Træt af sommerhus-indbrud?

Træt af sommerhus-indbrud?

Hvis du aldrig har haft indbrud i dit sommerhus, bør du læse artiklen, for det kunne jo ske!

Hvis du har haft indbrud, bør du sandelig læse artiklen, for der er mange gode råd fra kriminalkommissær Jens Christian Barnaby!

Vi har haft fem sommerhuse (altså ikke på én gang), og i de første tre havde vi ikke haft indbrud - nogensinde. Men i det næstesidste havde vi indbrud flere gange. I bare afmagt solgte vi det dejlige, men noget ensomt beliggende sommerhus og købte et andet, der lå sammen i en klump af adskillige sommerhuse. Så kunne vi vel have det i fred.

Her var livet gjort besværligt for indbrudstyvene. Yderdørene kunne nemlig kun åbnes indefra med nøgle. Huset havde også installeret tyveri-, brand- og indbrudsalarm, for at det ikke skulle være løgn, og ikke nok med det. Alarmen var koblet til min mobil, så kom bare an, I tyveknægte!

 

Dengang - I gamle dage …

Det skete så den 18. december det år for første og indtil videre sidste gang.
"Alarm, alarm", lød det fra mobilen, og vi styrtede derud. Det tog sådan cirka 20 minutter, så var vi der. Huset lå i et område med totalt mørke, og vi kunne ikke se noget som helst. Intet lys nogen steder, alt åndede fred og ro. Tyvene var over alle bjerge.
Men omme bag huset var et af vinduerne balret. Vi låste os ind gennem fordøren og konstaterede, at nogen havde slået det lille vindue i gavlen i stykker og krøbet den vej ind på trods af den sindssygt høje, skingrende alarm. Så havde de taget det eneste, de kunne få med ud gennem vinduet: FladskærmsTVet. Uden fjernbetjening og med en masse ulejlighed til følge. Det har været fordømt svært at kravle ind og ud gennem den lille åbning, hvor der stadig sad glasskår i kanten. Fjernsynet var bare flået ned af væggen, så ophængningsrammen var ødelagt. De har nok haft travlt.

Det var et "lille, men alligevel stort" indbrud. Gulvet var så beskadiget af deres hærgen, at hele det store stuegulv skulle slibes og lakeres, besluttede taksatoren. Fjernsynet var et af de gamle Mpeg2, vi alligevel havde snakket om skulle afløses af noget mere moderne. Der skulle også et nyt vindue i, og vi valgte denne gang et fast ikke-oplukkeligt.
Fjernsynet gav omkring 1.500 i erstatning, tyvene har vel fået 500 kroner for det, hvis i det hele taget så meget. Men der var ødelagt gulv og vindue for over 21.000 kroner.
Så er det lige før, jeg burde have stillet fjernsynet ud til vejen med et skilt: Værsgo, indbrudstyve!

 

Men i dag: Jetzt haben wir andere Methoden!

Vi har købt det femte og hidtil sidste sommerhus. Og en hel del er forandret.

Nu er der sat strøm til både det nye TV og alle andre dyre maskiner, opvaske-, tørre- og så videre, så man får stød som af et elefanthegn.
Udenfor rundt om hele huset, der er omkranset af et seks meter højt hegn købt billigt i DDR i 1989 går en rottweiler og en schæfer, der kun får mad hver tredje dag.
Et bevæbnet vagtkorps patruljerer hver anden time på vejen, og jeg har oprettet en direkte linje til nærmeste politimyndighed med tilladelse til at vække politimesteren om nødvendigt.
Vinduerne har i øvrigt fået panserglas, og hvis man kaster en sten mod det, kommer den tilbage som en boomerang og smadrer kasteren.
Alarmen er stadig indenfor, men nu også udvidet med udvendig sirene, projektører og automatskud fra nogle selvskydende våben, som vi også købte billigt, da DDR blev nedlagt.

Så denne gang har vi altså valgt ikke at sælge huset, men at tage kampen op.

Ulempen er naturligvis, at vi ikke selv tør bo der.

Det er alt for farligt.

Thisted har ikke så mange indbrud i huse som andre kommuner, når vi ser bort fra coronatiden. Thy ligger på en 7. plads i færrest indbrud. Gælder både helårs- og sommerhuse.

Indbrud i sommerhuse er forholdsvist stabilt; her er der ingen indikationer for, hvor Thy ligger.

Gi´hånd til en thybo

Gi´hånd til en thybo

Vi skal tage hånd om hinanden. Vi skal holde hånden over dem, der trænger. Inde ved siden af bor en smuk, dejlig pige, der i den grad trænger. Derfor er jeg gået i træning.

Forleden glemte jeg at stå på én hånd. Det gled mig af hænde med alle hånde undskyldninger, mest fordi jeg ville anholde om den hånd, der sad på den sødeste pige i hele verden. Men hun var bundet på hænder og fødder. Det gjorde mig ked af det, for jeg var parat til at bære hende på hænder; jeg strøg hendes kind, for den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør. Hvis du ikke vil have mig, skreg jeg, ja, så er jeg parat til at dø for egen hånd!

Det var der, hun smak mig én, den sved, for det var med fast hånd. Jeg vil aldrig mere høre på den snak, sagde hun vredt, jeg ville bare give dig en hjælpende hånd, ja, en kærlig hånd, så du ikke faldt i en andens hænder. Fold nu dine hænder og bed en bøn, tiggede hun. Men jeg nægtede.

Selv om det var en fremstrakt hånd, så følte jeg ikke just, at det gav mig frie hænder. Nå, sagde hun så, jeg må hellere få noget fra hånden. Skal jeg give en hånd med, spurgte jeg. Du giver med den ene hånd og tager med den anden, grinede hun. Jo, jo, giv mig endelig en hånd!

Jeg hjalp hende. Hun blev tilfreds, da vi var færdige, og gned sig i hænderne: Du kan nok være nyttig og gå mig til hånde! Ja, bare jeg ikke får beskidte hænder, mumlede jeg og var lige ved at stikke hånden ned i en hvepserede, for hun skulle lige til - igen, igen - at give mig en på hovedet. Du har en heldig hånd, siden du undgik den, grinede hun igen.

Åh, du holder mig i din hule hånd, stønnede jeg enormt betaget af dette feminine vidunder. Jeg vil gerne have noget på rede hånd: Elsker du mig? Det ved jeg ikke, svarede hun. Men jeg vil godt holde hånden over dig, siden du hjælper mig her. Hold mig i hånden, sagde jeg. Hånden på hjertet: Holder du ikke bare en lille smule af mig?

Håndholdt

Først vil jeg have hånd i hanke med, hvem du er, og hvad du går og laver, svarede hun koldt. Du skulle nødig havne i de forkerte hænder. Det sortnede for mine øjne, og jeg kunne ikke se en hånd for mig. Hun klappede i sine små hænder: Jeg lever fra hånden i munden, vil du også kunne det? Det ligger på den flade hånd, svarede jeg. Selvfølgelig!

Lad os lægge sidste hånd på vores fællesskab!  Med let hånd førte hun mig ind i spisestuen til et veldækket bord. Da man ikke skal bide den hånd, der fodrer én, fulgte jeg med, selv om det var med ført hånd. Med rund hånd dryssede hun salt på mit smørrebrød: Du passer som hånd i handske til at være min bedste ven! Med rund hånd gav hun mig nogle grønsager.

Jeg er ikke den, der sidder med hænderne i skødet, så jeg rakte hånden frem til forsoning. Du må ikke slå hånden af mig, bad jeg hende. Det har jeg hørt på anden hånd, at du godt kan finde på. Hun tog nu sagen i egen hånd og trykkede min hånd: Så er vi enige!

Jeg tror, det er godt at være hos dig, så er jeg vist i de bedste hænder! Hun trykkede igen min hånd og jeg følte under hånden, at det skulle være os to.

Tysk tiggeri

Tysk tiggeri

– Hast du 2 € für mich?
Der er dømt forårsferie i Hamburg, så det følgende sker altså ikke i Thy. Vi sidder udendørs på en café og nyder et glas kold hvidvin. Og foran mig står igen en tigger. Det er 14 dage, siden jeg sidst var i forbindelse med en sådan. Denne gang er det en forholdsvis ældre dame, der sandelig fylder sit tøj godt ud, så godt, at der er lidt tekstilunderskud hist og her. Hun har lige taget smøgen ud fra de røde læber, da hun stiller spørgsmålet.
Men til forskel fra sidst er jeg enormt godt forberedt denne gang. Lige siden den famøse studerende stod der og forstyrrede min lagkagenydelse har jeg spekuleret på, hvad jeg skulle sige og gøre, hvis den situation nogensinde skulle opstå igen.
Nu sidder jeg her. Scenen er sat. 2 € svarer til 15 kroner, altså en anelse billigere end sidst. Jeg har to fingre om stilken på hvidvinsglasset; de forbliver der, mens jeg med et fast blik direkte op i hendes grønne tyske øjne og uden vaklen i stemmen svarer hende højt og klart:

– NEIN!

En yndig fattig studerende tigger

En yndig fattig studerende tigger

– Kan I undvære en 20´er til en fattig studerende?
Jeg standser den opadgående bevægelse, hvor en kagegaffel for enden af min hånd ellers er i gang med at skubbe et stykke lagkage, godt læsset til med flødeskum, jorbær og en sprød makronbund effektivt dyppet i rom, ind i madhangaren, som nu stivner som et stykke grønlandsk indlandsis, der tøver foran gletcheren og det varme hav.
Lagkagen skulle, sådan var planerne i hvert fald, altså havne nede i min mave, hvor det ville tilslutte sig den øvrige fedtbeskyttelse i bugen, som jeg efter lang tids hårdt arbejde har foret mig med, så der er lidt til at stå imod, hvis vi får skåret i vores folkepension. Man ved jo aldrig, hvad de finder på.
Her midt i den gryende forårsvarme sidder vi på en fortovscafé og stirrer på den unge, lyshårede pige, der står foran os med et fast, besluttet udtryk i ansigtet. Hun har set min lagkage; det er for sent at prøve at skjule det. Det ville i øvrigt også være umuligt.
Hele fattigdomsproblematikken vælter ind over mig; vi rige svin, der sidder på kagen, mens de stakkels sultne masser vrider sig i smerte og dør.
Min højre hånd med lagkagestykket synker en smule i denne umulige konfrontation.
Mine tanker ræser af sted for at finde den rigtige sætning, den rigtige indgangsvinkel, den helt rigtige måde at afslutte denne alt for pinagtige tilstand. Jeg er totalt udgået for argumenter, sidder tilbage som velbjærget dansk pensionist, der ikke kan unde andre stakler på kloden noget som helst af min helt overflødige rigdom, og jeg …
Jeg rækker hende en tyver, og den unge pige forsvinder. Bagdelen er det sidste, jeg ser. Den er ikke just udtryk for fattigdom og mangel på mad. Hvis man var rigtig fræk, kunne man påstå, at hun selv sidder på flæsket.
Lagkagen smager overhovedet ikke. Pludselig ser jeg det hele ret klart. Jeg er blevet taget i hoved og røv og snydt, så flødeskummet driver.
Det skal ikke ske igen, banker jeg i bordet med min knyttede hånd. Aldrig!

Men kan jeg holde ord?

De siger, der er noget i vejen med mig!

De siger, der er noget i vejen med mig!

De siger, der er noget i vejen. At jeg er senil. Skør. Det er så let for andre at sige.
Jeg synes ikke, der er noget i vejen.
Alt det der med min elskede Signe, kommer ikke nogen ved. At Frede må se i øjnene, at det er slut for hans vedkommende, er pænt uinteressant for andre.
At jeg har haft mange gode år med Signe, skal vel ikke være en fejl; den behøver ingen genmodifikationer eller stamcellebehandlinger, skulle jeg mene. Er jeg så senil, skør eller syg i hovedet? Når hun svigter mig, kan ingen bebrejde mig at handle på det. Det viser netop, at jeg ikke er skør eller senil.
At jeg har haft konstruktive samtaler med politiet, kan forklares med, at det er der så mange, der har. Med god grund. Jeg har altid prøvet at forstå den enkelte betjent. Hans interesse er udelukkende at få sandheden frem.
At mine bilnøgler lå i køleskabet, skyldtes kun distraktion. Jeg skulle hente en øl til min frokost, og så lagde jeg nøglerne der, mens jeg tog den ud. Jeg tror, det er mange, der kommer ud for det. Det har sgu da ikke en skid med senilitet at gøre.
Da jeg ville tage nøglerne, ringede min mobil. Og se, – når jeg kan huske det, er der vel ikke noget galt, vel?
Det var i øvrigt Stein, der ringede, fordi han han havde et eller andet, han skulle snakke med sin far om, og samtidig åbnede Katrine køleskabet og fandt nøglerne. Og troede, at nu var jeg da helt fra den.
Jeg har sgu aldrig været mere til den end nu.
Så hvad skulle der være i vejen?

Romanen "HJERNESVINDLER", der handler om det at få demens,

fås som PDF til din mobil eller tablet for kr. 50,-. Der er stadig få papirbøger tilbage til kr. 150,-.

Bestil den foretrukne under menu Ordbutik.

 

"HJERNESVINDLER"

 kan også lånes på biblioteket