Minsandten! Glor de der gule kantareller ikke stadig op på én, mens de messer dybt nede i skovbunden: Kom og tag mig!

Og så gik vi ellers i gang. Jo flere, vi plukkede, jo flere dukkede der op der, hvor vi plejer at plukke dem. Et hemmeligt sted, naturligvis! Der var en hel del, der var dejligt store og alligevel sprøde og ungdommelige. Kun et lille fåtal var faldet for aldersgrænsen.

Så vi plukkede og plukkede og blev helt ømme i ryg og nakke. Skovens guld blev hældt ned i  kurven.

Det mest trælse ved det her selvpluk er naturligvis rengøringsprocessen derhjemme bagefter. Det kan tage sin tid. Da er det i nogen grad nemmere med rørsvampene. Sådan en stor fed Karl Johan tager ikke lang tid at rense, og så fylder den vel for cirka 25 kantareller. Men desværre - vi fandt overhovedet ingen Karl Johanner. Ikke en eneste! Vejrlig i sommer har været til kantarellernes fordel, men ikke just til rørsvampenes. Så det. 
I en senere artikel kommer vi ind på Karl Johannerne.

Men - kantareller smager nu godt. Vi skærer kantarellen over lige over jordoverfladen og giver roden en chance for at nyudvikle sig. Og den tilfredshed over, at man selv har været derude og hente maden, giver en del af det, der kunne hedde god mening, nemlig glæde og fysisk træthed og en god gang aftensmad med skovens dejligste grønsager. Så et godt råd er at tage ud i Nationalpark Thy i en eller anden skov. Medbring kurv og skarp kniv.