Thisted får gæster mange steder fra. En mandag i 2021 kom Hendes Majestæt, Dronning Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, og fredag i samme uge kom Kurt og Birte fra Ålborg. Interessant, om deres syn på byen holder endnu i dag …

Kurt og Birte starter på biblioteket, for de har hørt noget om nogle malerier.
– Det er en oplevelse! Det er farverigt …

– I kender ikke Jens Søndergaard?
– Det må vi med skam indrømme. Men vi synes, vi har set disse pragtfulde malerier på TV? Det er forbavsende, at Thisted Bibliotek kan udsmykke væggene med kvalitet i den størrelsesorden!

– Hvad synes I om Thisteds gågade?
– Vi er imponeret over, at en by af Thisteds størrelse rummer så meget liv! Der er en god stemning. Den er jo ikke lille! Tager man til Ålborg og ser nede ved havnen, hvordan de bygger der, er man lige ved at græde, når man så her kan se, hvor smukt det kan gøres! Vi synes dog, at det er lettere uforståeligt, at man ikke har bygget en restaurant eller café oven på jeres shoppingcenter? Det er os ubegribeligt. Tænk, hvilken udsigt man går glip af. Rooftop, kalder vi det i Ålborg.

Hvad synes I om Thisted Lilleby?
– Det er virkeligt imponerende. Jeg vidste slet ikke, at Thisted havde sådan en, medgiver Birte.
– Og så er størrelsesforholdet anderledes end der, hvor vi kommer fra. Der har man også lavet sådan en miniby, men Thisted Lilleby er jo i et noget større forhold, nemlig 1:10. Det må have kostet timer at bygge disse huse. Se, hvor livagtigt de er! Kirken står som var den en nøjagtig afstøbing af den originale, bare mindre. Det er meget flot, tilføjer Kurt.

– Meen, nu hvor vi også er gået ned gennem Christiansgave, må jeg studse lidt over, hvor uplejet skoven står. Hvorfor skal det se ud som en urskov? Det er mørkt og trist frem for lyst og venligt. Der synes jeg nu nok, at Thisted Kommune svigter. Til gengæld er Thisted det eneste sted i Danmark med et så originalt navn til deres fodboldstadion: Lerpytter!

Kurt og Birte rejser tilbage til Ålborg med en fornemmelse af, at de er blevet klogere. Tænk, at Thisted og Thy har så meget at byde på.