I min forening sladrer vi!

Vi har en hel privat selskabsforening, hvor mænd ikke har adgang. Vores formål er at mødes og snakke sammen om det, vi har brug for at snakke om.

I vores uskrevne reglement står, at man gerne må sladre. Det viser vores store interesse i andre mennesker. Det betyder også, at vi har mulighed for at gribe ind, såfremt vi under sladderen bliver opmærksom på uheldige forhold. For eksempel så Sus den anden dag Elviras mand i selskab med en yngre dame, som han kyssede kærligt. Hvis ikke man bør fortælle det til Elvira, så ved jeg snart ikke. I øvrigt lo hun bare og påstod, at det var hans søster, han havde mødt der på gågaden.

Snakken på vores møder foregår tvangfrit; vi har ikke knive i ærmet, kun på bordet for at kunne skære kagerne over, hvis tre er for mange og to en halv er tilpas.

Vores formand er ikke noget med forkvinde eller forperson, for i den forbindelse er “mand” ikke en kønsbetegnelse. Det er et begreb, der kendetegner den, der tegner firmaet. Hun er heller ikke decideret formand; hun er blot den, der snakker mest. Det kan være irriterende, når man nu selv sidder og brænder inde med vigtige informationer om overboen.

Vores yndlingsvittigheder går på ord som hanekyllinger, undersåtter, jeg ved bedst, og vi sørger for derhjemme – altid – at være nærmest fjernbetjeningen.

Vores forening er i virkeligheden grundlaget for, at vi lever længere end mændene. Beviset er, at de fleste af os fløjter, når vi går hjem efter mødet. Man bliver simpelt hen i godt humør ved at være sammen med ligesindede.