Ingen sociale medier i 1952!

Ingen sociale medier i 1952!

Der er en stigende trang til at gøre noget ved børns og unges brug af sociale medier, fordi man mener, at det på længere sigt godt kan skade dem. De svarer til gengæld tilbage, at de ikke begriber, hvordan vi ældre kunne overleve uden at være på Facebook eller Snapchat eller X eller Instagram. Her er et svar.

Jeg skal hilse og sige, at var jeg ikke levende i dag, skyldes det nok ikke, at de digitale medier havde slået mig ihjel. For de fandtes ikke i 1952.
Der var et bibliotek i den nærmeste større by. For at komme derind skulle vi cykle fire kilometer frem og lige så langt tilbage. Tog vi skade af det?
Inde på biblioteket var der to hyldemeter børnebøger. Man måtte højst låne fem bøger. De kunne med nød og næppe ligge i skoletasken ved siden af alle skolebøgerne. Smart, hvis det hele havde kunnet være i en iPad. Men -tog vi skade af de bøger?
Nej, højst en smule krampe i den ene arm, når man læste i sengen. Især fordi vi skulle slukke lyset klokken 20 og derfor så os nødsaget til at gå under dynen med lommelampen. Tit var bogen så spændende, at intet forbud kunne få en væk fra den. Tog vi skade af det?
Der var udsendelse i radioen "For piger og drenge", som lød i højtaleren klokken 16.20 på program 1, eller nej. Der var kun program 1. Tog vi skade af det?
Nej, faktisk ikke. Vi lyttede til Torry Gredsteds Paw og Paw i urskoven. Jeg gad ikke lytte længere end den halve time, det tog, for så skulle jeg ud og spille fodbold på naboens græsmark.  Tog vi skade af det?
Ikke mig bekendt.
Om aftenen hørte vi Pressens Radioavis. I begyndelsen troede jeg, det hed Præstens Radioavis. Når den var færdig, skulle vi i seng. Somme tider var det lørdag dengang, og så hørte vi lidt mere. Der var vistnok noget, der hed Familien Hansen.Vi gik i skole om lørdagen. Om søndagen gik vi i søndagsskole. Tog vi skade af det? Måske.
I 1956 var jeg ni år, og der var pludselig drabelige beretninger i radioen om et land, der hed Ungarn, som blev overfaldet af russerne. Der kom 1000 ungarere til Danmark for at søge beskyttelse. Mærkeligt elsker de vistnok russerne i dag. Forstå det, hvem der kan.
Der var OL i Rom, hvor jeg var blevet 13 år. Jeg så det øjeblik, hvor Henry From, målmand for Danmark, mod netop Ungarne, gik ud til den ene stolkpe med sit tyggegummi - og bagefter reddede straffesparket. At høre Gunnar Nus ophidsende kommentar var sammen med det smukke fodboldspil, danskerne leverede, et af højdepunkterne i min barndom. Tog vi skade af det?
Der var på det tidspunkt kommet fjernsyn ind i stuerne; først i 1968 dukkede farve-tv op herhjemme. Tog vi skade af sort-hvid TV? Nej, det tror jeg ikke.
Vi så frække billeder i sort-hvid og fniste og pegede. Senere kom de i farver, men interessen blev hurtigt fraværende.
Faktisk vil jeg konkludere, at jeg ikke tror, vi tog skade af manglende sociale medier eller mobiler eller PCer. Vi levede i den analoge og dermed virkelige verden i modsætning til vore dage, hvor mange mener, at vi lever mere i den digitale verden.

Søndergaard Papir En Gros, Thisted, 20 06 1957. Dengang forretningen havde til huse i den gamle realskole Plantagehuset. Thisted Lokalarkiv.

Thisted Borgerskole 1952. Lærerværelset.

25 års jubilæum. Thisted Lokalarkiv.

I dag trives unge mennesker på stedet om aftenen og fyrer krudt og fyrværkeri af, står der på Facebook.

– Æ blæw sgi suur! Ja! – Og god jul!

– Æ blæw sgi suur! Ja! – Og god jul!

Årets juletur går ikke til Kirsten Kjærs Museum, for nu synes lederen, at beboerne skal prøve noget nyt. Det bliver de vrisne over …

Musses højre pegefinger går op og ned, mens hun tæller beboerne. Så vender hun sig mod Preben Chauffør:
-Kør!
Katrines mundvige hænger nedad, Svend Aages læber tegner to parallelle streger, mens Stine stirrer ud ad vinduet. Ikke én har denne gang bedt om ”Solskin om bord”.
-Hvorfor kan vi ikke komme på Kirsten Kjærs Museum?
-Det var vi jo snakket om, Anne. Fordi vi har været der de sidste tre år, behøver vi jo ikke igen i år. Nu skal vi prøve noget nyt!
-Hvem fanden gider se på det der lejr-noget?
Hans Peter fnyser. Ved siden af ham rejser Peter Anton sig halvt op, mens han løfter en knytnæve op mod Musse:
-Ja har kraftedme aller vært mæ til noed lignende.

Musse ignorerer ham. Hun ved godt, det ophidser fynboen yderligere, men det nytter ikke noget. Han skulle være blevet hjemme på Fyn, sukker hun for sig selv.
-De har også malerier i lejren, prøver hun.
-Vil du´t ski´, kommer det lavt fra Stine.
-Jeg skal tisse, kommer det længere nedefra.
-Dorothea, har du ikke ble på?
-Jo da, men derfor skal jeg da tisse alligevel. Nu gør jeg det.
Hun rekser sig lidt op fra sædet med hænderne støttende på armlænet, og hendes ansigt går fra det furede og rynkede til det mere afslappede.
Stine, der sidder ved siden af på vinduespladsen, rykker længere ud mod  ruden.

Bussen ruller ind i lejren, men Musse kan ikke få de gamle ud. Med armene over kors og sure miner over hele linjen nægter de.
En frisk, yngre herre springer op i bussen og råber frejdigt:
– Velkommen, det var da dejligt, at I ville besøge os.
– Det ville vi sgu heller ikke, men vi sku!
Hans Peter kaster øjne efter Musse.
– Nu starter vi med en kop kaffe og en småkage, så ser vi lejren bagefter.
Musse nikker. Kaffe og kage plejer at tø dem op.

Lejrbossen får omsider den modstræbende forsamling med ud af bussen og ind i en bygning, hvor der er dækket op.
Musse synes, at den unge mands læber former ordene mugne mosefund. I virkeligheden siger han til hende:
– Det skal nok gå. Vent og se.

Han får ret. Allerede efter den første kop kaffe og småkage kommer snakken i gang, og et mirakel sker: Først en lettere brise, så en bølge, siden en frisk storm af godt humør skyller hen over de gamle og forvandler dem.
Stine smiler og snakker til højre og venstre, og Peter Anton sidder helt afslappet, mild i mælet, agressionstømt.
– Vil I ikke ha en kage mere? Spørger lejrbossen.
Jo tak, det vil de godt.

– De smager god, mener Hans Peter og hugger lige to ekstra i sig.
– Det ´int så swær, mener Theo og tager også et par stykker, og de omkringsiddende nikker og gafler til sig, og Svend Aage begynder at fortælle en sjofel vittighed om en flot bagperron, han lige har set, men bliver aldrig færdig, fordi der ustandselig er en grinen, så det ikke er til at få ørenlyd.

 

Da Preben en time senere kører ud fra lejren, vinker og skråler de, som om de alle har været til et noget løssluppent diamantbryllup:
– Musse du har en dejlig - indstilling. Det her vil vi fannerme også til næste år, er du ssssmed?

Svend Aages stemme er sløret, mens dem rundt omkring ham hulker af grin og vræler løs:
– Vi gider sgu aldrig mere på Kirsten Kjærs Museum! Deres småkager smager halvt så god!

Om at ødelægge julen i 1952

Om at ødelægge julen i 1952

Julen 1952 blev for mig skæbnesvanger. Troen på et væsen højere end mennesket led en krank skæbne. Når man så brutalt fik at vide, at julemanden ikke eksisterede, hvorfor skulle man så tro på alt det andet, man blev bildt ind?

Julens glæde

De første fem år af min tilværelse lærte mig, at julen var årets højdepunkt. Der var julekalender, der var julegaver i vinduet hver morgen i december, og selve juleaften var så fyldt med højspændt forventning og glæde, at alt flimrede.

Men så skete det. Naboens søn, der var et par år ældre, fortalte mig skånselsløst og uden at bruge eufemismer eller særlige omskrivninger, at julemanden ikke eksisterede.

Jeg troede ham ikke. Løb hjem til min mor og fortalte hende, hvor dum Poul Erik var. Hun så lidt på mig og sagde så:

– Det er rigtig nok, Finn. Julemanden er bare noget, vi har fundet på for at glæde de små børn. Men nu er du jo snart seks år og derfor ikke længere et lille barn.

– Hvad så med Jesus og Gud og alt det der?

– Det er der nogen, der tror på. Ligesom nogen altså også tror på julemanden.

Jeg gik op på mit værelse og satte mig ved mit skrivebord og stirrede ud på granerne. Det gjorde jeg af og til og især, når jeg lige skulle tænke noget igennem.

Alle de historier, jeg havde hørt henne i skolen, i radioen, herhjemme! Lige fra Adam og Eva over Moses med stentavlerne til Jesus på korset og himmelfærden var på samme uvirkelige måde som julemandens rensdyr og juleværksted. Alle de salmevers, vi skulle lære udenad! Løgn det hele! Julemanden og Jesus og Gud, som strengt  havde meddelt, at vi ikke måtte have andre guder, - der var  åbenbart konkurrence deroppe i himlen, kørte rundt i en julemandspærevælling, og resultatet dukkede helt naturligt op:

– De voksne er fulde af løgn! Bare for at underholde os! Bare for at få tiden til at gå! Bare for at kunne styre os og opdrage os!

Jeg sad der og snakkede med mig selv og blev enig med mig selv om, at de voksne ikke en anden gang skulle prædike noget for mig, for nu havde jeg beviser for, at intet var sandt af det, de kom med.

Hermed farvel til guder, trolde, hekse, djævle, julemænd, rensdyr, spøgelser, Tors faren hen over himlen og Mars og Venus og og og …

Glædelig jul!

Om at ødelægge julen i 1951

Om at ødelægge julen i 1951

Hanne Krathus fortæller om en begivenhed i julen 1951. Den er hun ikke specielt stolt over.
Den begynder sådan:

"Forventningens glæde?
Min tvillingebror og jeg var alene hjemme. Og der lå julegaverne. …"

Forventningens glæde?

Min tvillingebror og jeg var alene hjemme. Og der lå julegaverne.

Mor var gået i brugsen. Vi kikkede ind gennem de franske døre. På sofaen i den pæne stue lå en masse pakker. Gavepapiret var farvestrålende med nisser og gran, juleklokker og kaner.

Der var ikke varme på kaminen. Først juleaften blev der fyret op.

Vi åbnede dørene til dette forbudte eventyrland. En sugen i maven blev ignoreret, og vi listede ind.

Vi løftede lidt på nogle af gaverne. Der var sat til- og fra-sedler på. Vi kunne ikke læse, men genkendte vores egne navne.

Et par af pakkerne lokkede. De små hænder kunne ikke modstå denne insisterende kraft. Tavse, men enige begyndte fingrene af sig selv at løsne de røde bånd.

Spændingen steg. I min brors hænder lå nu en grøn legetøjsbil, som kunne trækkes op. Frem af min pakke dukkede et lyserødt spejl, kam og børste.

Det puslede ved døren. Var det mor? Nej posten med julebreve.

Langsomt gik det op for os, at vi vist hellere måtte se at få pakket gaverne ind igen. Femåriges nervøse og fumlende fingre gav sig nu i kast med gaveindpakningen. For at skjule udåden, lagde vi pakkerne ind under de andre.

Det blev juleaften. Far havde pyntet træet. Mor var i køkkenet. For de franske døre var hængt et tæppe. Det klemte lidt maveregionen. Spænding? Samvittighed? Mon min bror havde det ligesådan?

Efter risengrøden med sødt hvidtøl til, andestegen og den ovnbagte æblekage, blev det nu tid til dansen om juletræet med alle gaverne under.

Så skulle julegaverne deles ud. Det stod vores storebror for. Blandt de fint indpakkede gaver, skilte een sig ud. Spejlet var lige ved at falde ud af den kejtede indpakning. En stor skuffelse. Der var jo ikke noget ved at kende indholdet.

Mor og far sagde ingenting. Det var nok det værste. Jeg er sikker på, at de har lagt mærke de to små forbryderes foretagende.

Den gave vil jeg huske al min tid, mens de andre gaver er gået i glemmebogen.

Sejlerklubbens Sct. Hansaften

Sejlerklubbens Sct. Hansaften

Thisted Sejlklub arrangerede Sct. Hansaften med en munter båltale og et fremragende bål. Kort, men godt!

Båltaler Carsten Bjørnskov har faktisk et kælenavn, selv om det stort set er ukendt, tror vi: Carsten Skovbjørn, døbt af en vaks dreng fra Klitmøller, der bevidst eller ubevidst byttede om på de to stavelser. Carsten underholdt i sin båltale forsamlingen med sexede indfaldsvinkler krydret med megen humor og livsvisdom.

To af klubbens medlemmer stod med ansvaret for, at bålet kunne brænde. Sjønne skulle sørge for at hælde brændstof på, så Peter kunne antænde træstakken. De var i godt humør begge to, så der kunne godt opstå den tanke, at Sjønne hældte vand på i stedet.

Uanset skete der det, da Peter satte flammekasteren til, at træet futtede i den grad, og der gik ikke lang tid, før det bål var nedbrændt.

Alt det ovenstående er fra Sct. Hansaften i 2021, altså for tre år siden. Så red. tænkte, at da intet tilsyneladende har ændret sig, er både tekst og video derfor stadig gældende. Videoen er fra 2021, men teksten er rettet.

De tre billeder her nedenunder er dog fra i år!