Vi snakkede længe om emnet. Jeg kan også blive sur. Hvad er surhed egentlig? Jeg slog emnet op på min mobil og kunne recitere en forsker i emnet, Mikael Hoffmann:
"Når vi gør noget uhensigtsmæssigt, der ikke på sigt giver os den belønning, vi gerne vil have, er det den dybeste ur-hjerne, der har taget kommandoen. Det er de emotionelle infantile følelser, der styrer os – og spiller os et puds.
Når der ikke er balance mellem vores tanker, vores følelser og vores ”selv” (dvs. værens-kernen), oplever vi smerte, frustration, skuffede forventninger og lignende.
Der er tre ting, vi aldrig kommer til at styre og kontrollere.
- vores tanker
- vores følelser
- og andre mennesker
Dagens gode nyhed er, at det eneste, du nogensinde i dit liv kommer til at kunne kontrollere, er din egen adfærd. Dine handlinger! Hvad du vælger at gøre med din mund, dine hænder og dine fødder. Hvad du siger, og hvad du gør, og hvor du går hen. Om du råber og skriger, om du slår, eller om du sparker. Men du kan også lære at vælge at tie stille, eller blidt at stryge over håret, eller at stå stille og bliver stående.
”Tricket” er at kunne rumme dét, der er. At kunne observere og vurdere sine tanker og følelser, og ikke bare handle automatisk på dem. At du skaber balance mellem din rationelle bevidsthed og din følelsesmæssige opfattelse af verden. At du bliver i stand til at vælge dine handlinger, i stedet for at det er dine tanker og følelser, der vælger for dig. Tænk blot på alle de gange, dine tanker og følelser har taget fejl, og alle de problemer, det har skabt for dig."