Liva var et år og fire måneder sidste år i juli. Tiden går alt for hurtig. Hvad kunne man skrive om hende dengang: Hun har sin egen lille personlighed, og det ved alle bedsteforældre om deres børnebørn. Ellers ville vi jo heller ikke gå rundt og bruge en hel del tid på at vise billeder af vidunderet til alle mulige andre, der prøver at se begejstret ud på vores vegne, mens de blot tænker på at få lejlighed til at vise deres egne børnebørn frem …

Liva er nysgerrig og synes, der er mange spændende ting på biblioteket. Her sidder hun med 30 tusser og finder det enormt udfordrende at smide dem på gulvet én efter én for derefter at se bedstemor samle dem allesammen op igen – én efter én.

Liva elsker gentagelsen. Hun griner fornøjet, når man kan få en bold til at rulle nedad en sliske. Skal vi igen, Liva, spørger bedstemor. Hun nikker, for hun forstår naturligvis alt, man siger, men har endnu ikke alle ordene på plads.

Hun synes, at sutten er hendes bedste ven. Det har hendes forældre indset, så de har en hel spand med sutter. Jeg tror, der er omkring 50. Så det varer noget, inden hun udgår.

Et tegnebræt med uendelige slettemuligheder giver hende stor lyst til at tegne. Hvad det forestiller, går over min fantasi og indlevelsesevne; jeg er nok enten for gammel eller for ukvik.

Hun er naturligvis en bette charmetrold. Samtidig respekterer hun et nej til en chokoladekiks mere. En leverpostejmad får den skæbne, at brødet er tilbage, når leverpostejen er væk. Tomatsuppe med boller?

Jo, jo. Tomatsuppe med boller fordeler sig således, at bollerne glider fint ned i spiserøret, mens det meste af tomatsuppen fordeler sig nydeligt om munden og ned i hagesmækken.

Liva er vant til at køre med klatten, dvs. styre indkøbsvognen hos købmanden. Det vidste bedstemor ikke, men så skriger Liva bare, og så forstår bedstemor, at indkøbsvognen altså er Livas personlige ansvar.

Når man kun er et år og fire måneder, har man brug for en bette krammer. Bare at hvile sig lidt og lytte til bedstefars hjerteslag giver lige lidt mere energi.

Behøver jeg at bruge spalteplads på at fortælle, at hun er et kærligt og tillidsfuldt lille barn, der betragter alle voksne som potentielle sosu-assistenter og vuggestuepædagoger. Hun vil også gerne se Bamse og Kylling eller Minisjang med Fantus og nogen, der synger om en bus, hvor hjulene forbavsende nok drejer rundt. Eller at hun kan finde på at vågne klokken fem om morgenen og forlange morgenmad, underholdning og samvær, samt at hun hader tandbørstning og elsker at pladre i vand og klatre op på komfuret eller bare pege på køleskabet, når hun bliver sulten?

Der er plads i kommentarboksen til at fortælle begejstret om DIT barnebarn. Uanset sprogblomsterne vil jeg læse det med den kølige distance, der kommer af at vide, at det er sgu mig, der har det sødeste og bedste og dejligste og …