Protesturo

Protesturo

Mød med fuld blære, stod der i indkaldelsen fra sygehuset. Jeg havde derfor drukket rigeligt hele formiddagen. Nu begyndte det at stramme til.
I receptionen stod jeg og trippede, mens damen pegede.
– Følg den gule stribe.
Som et andet børnehavebarn fulgte jeg den malede streg på gulvet og var lige ved at støde frontalt ind i en uventet frodig kvinde. Et øjeblik glemte jeg blæren. Manisk gik jeg videre på den gule, drejede om et hjørne og var ved at støde ind i to modgående personer af forskelligt køn, der tilsyneladende skulle følge den grønne streg. Eller den røde?
I elevatoren pressede jeg hånden mod skridtet og lukkede øjnene.
Jeg kunne næsten ikke tappe mit CPR hurtigt nok ind på skærmen, og den kunne da heller ikke følge med, så jeg måtte gøre det om. Jeg krydsede benene imens og stønnede en lille smule.
– Så er jeg her, sagde jeg til skrankedamen.
– Velkommen til, sagde hun, – hvis du …
– Jeg har fyldt blære, afbrød jeg hende.
– Fint. Hvis du vil tage plads i venterummet, så går der ikke lang tid, så skal vi nok hente dig.
– Men jeg …
– Ja, det er fint. Det er den vej.
– Tak, opgav jeg.
I venterummet sad tre ældre herrer i hver sit hjørne. Jeg satte mig i det fjerde og smilede imødekommende trods de stadigt voksende smerter i skridtet.
Ingen sagde noget. På skift rørte vi lidt på os og ændrede på siddepunkterne. Tissetrangen var overvældende, næsten universel. Der hang et gammelt vægur, der ikke var fulgt med tiden. Fem minutter bagefter, konstaterede jeg. Tik-tak gjaldede i rummet.
Minutterne gik. Jeg løftede mig i sædet og hostede, men det var en dårlig idé. Der slap et bette skvæt ud. Pis! Hjemmefra var jeg så renvasket som aldrig før, og så kommer man alligevel ind og lugter af gammel mand.
De andre tre lod sig ikke mærke med noget.

Så sad vi der. For at få tankerne lidt væk, forsøgte jeg at fange den nærmestsiddende herres blik, men han stirrede hele tiden ud ad vinduet. Nede bag den store bygning var et offentligt toilet. Den skaldede ovre i hjørnet havde lukket øjnene. Hans højre hånd befandt sig permanent nede mellem benene. Den hvidhårede kiggede op på en reol med litteratur til adspredelse, hvor forsiderne stod udadvendt som på biblioteket. “Drypper du?”, “Inkontinens” og to store indrammede billeder, dels af en mand, der holdt sig i skridtet, dels en dame, der også holdt sig i skridtet. Skulle jeg højt komme med en bemærkning? “Det er da godt, de holder i eget skræv”.
Jeg sukkede. Det brændte i mine bukser, og jeg rynkede panden og lænede hovedet tilbage.
Pludselig gik døren op, og ind kom lægen for at hente mig. Jeg måtte være ude for et fata morgana, for selvfølgelig er det ikke lægen, der henter patienterne. Det var endnu en ældre, alvorlig herre med stok og drypvise bekymringer. Han nikkede raden rundt, og jeg benyttede lejligheden:
– Ja, det er en rigtig mandegruppe, det her.
Ingen reaktion. Jeg kunne stikke min mandegruppe skråt op i det rør, der hos mange af os hæmmer et ordentligt flow.

Jeg kunne ikke holde ud at sidde længere og rejste mig og kiggede lidt på reolen. En mappe var slået op, og der stod:
Dansk Prostata Symptom Scoringsskema. Lige noget for os litterært interesserede uropatienter. Jeg havde den ene hånd i lommen, så jeg ugenert kunne trykke på rette sted og hindre yderligere skvæt.
Jeg krummede mig lidt sammen, lukkede ringbindet og skulle lige til at sætte mig, da jeg så titlen på ydersiden.
– Hæ, sagde jeg helt overvældet og meget højt, – se! Der mangler et i!
Nu så de alle op mod mappen. Et smil hos den skaldede og den ældre herre med stok bredte sig til lidt smågrin, der udviklede sig. Et par sekunder efter faldt ti-øren hos de sidste to.
Der stod DAN-PSS.
Lige der kom sygeplejersken og hentede mig.

Min surfende svigermor

Min surfende svigermor

Prebens svigermor var 85 og kunne godt tænke sig at prøve at surfe.
– Det er ikke for sådan nogle gamle nogen, prøvede Preben forsigtigt at indvende, mens han skelede lidt til svigermors ikke udpræget slanke korpus. – Og hvad med en våddragt? Det er ikke sikkert, man kan få én i din størrelse …

Han vidste godt, den var på kanten. Det kunne betyde reduceret fødselsdagsgave til ham, men han blev for pokker nødt til at få hende til at indse, at det var en dødssejler, det, hun var inde på.
Svigermor slog to fingerslag på brochuren.
– Det står, at det er for alle, ergo er det også for mig, insisterede hun, og derved blev det. Naturligvis.
– Jeg kan selv gå derned, hvis du ikke vil køre mig!

Preben holdt døren for hende, mens hun klappede rollatoren sammen og besværligt satte sig ind. Så drønede de af sted ned mod Surfstationen. Der var heldigvis ikke særligt mange mennesker på denne tid af dagen, og dem, der var der, var fortrinsvis tyske turister, og dem var han ligeglade med. Han spejdede horisonten rundt, men ingen steder så han nogen, han kendte. Gudskelov.
– Kom, sagde han til hende og hjalp hende ud af bilen. – Vi skal have et surfbræt. Skal det være et med sejl, og her blev hans mund helt skæv, – eller foretrækker du sådan at wavedive gennem bølgerne?

Han pegede på hylderne, hvor det ene blå og orange bræt stod efter det andet.
– Hold din mund og stik mig så det bræt der. Huevdaif! Hvad i alverden betyder det?
– Det er, når du bare lader dig glide gennem bølgerne styret af vinden og bølgebevægelserne.

Han kunne simpelthen ikke lade være med at fnise.
– Svigermor, er du nu også helt sikker på, at du vil det her?
– Hold din mund, Preben, eller jeg gør dig arveløs.

Det kunne nok få ham til at klappe i. Lige nu var han en del af testamentet, som hun ændrede fra tid til anden. Altid med tydelig information til ham om, hvor han stod, for han syntes, han havde fortjent at få noget af formuen. Hvorfor skulle Marianne have det hele som særeje, bare fordi hun var datter, når hun nu ikke gjorde nær så meget for den gamle havtaske. HAN havde bukket og skrabet for hende. HAN havde slået hendes græs, kørt ærinder for hende, spist hendes ulækre og alt for fede mad. Var han ikke efterhånden noget træt af at fedte sådan for hende? Et lille smil trak ind over hans ansigt. Ja, måske kunne han ligefrem slå flere fluer med samme smæk. Hvis hun kom for langt ud …

De fik lejet brættet, som han pustende slæbte ud af forretningen. Med svigermor under den anden arm trippede de den korte afstand ned til molen. Her startede han med at knappe hendes frakke ordentligt til, mens han rystede lidt på hovedet. Det ville sgu aldrig gå godt, det her. Han forklarede hende, hvordan hun skulle holde sådan på åren og passe på der og gøre det der og og og, indtil hun resolut tog surfbrættet, smed det i bølgerne og stillede sig op på det med åren i højre hånd. Bare sådan.
Med fare for at få saltsprøjt ind i sin åbne mund gloede han. Han var forlængst holdt op med at tænke logisk. Svigermor på surfbræt! Ha. Lige til “Danmark Rundt” på TV-Nord. Svigermor satte fra med et kraftfuldt åretag. Hun stod som en klippe. Det var blæst lidt mere op. Bølgerne rullede;  og hun rullede med. Preben rakte den ene arm i vejret:

– Stands!!, men forgæves. Hun kunne ikke høre en skid i den larm. Hun fik mere og mere fart på. Brættet skar sig vej hen over bølgerne. Den ene top efter den anden blev forceret. Fuldstændig ubegribeligt stod hun bare der. Åren havde hun smidt. Den ene hånd nonchalant i lommen. Som om hun aldrig havde bestilt andet. Preben tog sig til hovedet med begge hænder, så sig hjælpeløst om. Svigermor blev mindre og mindre. Til sidst var hun blot en lille prik langt ude. Preben gik i panik. Hvor var mobilen? Åh, nej, ikke det. Hjælp!

hængekøje

Var det ham selv, der råbte? Fuglekvidder, hønsekaglen og en mild sommervind vækkede ham. Han stirrede op i den kornblå himmel og snusede den herlige kløverduft ind. Hvad i alverden havde han lige drømt? Det var noget med svigermor og surf. Han rystede på hovedet. Hvor kunne man da drømme tåbeligt. Han løftede venstre arm. Nå, hold da op, så længe han havde blundet i den hængekøje. Så gabte han højt og inderligt.
– Preben! Skynd dig, Preben, kom Marianne pludseligt farende ud, – de har lige ringet. Mor er faldet i vandet nede ved Surfstationen.

Ingen sociale medier i 1952!

Ingen sociale medier i 1952!

Der er en stigende trang til at gøre noget ved børns og unges brug af sociale medier, fordi man mener, at det på længere sigt godt kan skade dem. De svarer til gengæld tilbage, at de ikke begriber, hvordan vi ældre kunne overleve uden at være på Facebook eller Snapchat eller X eller Instagram. Her er et svar.

Jeg skal hilse og sige, at var jeg ikke levende i dag, skyldes det nok ikke, at de digitale medier havde slået mig ihjel. For de fandtes ikke i 1952.
Der var et bibliotek i den nærmeste større by. For at komme derind skulle vi cykle fire kilometer frem og lige så langt tilbage. Tog vi skade af det?
Inde på biblioteket var der to hyldemeter børnebøger. Man måtte højst låne fem bøger. De kunne med nød og næppe ligge i skoletasken ved siden af alle skolebøgerne. Smart, hvis det hele havde kunnet være i en iPad. Men -tog vi skade af de bøger?
Nej, højst en smule krampe i den ene arm, når man læste i sengen. Især fordi vi skulle slukke lyset klokken 20 og derfor så os nødsaget til at gå under dynen med lommelampen. Tit var bogen så spændende, at intet forbud kunne få en væk fra den. Tog vi skade af det?
Der var udsendelse i radioen "For piger og drenge", som lød i højtaleren klokken 16.20 på program 1, eller nej. Der var kun program 1. Tog vi skade af det?
Nej, faktisk ikke. Vi lyttede til Torry Gredsteds Paw og Paw i urskoven. Jeg gad ikke lytte længere end den halve time, det tog, for så skulle jeg ud og spille fodbold på naboens græsmark.  Tog vi skade af det?
Ikke mig bekendt.
Om aftenen hørte vi Pressens Radioavis. I begyndelsen troede jeg, det hed Præstens Radioavis. Når den var færdig, skulle vi i seng. Somme tider var det lørdag dengang, og så hørte vi lidt mere. Der var vistnok noget, der hed Familien Hansen.Vi gik i skole om lørdagen. Om søndagen gik vi i søndagsskole. Tog vi skade af det? Måske.
I 1956 var jeg ni år, og der var pludselig drabelige beretninger i radioen om et land, der hed Ungarn, som blev overfaldet af russerne. Der kom 1000 ungarere til Danmark for at søge beskyttelse. Mærkeligt elsker de vistnok russerne i dag. Forstå det, hvem der kan.
Der var OL i Rom, hvor jeg var blevet 13 år. Jeg så det øjeblik, hvor Henry From, målmand for Danmark, mod netop Ungarne, gik ud til den ene stolkpe med sit tyggegummi - og bagefter reddede straffesparket. At høre Gunnar Nus ophidsende kommentar var sammen med det smukke fodboldspil, danskerne leverede, et af højdepunkterne i min barndom. Tog vi skade af det?
Der var på det tidspunkt kommet fjernsyn ind i stuerne; først i 1968 dukkede farve-tv op herhjemme. Tog vi skade af sort-hvid TV? Nej, det tror jeg ikke.
Vi så frække billeder i sort-hvid og fniste og pegede. Senere kom de i farver, men interessen blev hurtigt fraværende.
Faktisk vil jeg konkludere, at jeg ikke tror, vi tog skade af manglende sociale medier eller mobiler eller PCer. Vi levede i den analoge og dermed virkelige verden i modsætning til vore dage, hvor mange mener, at vi lever mere i den digitale verden.

Søndergaard Papir En Gros, Thisted, 20 06 1957. Dengang forretningen havde til huse i den gamle realskole Plantagehuset. Thisted Lokalarkiv.

Thisted Borgerskole 1952. Lærerværelset.

25 års jubilæum. Thisted Lokalarkiv.

I dag trives unge mennesker på stedet om aftenen og fyrer krudt og fyrværkeri af, står der på Facebook.

– Æ blæw sgi suur! Ja! – Og god jul!

– Æ blæw sgi suur! Ja! – Og god jul!

Årets juletur går ikke til Kirsten Kjærs Museum, for nu synes lederen, at beboerne skal prøve noget nyt. Det bliver de vrisne over …

Musses højre pegefinger går op og ned, mens hun tæller beboerne. Så vender hun sig mod Preben Chauffør:
-Kør!
Katrines mundvige hænger nedad, Svend Aages læber tegner to parallelle streger, mens Stine stirrer ud ad vinduet. Ikke én har denne gang bedt om ”Solskin om bord”.
-Hvorfor kan vi ikke komme på Kirsten Kjærs Museum?
-Det var vi jo snakket om, Anne. Fordi vi har været der de sidste tre år, behøver vi jo ikke igen i år. Nu skal vi prøve noget nyt!
-Hvem fanden gider se på det der lejr-noget?
Hans Peter fnyser. Ved siden af ham rejser Peter Anton sig halvt op, mens han løfter en knytnæve op mod Musse:
-Ja har kraftedme aller vært mæ til noed lignende.

Musse ignorerer ham. Hun ved godt, det ophidser fynboen yderligere, men det nytter ikke noget. Han skulle være blevet hjemme på Fyn, sukker hun for sig selv.
-De har også malerier i lejren, prøver hun.
-Vil du´t ski´, kommer det lavt fra Stine.
-Jeg skal tisse, kommer det længere nedefra.
-Dorothea, har du ikke ble på?
-Jo da, men derfor skal jeg da tisse alligevel. Nu gør jeg det.
Hun rekser sig lidt op fra sædet med hænderne støttende på armlænet, og hendes ansigt går fra det furede og rynkede til det mere afslappede.
Stine, der sidder ved siden af på vinduespladsen, rykker længere ud mod  ruden.

Bussen ruller ind i lejren, men Musse kan ikke få de gamle ud. Med armene over kors og sure miner over hele linjen nægter de.
En frisk, yngre herre springer op i bussen og råber frejdigt:
– Velkommen, det var da dejligt, at I ville besøge os.
– Det ville vi sgu heller ikke, men vi sku!
Hans Peter kaster øjne efter Musse.
– Nu starter vi med en kop kaffe og en småkage, så ser vi lejren bagefter.
Musse nikker. Kaffe og kage plejer at tø dem op.

Lejrbossen får omsider den modstræbende forsamling med ud af bussen og ind i en bygning, hvor der er dækket op.
Musse synes, at den unge mands læber former ordene mugne mosefund. I virkeligheden siger han til hende:
– Det skal nok gå. Vent og se.

Han får ret. Allerede efter den første kop kaffe og småkage kommer snakken i gang, og et mirakel sker: Først en lettere brise, så en bølge, siden en frisk storm af godt humør skyller hen over de gamle og forvandler dem.
Stine smiler og snakker til højre og venstre, og Peter Anton sidder helt afslappet, mild i mælet, agressionstømt.
– Vil I ikke ha en kage mere? Spørger lejrbossen.
Jo tak, det vil de godt.

– De smager god, mener Hans Peter og hugger lige to ekstra i sig.
– Det ´int så swær, mener Theo og tager også et par stykker, og de omkringsiddende nikker og gafler til sig, og Svend Aage begynder at fortælle en sjofel vittighed om en flot bagperron, han lige har set, men bliver aldrig færdig, fordi der ustandselig er en grinen, så det ikke er til at få ørenlyd.

 

Da Preben en time senere kører ud fra lejren, vinker og skråler de, som om de alle har været til et noget løssluppent diamantbryllup:
– Musse du har en dejlig - indstilling. Det her vil vi fannerme også til næste år, er du ssssmed?

Svend Aages stemme er sløret, mens dem rundt omkring ham hulker af grin og vræler løs:
– Vi gider sgu aldrig mere på Kirsten Kjærs Museum! Deres småkager smager halvt så god!

Om at ødelægge julen i 1952

Om at ødelægge julen i 1952

Julen 1952 blev for mig skæbnesvanger. Troen på et væsen højere end mennesket led en krank skæbne. Når man så brutalt fik at vide, at julemanden ikke eksisterede, hvorfor skulle man så tro på alt det andet, man blev bildt ind?

Julens glæde

De første fem år af min tilværelse lærte mig, at julen var årets højdepunkt. Der var julekalender, der var julegaver i vinduet hver morgen i december, og selve juleaften var så fyldt med højspændt forventning og glæde, at alt flimrede.

Men så skete det. Naboens søn, der var et par år ældre, fortalte mig skånselsløst og uden at bruge eufemismer eller særlige omskrivninger, at julemanden ikke eksisterede.

Jeg troede ham ikke. Løb hjem til min mor og fortalte hende, hvor dum Poul Erik var. Hun så lidt på mig og sagde så:

– Det er rigtig nok, Finn. Julemanden er bare noget, vi har fundet på for at glæde de små børn. Men nu er du jo snart seks år og derfor ikke længere et lille barn.

– Hvad så med Jesus og Gud og alt det der?

– Det er der nogen, der tror på. Ligesom nogen altså også tror på julemanden.

Jeg gik op på mit værelse og satte mig ved mit skrivebord og stirrede ud på granerne. Det gjorde jeg af og til og især, når jeg lige skulle tænke noget igennem.

Alle de historier, jeg havde hørt henne i skolen, i radioen, herhjemme! Lige fra Adam og Eva over Moses med stentavlerne til Jesus på korset og himmelfærden var på samme uvirkelige måde som julemandens rensdyr og juleværksted. Alle de salmevers, vi skulle lære udenad! Løgn det hele! Julemanden og Jesus og Gud, som strengt  havde meddelt, at vi ikke måtte have andre guder, - der var  åbenbart konkurrence deroppe i himlen, kørte rundt i en julemandspærevælling, og resultatet dukkede helt naturligt op:

– De voksne er fulde af løgn! Bare for at underholde os! Bare for at få tiden til at gå! Bare for at kunne styre os og opdrage os!

Jeg sad der og snakkede med mig selv og blev enig med mig selv om, at de voksne ikke en anden gang skulle prædike noget for mig, for nu havde jeg beviser for, at intet var sandt af det, de kom med.

Hermed farvel til guder, trolde, hekse, djævle, julemænd, rensdyr, spøgelser, Tors faren hen over himlen og Mars og Venus og og og …

Glædelig jul!