Et øjeblik …
En dag i 4.d kom Rumle i skole med en stor pose med lakrids og karameller i en kæmpestor pose. Han fyldte nemlig ti år. Han satte sig ned og lagde posen på bordet og åbnede den. Jeg synes godt nok, at der var meget slik i posen, fordi hans far og mor var meget fattige. Det havde min far fortalt mig.
Mens vi sang fødselsdagssangen, begyndte Rumle at kaste sine salmiaklakrids-stænger og karameller op i luften og råbte, at dem vi greb, måtte vi spise. Hold da op. Vi løb rundt og kravlede rundt mellem borde og stole for at få fat i så mange lakridser og karameller som muligt. Jeg samlede syv karameller og elleve lakridser op. Da alle var færdige, satte vi os pænt ned. Rumle gik nu rundt og satte negerboller på alle bordene. Nogle med kokos og andre uden kokos. Rumle fortalte os, at hans far holdt uden for porten. Jeg kunne med det samme se, at det var hr Hansens bil, for der stod nemlig S 9 på nummerpladen. Alle drengene satte sig ind i den gamle og rustne Opel Kaptajn. Bilen var stor, så vi kunne alle elleve være i bilen. Godt nok skulle vi sidde oven på hinanden. Rumle sad på mig. Jeg var lidt ked af det, fordi han lugtede af prutter og mug. Vi kørte ud i plantagen, hvor der var dejligt varmt.
Det første, jeg så, var en myretue, der var meget højere end mig. Så så jeg noget, som jeg aldrig havde set før. En lang sort hugorm lå ovenpå myretuen og bevægede sig, men ikke ret meget, for det vrimlede med myrer ovenpå den. Hr Hansen fortalte os, at de mange tusinde myrer var ved at æde det stakkels dyr. Øiii, hvor var det spændende.
Jeg blev lidt flov, fordi jeg på mit natbord havde stående tre hugorme i sodavandsflasker med sprit i. Jeg havde selv slået dem ihjel. De to kastede jeg en sten på. Den tredje slog jeg ihjel på en måde, jeg havde lært af en fisker i Klitmøller. Jeg brækkede en gren, der lå på græsset, og derefter stak jeg den i nakken på slangen. Jeg blev ved med at holde grenen der, indtil den var blevet slap. Fiskeren havde fortalt mig, at den døde, fordi den ikke kunne få luft.
Hr Hansen, der arbejdede på bryggeriet, spurgte, om vi var sultne. Jaaaaa, råbte vi alle sammen i kor. Er I også tørstige? Igen råbte vi jaaaa i kor. Vi myldrede ind i bilen og kørte hjem. Men ad en anden vej end vi var kommet. Han sagde, at vi skulle køre ind til bryggeriet. Det var da et mærkeligt sted at køre hen, tænkte jeg.
Da vi kørte ind ad porten, stod der en kasse fyldt med sodavander. Ved siden af var der sat et bord op med røde pølser og en tallerken med sennep og brød. Der var sodavand, der var røde. Nogle gule. Nogle grønne og nogle uden farve. Hold da op jeg blev mæt, og nu var jeg overhovedet ikke tørstig mere. Det var, lige som om jeg var ved at kaste op. Så mæt var jeg. Og fuld af sodavand.
Direktøren viste os op på loftet i den store bygning. Det lugtede næsten af hø, som blev kørt rundt midt på gulvet. Engang prøvede jeg at køre i radiobil i Pallis Tivoli på Dyrskuepladsen. Vi kravlede op i vognene og kørte rundt og rundt ligesom radiobilerne gjorde. Hr Hansen og direktøren skubbede vognene.
Det var meget pænt gjort af direktøren. Sådan er der ikke andre direktører, der er. Det var også pænt gjort af hr Hansen, fordi han nemlig kørte os hjem, selv om vi ikke boede ret langt væk.
Det var en dejlig dag.
