Man ligger der på den brede vestjyske landevej. Solen skinner, bilens motor summer, alt er fryd og gammen.

Indtil man – for sent? – får øje på en varevogn uden firmalogo eller -navn, og når den samtidig har mørktonede bagruder, stiger ens puls som til et 100-meterløb. Og hvorfor egentlig? Jeg kører ikke hurtigere, end jeg må. Alligevel bliver jeg nervøs og får straks klamme hænder. Sådan er det vist for de fleste …

Selv hvis man altid kører det, man må, kan man blive grebet af skræk. Man bør altid være på vagt. For den der varevogn kan være en fartkontrolvogn.  Din fart kan måles på andre måder. På lang afstand ses en hobbyfotograf, lidt efter bliver han minsandten uniformeret og viser sig at være en politimand, der stille og roligt måler ens fart.

Nogle gange er  politiet smart og stiller en lille sort boks op i rabatten, mens de har parkeret politivognen inde bagerst i en lysning eller et sted, den ikke kan ses ude fra vejen.

Overholder man hastighedsgrænserne, kan man passere med både god samvittighed og urørt pengepung. Men hallo: Det betyder ikke, at du skal ligge og lunte af sted med 68 kilometer i timen, hvor du må køre 80!!

Hvordan er det så lige med den der fart? Hvis man kører 81, står man til bøde, ifølge politiets egne udsagn. Bøden er på 1.200 kroner, hvis man kan holde sig under 95 km/t. Men i virkeligheden er der en pæn margen for fejltagelser og unøjagtige speedometervisninger. Stiller jeg eksempelvis min automatiske fartkontrol på 90 km/t, vil den køre 86. Det har jeg endnu ikke fået en bøde for, selv om jeg har passeret flere fartkontroller. Ved højere maxhastigheder overskrider jeg ikke 5-tallet, 95, 115 eller 135.

Fartbøden mellem 50 og 59, mellem 111 og 131 er stadig 1.200.

 

Når man kører på hovedvej 26 og nærmer sig frakørslen  mod Nykøbing, går der begravelsesoptog i bilkolonnen. Hen mod krydset snegler vi os af sted med helt ned til 50 kilometer i timen. For her står statens pengemaskine. Men ingen af os i kolonnen har lyst til at fodre dette aldrig mætte dyr.

I øvrigt …

kan man ryste på hovedet over tre ting, som bilfabrikkerne og -producenterne åbenbart er enige om.

  1. Et speedometer skal aldrig nogensinde – som i aldrig nogensinde – vise den korrekte hastighed. Det kan en GPS, så det kan en bilfabrik også, hvis den vil. Hvorfor vil de så ikke? Ikke engang i de biler, der har digital visning. Hænger det virkeligt sammen med, at vi bilister gerne vil snydes, så vi tror, den kører hurtigere?
  2. Alle bilproducenter er også enige om, at en kabine i en bil skal være sort som graven. Sort som en rustbil. Spørger man sælgeren, hvorfor den altid – som i altid – skal være sort, svarer de ni ud af 10 gange, at det skjuler smudset bedre. Underforstået, at vi bilister er nogle grissebasser, der ikke gør rent i kabinen efter os. Men sort er lige så modtageligt for snavs som rød eller hvid eller beige. Nogle gange kan man få lov at få et cognacfarvet betræk, men det koster kassen.
  3. Lige et brok mere: I de biler, jeg har siddet i, og det er efterhånden temmelig mange, har solskærmen over føreren aldrig – som i aldrig – haft en udtræksordning, så den kunne trækkes længere ud for eksempel, når man svinger den til siden, hvor solen ofte kan drille en. Med en forlængelse kunne man skygge for solen. Jeg har skrevet til Volkswagen i Tyskland og forelagt dem problemet. Deres svar var i bedste fald uforståeligt. I værste fald gider de ikke gøre noget ved det spørgsmål. Der er i hvert fald intet sket på det område. Så nu må jeg, Georg Gearløs, klare mig med en kraftig elastik om den eksisterende – for korte – solskærm – og et stykke pap, der snildt kan trækkes ud, så det skygger for solen.

Ja, men altså!