Klitposten.dk har besøgt demensplejehjemmet Fjordglimt i Sennels

Plejehjem er noget, vi alle af og til snakker om, men ikke altid med imponerende stor viden. Thisted Kommune har 14 plejehjem eller ældrecentre, som det officielt hedder. Af disse er to særligt bestemt for demente borgere. På Fjordglimt i Sennels er der plads til 34, og Dagcentret er åbent for yderligere 9, der bor hjemme, men har mulighed for at komme nogle timer om dagen til aflastning for pårørende og social samvær.
Kommunen forsøger at holde folk så længe som muligt i eget hjem, hvilket er det, de fleste ønsker.
Dagcentret kan betragtes som en overgangsordning, et tilbud til dem, der har en begyndende demens, men stadig kan klare sig selv i rimeligt omfang. Omkring 70% af dagcentrets brugere havner dog før eller siden som faste beboere på hjemmet.

Yvonne Tilsted, der er leder af demensområdecentrene Fjordglimt i Sennels og Sct. Thøgersgaard i Vestervig, forklarer:
– Mange af vore beboere er fysisk velbevarede, men sygdommen gør, at hukommelse og logik til tider svigter. Man kan stå med en bold og have glemt, hvad den egentlig skal bruges til.
– Vores beboere kan ikke klare sig selv derhjemme og visiteres hertil. Ofte må de flytte fra ægtefællen, og det er hårdt.
– Også for ægtefællen?

– Det er det, jeg mener. Det er ikke for ingenting, at demens også er en pårørende-sygdom. Man mister jo sin ægtefælle! Lidt efter lidt.
– Men den demente kan godt huske indimellem, ikke?
– Jo, især den del, der ligger langt tilbage. Traumer fra barndommen folder sig ud, men også mere behagelige erindringer fra dengang som for eksempel musik kommer ofte op til overfladen. Det er personalets store fortjeneste, at det kan ske, for det er ikke ligegyldigt, hvordan man gør.

I et af husene bagefter fortæller assistent Laila Gregersen og viser rundt.

– Vi har 10 beboere her. Flere af dem kommer fra Dagcentret, og her får de en god hverdag. De får besøg af pårørende hjemmefra, men når den demente ikke længere kan genkende familiemedlemmet, holder man op med at komme så tit.
Laila fortæller om en hverdag med overskuelige rammer. Det gælder om at få bragt ro og fred ind i en forstyrret hjerne og dermed give lindring og glæde til beboerne.
– Noget af det bedste er, når vi kan more os sammen. Det er så godt. Hvis vi oplever ændringer i beboerens adfærd fysisk eller psykisk, tager vi selvfølgelig hånd om dette.
– Vi betragter deres lejlighed som deres helt private hjem. Har kan de stort set gøre, som de vil. Så længe det ikke forstyrrer andre.
– Opstår der somme tider sød musik?
Laila smiler:
– Vi har en person fra hus X, der af og til besøger en person af modsat køn i hus Y. De låser døren, og vi blander os naturligvis ikke. Så vi ved helt ærligt ikke, hvad der foregår, men det tager en god time.

Efter gymnastiktimen er Else og Inger Marie energisk ved at gøre klar til frokosten til Dagcentrets brugere.
Efter frokosten læser Inger Marie højt af bogen "SOGNEGRUS", der handler om Sennels.
– Det skaber ro og er godt, siger hun. Både hun og Else er på stikkerne hele tiden, og jeg er overrasket over, hvor meget de er i aktion både for at snakke med brugerne, informere mig og sørge for maden og en god stemning.

Jeg forlader plejehjemmet en smule høj over at have været sammen med så mange engagerede ansatte.
Men også en smule ydmyg, for solen smiler ikke lige meget på alle mennesker.