Køkultur og tre uskrevne love
Fredag eftermiddag klokken 14 er der kø ved kasserne
Der er tre kasser åbne og lang kø alle tre steder. Vi står tålmodige alle og venter på, at det skal blive vores tur. Jeg står bag en kvinde, der bærer på en kasse vin med seks flasker rosévin.
– Er den ikke tung, spørger jeg denne for mig ukendte.
– Nej, det er ikke så slemt, siger hun med et smil. – Men måske burde jeg have taget en kurv?
– Du vidste måske ikke, at du også ville købe vin?
– Jo, faktisk. Men da jeg kom, var der ingen kø ved kasserne.
– Sådan er det altid. Det er en regel, der ikke er skrevet ned: Når man kommer ind i butikken, er der masser af plads ved kassen, og når man skal betale for varerne , er der en kilometerlang kø!
Hun smiler igen, faktisk griner hun lidt:
– Der er flere regler. Jeg står tit i en kø og ser, at nabokøen går hurtigere. Så kan jeg finde på at skifte kø og stille mig op i den anden kø. Men det skal man aldrig! For her er en simpel, men fastslået regel: I samme øjeblik forsinkes den nye kø, samtidig med at den gamle, den man forlod, pludselig - som ved et trylleslag - bliver ekspresekspederet!!
Jeg nikker grinende, og så er det hendes tur ved kassen. Da hun er færdig og har betalt, nikker hun med et smil:
– Hej, og tak for snakken!
Regel 3: Du kan godt snakke med fremmede mennesker
