For tiden hersker guden Omikron, som alle ved. Omikron får verdens mægtigste politikere til at skælve; omikron styrer epidemologer og pandemikere og matematikvirologer, alle professorer, til at stå frem på enhver TV-skærm og blive beundret for deres store viden om vira; omikron får TV-producere til at omlægge programmer og indslag, for intet i denne verden er vigtigere.
Der er naturligvis stadig krig hist og pist, og børn dør stadig af sult, og flygtningestrømmene sætter stadig over havet i gummibåde, og CO2-udledningen når nye højder, selv om Danmarks Dan gør, hvad han kan.
Men Omikron-guden er den, vi alle hører om. Da fjernsynet i flow-afdelingen (det er såmænd engelsk, for vi kan ikke finde på danske udtryk, såsom flydende fjernsyn modsat biblioteksfjernsyn, hvor vi nedtager og hjemlåner den film eller den serie, vi vil se lige nu) trods alt har begrænsede muligheder for direkte at vise guden i arbejde, ligger man inde med kilometervis af videobånd, der er optaget i haller og på sygehuse og de steder, hvor vi almindelige mennesker står i kø for enten at blive testet eller få en sprøjte mod corona.
Da vi kunne være i tvivl, om vi har set en sprøjte blive stukket ind i en arm i skulderhøjde eller en podepind stukket op i næsen, får vi hermed så rig lejlighed til at se det. Så rig. For hver gang fjernsynet har et indslag om guden, skal vi se enten en podepind stukket op i kraniet på en ungersvend eller -inde eller en meget tynd nål blive jaget ind i kødet på en arm lidt neden for skulderen. Om og om igen. Om - i - kron.
Velkommen til fantasiløsheden! Velbekomme til dig, der også er sindssygt træt af at se disse to handlinger igen og igen.
Hurra for biblioteksfjernsyn. DR-TV og TV2-Play og Netflix og HBO og hvad de nu allesammen hedder. Mellem os sagt under fire øjne: Jeg nyder at se "House of Cards", der er herligt fri for godhed og vaccinestik og podepinde. Den er ædende ond og ætsende forfærdelig og viser de absolut grimmeste sider af os mennesker. Især af magtmennesker.
Et øjeblik …
