Når verden går i smadder, fordi du mister din ægtefælle eller kæreste, ser alt sort ud. Uanset alder. Men der er halmstrå at gribe efter. Og disse halmstrå kan give dig nyt håb om en bedre tilværelse. Et af disse halmstrå er en Facebookgruppe, der hedder Singler i Thy.

Gert Overlade fortæller:
– Jeg blev alene i august 2021, og flyttede fra Thisted til Snedsted 1. september 2021.

– Og så skal livet jo løbes i gang igen, og så fik jeg øje på gruppen Single i Thy, og her var der ikke sket noget siden 2016, hvor Majbrit, der oprettede gruppen i 2009, blev gift med en fra gruppen.

– Siden har Majbrit så forsøgt at afsætte gruppen uden held, indtil jeg i september 2021 skrev til Majbrit, at jeg gerne ville prøve at give gruppen et skud, og det måtte jeg meget gerne. Jeg har erfaring fra en singleklub i København, hvor jeg har boet i 30 år.

– Det første, jeg gjorde, var at ændre navnet på gruppen til Singler i THY, og så brugte jeg nogle timer på at rense siden ud - er ikke færdig endnu, og så gik jeg ellers i gang med at promovere gruppen på alle de lokale Facebooksider i Thy....

– Sådan skrev jeg i gruppen Sennels By - Landsby i vækst:

"Ensomhed er i dag et kæmpeproblem, og det kan være svært at bryde ud af ensomheden. Her er så vores måde, hvormed vi forsøger at modvirke ensomheden på, og du skal være velkommen i gruppen. Kom ind og vær med, der er 100 nye medlemmer bare den sidste uge, så nu skal vi have gang i nogle arrangementer, så gruppens medlemmer kan komme ud og kigge hinanden i øjnene.

Det er ikke farligt at møde nye mennesker Se dig om i gruppen, og meld dig til de allerede opslåede arrangementer."

– Netto er der kommet 130 nye medlemmer på 10 dage. Og i al beskedenhed synes jeg, det er meget godt, men det kræver også mange timer ved ens PC.
– Her i starten skal sådan en gruppe holdes i kort snor, og der er PB´er, der skal besvares. Jeg har oprettet nogle forskellige arrangementer i gruppen blandt andet Spillebulen med kort og brætspil.
– En eftermiddag på den gamle Stagstrup Skole - gratis - hvor MD-Duo spiller,
– Jeg er ved at arrangere en eftermiddag, hvor vi skal i skydeklub og skyde med riffel og pistol, og en Tysklandsjuleindkøbstur er også undervejs, og flere kommer til, som tiden tillader det. Der er medlemmer i gruppen fra omkring 30 år op til omkring 75 år, men vi kan da sagtens hygge os sammen, da det ikke har noget med alder at gøre. Selv er jeg 65 år og er født og opvokset i Løkken, og bor nu i Snedsted, og i skrivende stund er der 311 medlemmer i gruppen.

Gert har netop været på TV MidtVests hjemmeside, hvilket straks har medført over 50 flere medlemmer. Klik på linket og læs:

Gert har genoplivet digitalt fællesskab for singler i Thy: - Jeg skal ikke sidde her og dø af kedsomhed

Gert Overlade vil hjælpe andre ensomme mennesker. Derfor har han fået gang i et sammenhold på nettet.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg