået fritidsjob, og det er godt. Unge, der tager ansvar for sig selv, er en gave for samfundet.

Jeg lægger mine varer på båndet. Hun glemte vist at sige god dag, men skidt med det. I det hele taget ser hun sammenbidt ud. Munden er en smal streg; hun indbyder ikke til hyggelig småsnak.

– Bon med?

– Ja, tak!

Jeg kigger hastigt ned over tallene. Alt ser fint ud. Hov! Youghurten står til 24 kroner flasken. Det må rettes.

– Altså, ved du hvad, det er da vist en fejl: Den står til 10 kroner, og du har taget 24 …

Hun slår surt med hovedet og retter beløbet. Uden kommentar.

– Var det en idé at sige det til din chef, altså at kassen eller scanneren  ikke er klargjort til den nedsættelse? Jeg synes, jeg før har oplevet, at …

Hun slår igen med hovedet og begynder – uden at sige et ord – at betjene næste kunde. Jeg tygger lidt på det, men giver ikke så let op:

– Du ser sgu sur ud. Er det mig eller dig, der har lavet en fejl? Hvad med lidt almindelig venlighed og imødekommenhed over for kunderne?

Hun svarer ikke, og kunden bag mig grynter også – til mig:

– Det får du sgu ikke meget ud af!

Næh, det gjorde jeg ikke. Forhåbentlig læser hendes boss med her og indser eller får hende til at indse, at man har fordel af at behandle kunderne nogenlunde venligt og i hvert fald høfligt og for eksempel udtale de to små ord:

– Jeg beklager!

I stedet for det monotome: Hav en god dag!

Men måske har kæresten slået op? Måske har hendes mor skældt hende ud, fordi hun kom sent hjem i nat? Måske er der en kunde før mig, der har været sur og ubehagelig? De findes jo, ved vi.