Musses højre pegefinger går op og ned, mens hun tæller beboerne. Så vender hun sig mod Preben Chauffør:
-Kør!
Katrines mundvige hænger nedad, Svend Aages læber tegner to parallelle streger, mens Stine stirrer ud ad vinduet. Ikke én har denne gang bedt om ”Solskin om bord”.
-Hvorfor kan vi ikke komme på Kirsten Kjærs Museum?
-Det var vi jo snakket om, Anne. Fordi vi har været der de sidste tre år, behøver vi jo ikke igen i år. Nu skal vi prøve noget nyt!
-Hvem fanden gider se på det der lejr-noget?
Hans Peter fnyser. Ved siden af ham rejser Peter Anton sig halvt op, mens han løfter en knytnæve op mod Musse:
-Ja har kraftedme aller vært mæ til noed lignende.

Musse ignorerer ham. Hun ved godt, det ophidser fynboen yderligere, men det nytter ikke noget. Han skulle være blevet hjemme på Fyn, sukker hun for sig selv.
-De har også malerier i lejren, prøver hun.
-Vil du´t ski´, kommer det lavt fra Stine.
-Jeg skal tisse, kommer det længere nedefra.
-Dorothea, har du ikke ble på?
-Jo da, men derfor skal jeg da tisse alligevel. Nu gør jeg det.
Hun rekser sig lidt op fra sædet med hænderne støttende på armlænet, og hendes ansigt går fra det furede og rynkede til det mere afslappede.
Stine, der sidder ved siden af på vinduespladsen, rykker længere ud mod  ruden.

Bussen ruller ind i lejren, men Musse kan ikke få de gamle ud. Med armene over kors og sure miner over hele linjen nægter de.
En frisk, yngre herre springer op i bussen og råber frejdigt:
– Velkommen, det var da dejligt, at I ville besøge os.
– Det ville vi sgu heller ikke, men vi sku!
Hans Peter kaster øjne efter Musse.
– Nu starter vi med en kop kaffe og en småkage, så ser vi lejren bagefter.
Musse nikker. Kaffe og kage plejer at tø dem op.

Lejrbossen får omsider den modstræbende forsamling med ud af bussen og ind i en bygning, hvor der er dækket op.
Musse synes, at den unge mands læber former ordene mugne mosefund. I virkeligheden siger han til hende:
– Det skal nok gå. Vent og se.

Han får ret. Allerede efter den første kop kaffe og småkage kommer snakken i gang, og et mirakel sker: Først en lettere brise, så en bølge, siden en frisk storm af godt humør skyller hen over de gamle og forvandler dem.
Stine smiler og snakker til højre og venstre, og Peter Anton sidder helt afslappet, mild i mælet, agressionstømt.
– Vil I ikke ha en kage mere? Spørger lejrbossen.
Jo tak, det vil de godt.

– De smager god, mener Hans Peter og hugger lige to ekstra i sig.
– Det ´int så swær, mener Theo og tager også et par stykker, og de omkringsiddende nikker og gafler til sig, og Svend Aage begynder at fortælle en sjofel vittighed om en flot bagperron, han lige har set, men bliver aldrig færdig, fordi der ustandselig er en grinen, så det ikke er til at få ørenlyd.

Da Preben en time senere kører ud fra lejren, vinker og skråler de, som om de alle har været til et noget løssluppent diamantbryllup:
– Musse du har en dejlig - indstilling. Det her vil vi fannerme også til næste år, er du ssssmed?

Svend Aages stemme er sløret, mens dem rundt omkring ham hulker af grin og vræler løs:
– Vi gider sgu aldrig mere på Kirsten Kjærs Museum! Deres småkager smager halvt så god!