Et øjeblik …
Medierne er fyldt med omtale af elbiler. Klima- og grøn omstillings- samt andre omstillingsparate hamrer en i hovedet med opfordringer til både det ene og det andet. Spis ikke oksekød! Flyv ikke! Kør ikke i fossile biler (dem med benzin eller diesel). Nu kan jeg godt tænke mig selv at gøre noget ved det.
Så derfor har jeg købt en elbil for at afprøve den del i praksis. Løbende vil jeg informere jer med mine erfaringer; der må være læsere, der endnu ikke kører elbil?
Jeg købte sidste år en plugin-hybrid, hvilket betyder, at den både har en elmotor og en benzinmotor. Desværre viste det sig, at vi blev meget glade for stilheden, når elmotoren drev bilen fremad og tilsvarende småsure, når de mellem 40 og 50 kilometers kørsel på el blev afløst af en larmende benzinmotor. Måske larmede den slet ikke så meget, men det føltes sådan.
Og så var der jo også det med CO2-udslippet. Alt tyder på, at det er den vej, vinden blæser. Så vi har taget skridtet fuldt ud og købt en elbil med en 77kW batteriladning. Det er flere batterier, der alle ligger under kabinen, hvilket giver bilen optimal balance. I artikelserien tager jeg ikke stilling til de miljømæssige omkostninger ved at producere elbiler, men tager udgangspunkt i det at sammenligne elbilen med benzineren i daglig praksis.
Første lange tur gik til randers
Bilen er en luksusfætter eller halvbror til VWs ID3 og hedder CUPRA BORN E-BOOST.
Den er højere og derfor mere SUV-agtig, end man skulle tro. Derfor er den velegnet til ældre herrer – eller – damer.
Højdepunktet af køreglæde
dukker op på denne første tur til Randers og retur. At køre så lang en tur i næsten total stilhed er lidt af en oplevelse. Man lægger bedst mærke til det i begyndelsen. Lidt efter lidt vænner man sig til det. Nu kan dækstøjen være påtrængende, men hov …, det er jo kun, fordi al anden støj er ude. Væk! Lidt fartvind? Men en ting mere er nyt for mig:
Den adaptive fartpilot registrerer nemlig fartskiltene undervejs og afpasser farten efter disse. Så til min store overraskelse kan jeg køre en strækning uden overhovedet at skulle bekymre mig om fartgrænser. Det finder den selv ud af.
Kun to steder virkede systemet ikke. Nemlig ned over Mors, hvor der indimellem er fartbegrænsning på 70 kilometer i timen. To steder viser en lystavle, hvad der må køres; i dag var de overdækket med plastik, og radaren kunne ikke greje hastigheden og foreslog derfor de 70, der hidtil har gjaldt der. Men så må man bare trykke på speederen!
Til gengæld reagerer den intelligent ved at afpasse farten med forholdene. Er der sving, skærer den lidt ned i fart; nærmer vi os en rundkørsel, kommer der en advarsel på skærmen, og farten sættes ned, så jeg faktisk kan køre rundt uden at bremse.
Det har ikke noget med den elektriske motor at gøre; det findes formentlig i alle nye biler. Men her foregår det i absolut stilhed; kun dækkenes syngen på vejen høres.
En meget skarp skærm lige i førerens synsfelt giver alle informationer under kørslen. Her køres i byen. Lige før stod den på 80 km/t, men omkring 50 meter før byskiltene fortæller skærmen, at nu skifter den snart hastighed. Farten sættes ned, og ud for skiltene kører vi – 50! Antal kilometer tilbage på batterierne er estimeret, derfor er procenttallet til venstre godt at få med.
Står den på 50, kører vi 47-48. Biler viser aldrig den korrekte hastihed. Det har altid undret mig, og el-biler skal åbenbart ikke være undtagelsen.
Den store skærm i midten viser alle detaljer. I denne bil kan skærmen deles i tre områder, for eksempel med en GPS, radio og en telefondel.
Ved at trykke på en knap kan jeg se mit aktuelle forbrug.
Konklusion
